De kommende regler for modtagere af ledighedsydelse, det vil sige mennesker, der er tilkendt et fleksjob men som ikke har fået et sådant endnu, skal give modtagerne de samme pligter som andre på arbejdsmarkedet.

Det vil sige, at personer på ledighedsydelse skal bruge digitale løsninger til at registrere og booke møder med jobcentrene og de skal være aktive i jobsøgningen.

Endnu engang må man spørge sig selv, om systemet er til for borgerne, eller om borgerne er til for systemet.

Hvis de af en eller anden grund ikke overholder de samtaler med videre der er opsat i systemet, bliver de sanktioneret ved fratagelse af ledighedsydelse, altså livsgrundlaget. Det lyder jo alt sammen meget rimeligt, skulle man mene. Det mener politikerne åbenbart.

De faktiske forhold uden for Christiansborgs og Slotsholmens tykke mure er imidlertid anderledes, end politikere og embedsmænd tilsyneladende ved eller vil vide. For de mennesker, der i dag modtager ledighedsydelse, er ikke sammenlignelige med de mennesker, der er på det ordinære arbejdsmarked, men som de altså skal sammenlignes med.

Med fleksjobs- og førtidspensionsreformen var det jo nemlig det udtrykte formål, at der skulle færre på førtidspension, og at dem, der førhen var i målgruppen for førtidspension, i højere grad skal ud på arbejdsmarkedet i fleksjob. Dermed har politikere og embedsmænd, godt støttet af Kommunernes Landsforening, fuldt bevidst sendt mennesker med meget lille arbejdsevne ud på arbejdsmarkedet.

Det er blandt andre mennesker med udviklingshæmning, hjerneskader og svære fysiske handicaps, der her er tale om. Altså mennesker, der ikke har de samme ressourcer som mennesker på det ordinære arbejdsmarked.

Alligevel skal de sanktioneres, hvis de ikke kan opføre sig som andre arbejdstagere. Og kommunernes jobcentre får ikke forpligtelser til at støtte særligt op, så disse mennesker ikke af vanvare kommer til at overtræde de mange forpligtelser, de partout skal overholde.

Bevar os, høringsnotatet fra Beskæftigelsesministeriet oplyser, at kommunerne kan gøre noget for at støtte, men der er ingen forpligtelser til, at jobcentrene skal gøre en ekstraordinær indsats for en gruppe af mennesker, der er ekstraordinære sårbare. Erfaringerne tilsiger, at kommunerne ikke vil gøre en døjt, hvis ikke de forpligtes, så jeg forudser mange sanktioner over for disse grupper fremover.

Endnu engang må man spørge sig selv, om systemet er til for borgerne, eller om borgerne er til for systemet.

Den tankegang, der ligger bag dette forslag, er i hvert fald systemtænkning af værste skuffe. Og ofrene er sårbare grupper af mennesker, der har brug for hjælp, ikke pisk.