Ved festlige lejligheder og i valgkampe kan man ofte høre politikere udtale, at et velfærdssamfund skal kendes på, hvordan det behandler sine dårligst stillede borgere. Det er dog meget vanskeligt, at se de samme politikere gennemføre deres gode intentioner i praksis, stort set uanset politisk tilhørsforhold. 

Senest har den nye Venstre-regering bebudet endnu en reform af kontanthjælpen, så der kan blive råd til skattelettelser. Det er slet ikke afspejlet i forslaget fra regeringen, at et rigtig stort antal af de borgere, der er på længerevarende kontanthjælp, er mennesker med handicap.

Ingen tror på, at mindre at leve af vil medføre, at de psykiske eller fysiske handicap forsvinder.

De er langt fra at kunne være på arbejdsmarkedet, enten af socialpsykologiske årsager eller på grund af handicaprelateret mangel på tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Når en af regeringens væsentligste årsager til at gennemføre en kontanthjælpsreform er, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er steget, må man tage sig til hovedet. Selvfølgelig vil antallet af kontanthjælpsmodtagere stige, når man forhindrer borgerne i at få førtidspension og lader dem gå i evigheder i ressourceforløb på kontanthjælp, når man forringer sygedagpengesystemet, og når antallet af arbejdsløse, der falder ud af a-kassesystemet, er meget større end forventet.

Nu står vi så med et forslag, der vil medføre endnu en socialpolitisk katastrofe. Ingen, bortset fra politikerne (og embedsmændene) på Slotsholmen, tror på, at mindre at leve af vil medføre, at de psykiske eller fysiske handicap forsvinder.

Alle ved, at en borger under 30 år ikke får et sted at bo på en SU-lignende ydelse, for der bliver naturligvis ikke åbnet op for, at disse mennesker kan bo så billigt, som studerende gør på kollegier. Alle ved, at der er behov for investeringer i støtte til disse borgere, så de kan komme bare i nærheden af arbejdsmarkedet.

Hvad vil der så ske? Der vil formentlig blive gennemført en reform, der minder meget om regeringens oplæg med et bredt flertal hen over midten. Og om cirka fire år vil politikere og embedsmænd så undre sig over, at bekæmpelsen af hjemløshed er slået fejl, fordi der er kommet mange flere yngre hjemløse.

Der vil være små jubelscener i tv over, at der tilsyneladende er blevet færre på overførselsindkomster, men der vil være alvorlige miner over, at der er kommet flere fattige på gaderne, og at antallet af børn, der mistrives i skolen, er steget.

Men så er det tid til en ny reform, der sikrer, at de dovenkroppe, der går rundt på gader og stræder uden mål og med, får et økonomisk incitament til at komme i arbejde. For politikere og embedsmænd på Slotsholmen har jo stillet de rigtige rammer op, det er kommunerne, medarbejderne og borgerne, der ikke har forstået at udfylde dem. 

Kære politikere og embedsmænd, kom nu ned til os andre og lad os prøve, om vi ikke med udgangspunkt i virkeligheden kan gøre det lidt bedre.