Brug skattekroner på uddannelse
Blogs
Brug skattekroner på uddannelse
Det er på tide, at regeringen prioriterer anderledes og giver flere penge til erhvervsskolerne. Kvalificeret arbejdskraft er vigtigere for samfundet end skattelettelser.
Man kan sige meget om vores kære statsminister Lars Løkke Rasmusen, men der er nu alligevel én ting, jeg må give ham – han er virkelig kreativ.
Det er regeringens ansvar at sikre Danmarks fremtid, og skattelettelser er ikke vigtigere end god kvalificeret arbejdskraft.
Det er kreativt, at han modificerer sit forslag om skattelettelser, når nu det gamle ikke gik igennem. Det har vi jo for nyligt set ham gøre, da han sammen med regeringen præsenterede et nyt forslag om skattelettelser. Her får han det bare til at se ud som om, at det er dem, der tjener mindst, som får den største gevinst. Han siger nemlig, at det er HK’erne, der vinder på det.
Det sjove ved hele det her udspil er bare, at de HK’ere, der rent faktisk vinder på det, har vist sig kun at være 16 personer totalt. 16 personer der får glæde af de store stykker af Løkke-regeringens nye skattelettelses-kage. Og når de 16 stykker er delt ud, så bliver resten af kagen delt ud til dem, som har de højeste lønninger. Sagt med andre ord; de fleste af skattelettelserne ryger altså stadig direkte i lommen på dem, som tjener mest, selvom Løkke og regeringen har ændret deres skattelettelses-udspil.
Det handler ikke om, at lønmodtagerne skal have en masse, mens de højestlønnede ikke skal have noget som helst. Det handler i stedet om, at vi skal tage et fælles ansvar. Jeg synes, vi skal prioritere pengene anderledes. Vi skal investere i uddannelse. For gør vi ikke det nu, frygter jeg for fremtidens Danmark.
Regeringen har nemlig - endnu en gang - valgt at spare på erhvervsuddannelserne. Faktisk vil de spare over 400 millioner kroner på området. Udover skattelettelser vil de i stedet øge tilskuddet til de private friskoler med 325 millioner kroner. Det, synes jeg, er helt skævt!
Det er skævt, fordi erhvervsskolerne tydeligvis trænger til at få et løft. Og jeg tror, det er lige netop dér, vi skal investere. For hvis ikke erhvervsskolerne får et løft og følger med tiden, så risikerer vi, at endnu flere unge vælger erhvervsuddannelserne fra.
Og vi ved, at der i år 2030 kommer til at mangle omkring 90.000 faglærte, som det ser ud lige nu. Dét er altså virkelig mange, og vi risikerer at tallet stiger. Vi bliver nødt til at gøre noget nu! De 90.000 faglærte dukker altså ikke bare op af sig selv, når kalenderen skifter til år 2030. Vi er nødt til at uddanne dem, og vi er nødt til at uddanne dem nu!
Hvis ikke vi investerer i erhvervsuddannelserne, hvem skal så bygge vores huse i fremtiden? Hvem skal passe os, når vi bliver gamle og ikke kan klare os selv? Hvem skal sikre, at vores huse ikke brænder sammen, fordi elinstallationerne ikke er lavet korrekt?
Kære regering. Nu er det på tide, at I vågner op. Det er jeres ansvar at sikre Danmarks fremtid. I skal investere i erhvervsuddannelserne, frem for at blive ved at skære ned på dem. Jeres skattelettelser er ikke vigtigere end god kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.