Det er foruroligende at følge begivenhederne i Venezuela. Sagen er imidlertid lige så enkel at forstå, som den er vanskelig at løse.

Venezuela i dag ligner Chile op til kuppet i 1973. De samme kræfter var på spil i Spanien i 1936. 

Fra 1999 og i de følgende knap 15 år oplevede det fattige befolkningsflertal i Venezuela en sand social og økonomisk revolution. Børnene kom i skole, de syge kom til læge, de gamle fik pension, de hjemløse fik bolig, og flere fik arbejde.

Viljen til denne forandring kom fra en folkelig mobilisering under ledelse af den nu afdøde præsident Hugo Chávez. Pengene kom fra de olieindtægter, som tidligere var gået lige i kapitalens og private olieselskabers lommer.

Så døde Chávez, og olieprisen styrtdykkede. Samtidigt satte højrefløjen og de borgerlige medier ind med politisk hetz samt vold i gaderne. Kapitalen saboterer økonomien, og USA nærer det ene kupforsøg efter det andet. Disse sorte kræfter kontrollerer medierne, og de vil have magten og olieindtægterne tilbage.

Venezuela i dag ligner Chile op til kuppet i 1973. De samme kræfter var på spil i Spanien i 1936. Demokratiets forvarere kæmpede dengang under parolen "No pasaran" (Vi stopper dem). Men fascisterne vandt. Det må ikke ske i Venezuela.