Om mindre end to uger – den 13-14. december – mødes stats- og regeringslederne til EU-topmøde i Bruxelles. Formålet er blandt andet at vedtage en køreplan for etableringen af en "egentlig Økonomisk og Monetær Union" (ØMU).

I virkeligheden siger det meget om krisen i EU, at regeringslederne 20 år efter, at ØMU’en blev vedtaget i Maastricht-traktaten og 13 år efter, at ØMU’en trådte i kraft den 1. januar 1990, nu må diskutere hvordan ØMU’en gøres "egentlig". Måske skulle de have tænkt på det fra starten?

Oplægget til mødet er i øjeblikket ved at blive udarbejdet af "de fire formænd", nemlig formanden for Det Europæiske Råd, formanden for EU-kommissionen, formanden for Den Europæiske Centralbank og formanden for Eurogruppen.

Men i sidste uge kom EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, det fælles oplæg i forkøbet og fremlagde på Kommissionens vegne en meget konkret "plan for en omfattende og egentlig Økonomisk og Monetær Union".Hvis nogen håber, at det skulle være et udtryk for splittelse i "fire-banden", så bliver de nok skuffede. Reelt er der mere tale om en arbejdsdeling. Barroso fremlægger, hvad de egentlig ønsker, hvorefter Herman Van Rompuy, som Rådets formand, så må lave de nødvendige kompromisser for at få mest muligt igennem.

Men det gør jo ikke EU-kommissionens plan mindre interessant. Snarere tværtimod fordi den klart viser, hvor EU er på vej hen, hvis det står til EU-bureaukratiet.

Til gengæld for at vi afgiver mere magt til EU-bureaukratiet, så får vi også lov til at afgive mere magt til EU-domstolen.

I planen opdeler de målsætningerne i tre kategorier: For det første dem, der skal være gennemført på kort sigt (op til 18 måneder). Her finder man blandt andet yderligere økonomisk styring af EU-landenes økonomier (den såkaldte "two-pack"), en fælles tilsynsmekanisme for banker, en afviklingsmekanisme for "problemramte banker" samt et ”konvergens- og konkurrenceinstrument”, som skal "understøtte rettidig gennemførelse af strukturreformer" i medlemslandene.

For det andet dem, der skal være gennemført på mellemlang sigt, det vil sige mellem 18 måneder og fem år. Her finder man blandt andet oprettelse af en gældsindfrielsesfond baseret på eurogældsbeviser samt en særlig "finanspolitisk kapacitet" for euro-området (flere skatter!) og etablering af en egentlig ØMU-finansafdeling i Kommissionen til "forvaltning af den finanspolitiske kapacitet". Det er også her, at EU skal gives mulighed for "at kræve ændringer af nationale finanslove eller at nedlægge veto mod dem".

Og for det tredje dem, der skal gennemføres på lang sigt, det vil sige efter fem år. Her finder man blandt andet et selvstændigt budget for euroområdet samt "en stærkt integreret økonomisk og finanspolitisk styringsramme", som skal muliggøre fælles obligationsudstedelse. "Dette vil være sidste etape i ØMU’en", slår planen fast.

Kommissionen vurderer selv, at alle initiativerne på mellemlang og lang sigt er så omfattende, at de vil kræve traktatændringer. Og Kommissionen ved selvfølgelig udmærket, at det ikke vil kunne lade sig gøre at få alle EU-landene med på disse planer. Derfor lægger Kommissionen op til en model, hvor euroområdet skal kunne "blive en integreret enhed hurtigere og i mere omfattende grad end EU overordnet set". Den forestående opsplitning af EU er nu åbenbar for alle, som vil se.

Nu får vi se, hvor meget af dette der går igennem på topmødet. Noget kan der nok trækkes i land på, men der er en klar bagkant. For planen udspringer jo ikke bare af det blå. Disse forslag om etablering af en egentlig og centraliseret euro-stat er en nødvendighed, hvis det fejlslagne euro-projekt i det hele taget skal kunne overleve.

Og hvordan skal man så få dét til at glide ned hos de europæiske befolkninger, som skal betale prisen for de centralt besluttede nedskæringer og nye støttemilliarder til bankerne? Det har Kommissionen sørme også en plan for.

For som Kommissionen skriver i sin egen fremlæggelse: "Øget demokratisk ansvarlighed skal ledsage enhver traktatændring, som giver yderligere overstatslige beføjelser på EU-niveau. En måde af styrke EU’s legitimitet på kunne være at udvide Domstolens beføjelser".

Jamen, er det ikke mageløst? Til gengæld for at vi afgiver mere magt til EU-bureaukratiet, så får vi også lov til at afgive mere magt til EU-domstolen. Hvem kan dog sige nej til så godt et tilbud?