I sidste uge udsendte EU-kommissionen en pressemeddelelse om den seneste Eurobarometer-undersøgelse, som hvert halve år tager temperaturen på EU-borgernes holdning til en række spørgsmål med relation til EU.

EU-kommissionens pressemeddelelse bærer overskriften "Eurobarometer fra foråret 2013 viser større optimisme". Det begrundes blandt andet med, at "seks ud af ti EU-borgere føler sig som europæere" og at "næsten seks ud af 10 mener, at den frie bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser er det mest positive resultat, EU har opnået".

Samtidig slår pressemeddelelsen fast, at "på trods af krisen er der i 19 ud af 28 lande flere, som er optimistiske end pessimistiske med hensyn til EU’s fremtid", og at "et flertal (51 procent) går ind for euroen". I pressemeddelelsen nævnes ikke et eneste eksempel, hvor et flertal udtrykker sig negativt overfor EU.

Pressemeddelelsen dokumenterer på glimrende vis, hvad flere og flere allerede har gennemskuet: EU-kommissionens presseafdeling er intet andet end en skatteyderbetalt propagandacentral for vildledning af offentligheden, hvad angår EU. At stort set ingen journalister har afdækket dette, er en skamplet på standen.

EU-kommissionens presseafdeling er intet andet end en skatteyderbetalt propagandacentral for vildledning af offentligheden, hvad angår EU. 

For hvis man ikke nøjes med at læse EU-kommissionens forløjede pressemeddelelse, men læser selve undersøgelsen og det underliggende talmateriale på 205 sider, så åbner der sig en anden virkelighed: EU-borgernes tiltro til EU og tro på, at de har nogen som helst indflydelse på projektet, har nået et katastrofalt lavpunkt.

Omfattende mistillid

På spørgsmålet om man har tiltro til EU-institutionen som sådan, svarer kun 31 procent af de adspurgte EU-borgere ja, mens 60 procent svarer nej. Værst står det til i de lande, som har været underlagt den EU-dikterede nedskæringspolitik. I Irland har 29 procent tiltro, mens 61 procent nærer mistro. I Portugal er det 24 procent, som har tiltro, mens 71 procent ikke har. I Grækenland har 19 procent tiltro, mens 80 procent nærer mistro. I Spanien er tallene 17 mod 75. Og på Cypern, som senest har været udsat for EU’s ødelæggende diktater, er det kun 13 procent af befolkningen, som har tiltro til EU, mens 83 procent svarer, at det har de ikke.

Også i lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien er mistroen mod EU udbredt, idet den udtrykkes af henholdsvis 57, 61 og 68 procent. Og trods EU-kommissionens snak om "større optimisme", så er virkeligheden, at befolkningens tro på EU er styrtdykket de senere år. I 2007 var det 57 procent af befolkningen, som havde tiltro til EU, i slutningen af 2012 var den faldet til 33 procent og nu er den altså helt nede på 31 procent.

Endnu værre står det til, når Eurobarometer spørger borgerne i EU, om de føler, at deres stemme bliver hørt ("my voice count"). I Irland er det 26 procent, som føler det, i Spanien er det 18 procent, i Letland er det 17, i Portugal 16, i Grækenland 11 og på Cypern er det kun 9 procent, som tror på, at de overhovedet har nogen indflydelse i EU-systemet. Hele 89 procent føler det modsatte.

EU mister tilhængere

Og denne manglende tro på, at man bliver hørt, er ikke bare et fænomen i de mest kriseramte lande. I Frankrig er det et mindretal på 38 procent, som tror, at de bliver hørt, mens det er 36 procent i Tyskland. I de to lande er det henholdsvis 55 procent og 59 procent, som ikke tror det. For EU som helhed er resultatet, at kun 28 procent føler, at de har indflydelse, mens hele 67 procent ikke føler det.

Hvis disse tal giver EU-kommissionen grundlag for "større optimisme", så tør jeg slet ikke tænke på den situation, hvor denne propagandacentral erkender, at der er grundlag for pessimisme. Men det viser i hvert fald med al tydelighed, at vi ikke kan forvente nogen selvkritik, nogen refleksioner eller nogen som helst nyorientering fra disse Titanic-kaptajner. For dem er kursen mod isbjerget lagt fast.

Så meget desto vigtigere er det, at forstandige mennesker – i de politiske partier, i fagforeninger og andre græsrodsorganisationer og ude i de såvel fysiske som elektroniske forsamlingshuse – insisterer på, at det er hamrende nødvendigt med en bred og omfattende diskussion og konklusion om, hvordan vi etablerer et europæisk samarbejde, som bygger på folkelig opbakning.

At det haster mere end nogensinde, illustrerer tallene fra Eurobarometers seneste undersøgelse.