Forleden kom de nye arbejdsløshedstal i euro-zonen. Det var rystende læsning. Endnu engang slog arbejdsløshedstallet nye rekorder og har aldrig været så højt siden euroen blev indført i 1999.

Ikke mindre end 19 millioner mennesker i de 17 eurolande er arbejdsløse. Det svarer til 11,8 procent af arbejdsstyrken. Og det er de officielle tal. Reelt er situationen langt værre, fordi mange undlader overhovedet at registrere sig som arbejdsløse.

Alene det sidste år er arbejdsløsheden steget med 1,2 procent. Det svarer til cirka to millioner mennesker. Mennesker, som står op om morgenen og gerne vil bidrage til vores fælles velfærd, men som er forhindret i det af et absurd system. På bare den sidst registrerede måned – fra oktober til november – steg arbejdsløshedstallet med 113.000.

I EU som helhed er situationen en smule bedre end i eurozonen. Men ikke meget. Her er 10,7 procent arbejdsløse svarende til 26 millioner mennesker. Det er flere end der bor i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island – tilsammen!

Nogle lande og grupper er ubeskriveligt hårdt ramt. I Grækenland er arbejdsløsheden nu oppe på 26 procent. Mens den i Spanien er helt oppe på 26,6 procent. Det vil sige, at mere end hver fjerde person er arbejdsløs. For de unge i de lande er det over halvdelen!

Der er flere ting, som man kan udlede af disse tal. En af dem er, at den påstand, som florerer – også i Danmark – om, at der skulle være en sammenhæng mellem arbejdsløshed og dovenskab er noget vrøvl. Selvfølgelig eksisterer der personer, som hellere vil leve af understøttelse, end af at arbejde. Men det savner ethvert grundlag at antage at denne gruppe skulle være vokset eksplosivt de sidste år.

Den økonomiske politik, som EU har dikteret overfor euro-landene, har vist sigt at være en gigantisk fiasko

En anden ting, som kan udledes er, at den økonomiske politik, som EU har dikteret overfor euro-landene, har vist sigt at være en gigantisk fiasko. Gang på gang er EU’s egne forudsigelser om resultaterne af dens økonomisk politik slået fejl – og hver gang er det gået værre end forudsagt.

Faktisk er EU’s økonomiske politik så mislykket, at den nu møder modstand fra traditionelle allierede. For eksempel konkluderer to af den internationale Valutafonds (IMF’s) topøkonomer i en ny rapport, at EU’s ledere systematisk har undervurderet de negative konsekvenser af de økonomiske nedskæringsdiktater, som de har gennemtvunget i de kriseramte euro-lande.

Ved at bruge alt for optimistiske beregningsmodeller har eksperterne "væsentligt undervurderet den stigning i arbejdsløshed og det fald i privatforbrug og investering, der følger med offentlige nedskæringer og besparelser", skriver Olivier Blanchard og Daniel Leigh ifølge Politiken.

Men denne vurdering deles ikke af EU’s ledelse. Samtidig med at de nye katastrofale arbejdsløshedstal for euro-zonen blev offentliggjort,  udtalte EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, at eurokrisen er forbi. "Jeg tror, at vi kan sige, at truslen mod euroens eksistens ikke længere eksisterer", sagde han ifølge den engelske avis The Guardian.

Umiddelbart må man jo spørge sig selv om, hvilken planet den mand befinder sig på. Men måske har han ret. Forudsætningen for at euroen kan overleve er åbenbart, at millioner og atter millioner af mennesker kastet ud i arbejdsløshed.

Kan det blive mere sygt?