Holger K. og Cuba
Blogs

Holger K. og Cuba
Det er i orden at kritisere. Men gør det konkret, så man kan svare konkret på det og diskutere spørgsmålene - og lad os blive fri for underlødig og opportunistisk dumt vås og tilsvining af Cuba.
Sagen om udenrigsminister Holger K. Nielsens udtalelser om Cuba ved afskeden med Villy Søvndal har jeg lyst til at reagere på på to måder. På den ene side gå i energisk polemik med Holger K, Søren Pind, Johanne Schmidt Nielsen og flere andre. Og på den anden side har jeg lyst til at gøre det, som der mere er brug for; at være lidt faktuel.
Jeg vil gøre begge dele i alt korthed:
Jeg blev glad, da jeg i tv så Holger K. Nielsen give Villy Søvndal en hængekøje og en cd med musik af Buena Vista Social Club med med en munter opfordring om at 'nyde det cubanske paradis" eller drømme sig dertil i hængekøjen med musikken på cd-afspilleren.
Der er et demokrati i Cuba, som er levende og kvalitativt. Det er anderledes end vores og meget anderledes end det, de har i USA. Men derfor kan man da ikke diskvalificere det cubanske demokrati.
Jeg blev overrasket, da den reaktionære venstre-klaphat Søren Pind gik amok og krævede Holger K i samråd og nærmest kastede al sin ækle galde op ud over Cuba. Jeg blev vred og ked af det, da en forskræmt Holger K gav sig til at tørre Søren Pinds bræk op - og ikke nøjedes med at sige, at han naturligvis havde ment det 'cubanske ferieparadis' - men helt principløst og uanstændigt stemplede Cuba som en diktaturstat for at please Søren Pind.
Jeg blev endnu mere ked af det, da Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten også følte sig kaldet til at pisse på Cuba og udtale, at Cuba "i den grad krænker borgernes demokratiske rettigheder".
Det er for galt! Hvad fanden ved I om det? Og hvad er jeres politisk kompas indstillet på??
Og nu en dyb indånding og et par informationer fra den virkelige verdens Cuba:
Der er demokrati i Cuba. De har valg i kommunerne hvert 2,5 år og til den lovgivende nationalforsamling hver femte år. Og nej. Det er IKKE udemokratiske pseudovalg, hvor kun ét parti stiller op.
Det er demokratiske valg, hvor INGEN partier stiller op, fordi valgene til Folkemagten i Cuba intet har at gøre med partistrukturer. Vælgerne opstiller kandidater i boligkvartererne, fagbevægelsen opstiller kandidater, studenterorganisationerne, kvindeorganisationerne opstiller kandidater osv. Og så er der valg, hvor alle borgere over 16 år sætter deres kryds i hemmelighed.
Raúl Castro er valgt på denne måde - og før ham blev Fidel Castro valgt på denne måde - det er forudsætningen for senere i den demokraitkse proces at blive valgt til posten som præsident.
Der er et demokrati i Cuba, som er levende og kvalitativt. Det er anderledes end vores og meget anderledes end det, de har i USA. Men altså Holger K og Johanne S (Søren Pind gider jeg ikke appellere til); derfor kan man da ikke diskvalificere det cubanske demokrati.
Jeg er naturligvis enig med Holger K. i, at Cuba ikke er et paradis. Det er der ingen lande, der er. Der er mange problemer, der er mange mangler, og det er i orden at kritisere. Men kunne I ikke gøre det konkret, så man kunne svare konkret på det, så man kunne diskutere spørgsmålene - og så vi kunne blive fri for den slags underlødig og opportunistisk dumt vås og tilsvining af Cuba.












