Vores klimaminister Dan Jørgensen og finansminister Nicolai Wammen har proklameret, at Danmarks CO2-reduktionstiltag for at nå de lovede 70 procent reduktion i 2030 – af økonomiske grunde – primært skal forløbe i sidste del af 2021-2030. Tiltagene skal billedligt set intensiveres som en liggende "hockeystavs"-kurve over tiåret.

Et endnu værre problem er, at regeringen ikke har forstået, at den samlede nationale kvote for CO2-udledninger i Danmark fra nu af og de næste måske 100-1000 år er mindre end 400-500 millioner tons CO2.

Men der er bestemt ingen sikkerhed for, at omkostningerne ved nyudviklede teknologier er lavere end ved at implementere kendte virkemidler. Teknologier bliver typisk billigere, når de bliver brugt.

Hvad Wammen i øvrigt nok har glemt er, at "hockeystav"-modellen i mange år har fået bekymrede miner frem hos mangen en investor, når en håbefuld iværksætter skulle forklare, hvorfor forretningsmodellen kun hænger sammen, hvis indtægterne pludselig stiger fra 0 til et meget højt niveau. Ovennævnte er imidlertid ikke kerneproblemet i Wammens reduktionsstrategi.

21 millioner tons CO2 i 2030

Et endnu værre problem er, at regeringen ikke har forstået, at den samlede nationale kvote for CO2-udledninger i Danmark fra nu af og de næste måske 100-1000 år (= nedbrydningstid for CO2 i atmosfæren) er mindre end 400-500 millioner tons CO2, for at vi kan yde vores fair bidrag til den af Danmark ratificerede Parisaftale med dens målsætning om maksimalt 1,5-2ºC global gennemsnitlig temperaturstigning.

Således betyder 70 procent-reduktionsmålet (i forhold til 1990, hvor Danmark udledte cirka 70 millioner tons CO2), som er indskrevet i klimaloven, at vi fra det nuværende udledningsniveau på cirka 50 millioner tons CO2 årligt skal ned på 21 millioner tons CO2 årligt i 2030. Vi skal altså reducere med cirka 29 millioner tons om året over de næste 10 år.

Hvis vi nu glemmer Wammens forslag et øjeblik og forestiller os, at vi reducerer jævnt med 2,9 millioner tons per år indtil 2030, så vil vi i løbet af tiåret udlede 355 millioner tons CO2 – det vil sige pænt under vores oprindelige nationale kvote og således med plads til en mindre mængde udledninger efter 2030.

Wammens "hockeystav"-reduktion

Hvis vi derimod følger Wammens "hockeystav"-reduktion med en forsinket indsats, for eksempel at vi venter med at reducere udledninger til 2028-2030, så skal vi reducere voldsomt med gennemsnitlig 9,7 millioner tons per år i 2028, 2029 og 2030 for at overholde klimaloven.

Den samlede udledning i hele perioden 2020-2030 bliver da omkring 455 millioner tons, det vil sige med ingen eller minimal plads til udledninger efter 2030.

Faktisk vil vores samlede udledninger overstige den øvre grænse på 500 millioner tons få år efter 2030, hvis ikke udledningerne falder dramatisk efter 2030.

En hockeystav-tilgang er således helt uacceptabel, og hvis de store CO2-udledere som for eksempel Kina, Europa og USA valgte at lade sig inspirere af en hockeystav-tilgang, så ville det i sandhed betyde, at Parisaftalens mål aldrig ville kunne indfris.

Konklusionen er, at alene af denne grund må vi lade regeringens reduktionsstrategi dumpe!