Det fyger med politiske reformer, der alle har til hensigt at give medborgere, der er syge, handicappede eller fremmede økonomiske incitamenter til at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.

Der er ingen krav til arbejdsgiverne om at finde plads til de her mennesker. 

Reformerne er alle pakket ind i omsorg for disse grupper; de erklærede ønsker er at fremme inklusion og medborgerskab for de grupper, der i dag er uden for arbejdsmarkedet. 

Ens for alle reformerne er, at de gør det at få tilknytning til arbejdsmarkedet til det enkelte menneskes problem. Den liberalistiske ide er, at hvis man gør de mennesker, der skal på arbejdsmarkedet, fattigere, vil de selv finde et job.

DA har støbt kuglerne

Der er altså ingen krav eller incitamenter til arbejdsmarkedet om, at det skal finde plads til de her mennesker. Seneste eksempel herpå er integrationsydelse og kontanthjælpsloft.

Personer på kontanthjælp skal også finde 225 timers beskæftigelse om året for at opretholde kontanthjælpen på et niveau, så de kan fastholde en eksistens, men arbejdsmarkedet er ikke forpligtet på nogen måde til at sikre, at det rent faktisk kan lade sig gøre. 

Det er ellers arbejdsgiverne, anført af Dansk Arbejdsgiverforening, der har støbt de ideer, som er bag kontanthjælpsloftet. Ned med alle ydelser til personer uden for arbejdsmarkedet har været (og er stadigvæk) parolen.

Men når det kommer til selv at gøre noget for at finde plads til de berørte medborgere, er arbejdsgiverne fuldstændig fraværende i debatten. Det samme gælder for øvrigt når man taler om den generelle mangel på arbejdskraft i flere erhverv. Arbejdsgiverne råber på arbejdskraft, men når det gælder om at uddanne arbejdskraften ved for eksempel at tage lærlinge ind, ja så er arbejdsgiverne helt stille. 

Noget kunne tyde på, at arbejdsgiverne mangler økonomiske incitamenter til at påtage sig et nødvendigt, socialt medansvar for samfundsudviklingen. Man kunne for eksempel prøve med økonomiske incitamenter, som skal sikre, at arbejdsgiverne rent faktisk gør noget for at inkludere medborgere, der er på kontanthjælp eller integrationsydelse, på arbejdsmarkedet. 

Incitament til arbejdsgiverne

Et konkret forslag kunne være, at alle virksomheder i Danmark, private såvel som offentlige, er med til at dække udgifterne til medborgere på kontanthjælp eller integrationsydelse. I dag deler kommuner og stat disse udgifter. Man kunne imidlertid opkræve 20 procent af udgifterne til kontanthjælp og integrationsydelse fra erhvervslivet. 

En sådan løsning ville få det resultat, at hvis der bliver færre mennesker på kontanthjælp eller integrationsydelse, ja så falder virksomhedernes udgifter til at dække omkostningerne ved de to ydelser. Bliver der det samme antal eller flere, så bliver virksomhedernes udgifter de samme eller stigende.

Dermed vil både private og offentlige virksomheder få et økonomisk incitament til at gøre noget for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. Slut med skåltaler og tom politisk retorik, ind med konkret handling og et inkluderende arbejdsmarked.