Så står vi her igen. Efteråret er her, og regeringens forslag til finanslov bliver fremlagt. Traditionen tro er det også årstiden for politiske udmeldinger om, at satspuljen egentlig burde nedlægges og alle de gode projekter på de forskellige områder finansieres over finansloven. Og traditionen tro er de politiske udmeldinger glemt igen, når vi kommer til den søde juletid.

Med satspuljen har man en malkeko, der giver mælk hvert år.

Satspuljen, som nogle også kalder de fattiges finanslov, fremkommer ved, at overførselsindkomsterne ikke har samme stigning som lønudviklingen. Den forskel, der fremkommer mellem prisudviklingen og satsreguleringsprocenten, giver de mange, rare penge til projekter, som fordeles via satspuljen.

Konsekvensen er, at de mennesker, der er afhængige af overførselsindkomsterne, ikke får andel i prisudviklingen, og at overførselsindkomsterne dermed år for år bliver mindre værd. Satspuljen er altså med til at gøre de dårligst bemidlede mennesker i det danske samfund endnu dårligere bemidlet.

Går til mange ting

Det er heller ikke givet, at satspuljen bliver fordelt til de mennesker, der er med til at finansiere den. I løbet af 2018 har regeringen, støttet af flertallet i Folketinget, lagt op til, at satspuljen for eksempel skal betale for dele af ghettoplanen og dække en ændring af ændringer på familieområdet.

Tidligere har satspuljen betalt for så forskellige ting som bekæmpelse af rockerbander og driftsopgaver i Socialstyrelsen og i kommunerne.

Fra Dansk Folkepartis sommergruppemøde afholdt i august 2018 forlød det, at folkepensionisterne ikke længere skal være med til at finansiere satspuljen. Socialdemokratiet har også stillet sig kritisk an til puljen. Spørgsmålet er nu, om det så lykkes at få nedlagt satspuljen denne gang?

Jeg har svært ved at tro det.

For det første er det rart for politikerne at have satspuljen til at finansiere forskellige politiske initiativer, som man ikke kan (eller vil) finde finansiering til via finansloven. Det er ikke nødvendigvis det samme flertal, der skal støtte en finanslov som går med i forskellige politiske aftaler, så det ville besværliggøre det politiske arbejde, hvis man ikke har satspuljen.

For det andet er der almindelig politisk enighed om, at det ikke skal være nogen dans på roser at modtage overførselsindkomster. Så hvis man ikke havde satspuljen til at sørge for at holde incitamenterne nede til at få overførsel, ville man være nødt til at opfinde noget lignende.

Fylder huller ud

Endelig er jeg faktisk også i tvivl om hvor vidt vi, der betaler til satspuljen, er interesserede i, at den ikke er der. Satspuljen har også betalt for gode initiativer, som ikke ville være blevet finansieret via finansloven. Så selv om vi i handicapbevægelsen måske ikke er tilfredse med satspuljen, så må vi også erkende, at der engang imellem kommer noget godt ud af den.

Og så er der såmænd bare det rent menneskelige, at uanset hvor meget vi taler om disruption, forandringer med videre i dansk politik, så er ønsket om forandringer i virkeligheden ikke så stor blandt politikere og embedsmænd. I amerikansk fodbold siger man, at hvis holdet virker, skal man ikke ændre på noget, og det er også grundholdningen i dansk politik.

Med satspuljen har man en malkeko, der giver mælk hvert år, og som er med til at fylde huller ud, som man ellers ikke ville få dækket.

Så nej, satspuljen er der også næste år, og næste år, og næste år...