I en tid, hvor det virker som om fællesskaber udfordres af mennesker, hvis ego er større end Frihedsgudinden eller Eiffeltårnet, er det væsentligt at sige til, når fællesskaber faktisk virker.

Et godt eksempel på, hvad et fælleskab kan gøre, er EU’s nye webdirektiv. 

Det er især vigtigt, når man er borger med handicap i Danmark, hvor det ikke er politikere med store egoer, der er problemet, men positiv politisk handling i forhold til os. 

EU er et af de fællesskaber, som vi, der har et handicap, kan se til med en vis forventning om, at der faktisk sker noget positivt, når viljen til handicappolitiske handlinger svigter i Danmark, og måske også når det gælder om at beskytte os alle sammen mod de der politikere, der har store egoer. 

Et godt eksempel på, hvad et fælleskab kan gøre, er EU’s nye webdirektiv. Efter en del forhandlinger og forhalinger har EU’s ministerråd vedtaget et direktiv, der skal sikre, at hjemmesider bliver tilgængelige for mennesker med handicap.

Ingen dansk vilje

Vi har i Danmark forsøgt at få en sådan national lovgivning igennem siden 1994, men uden held. Viljen har simpelthen ikke været til stede hos danske lovgivere. De har argumenteret for, at det ordnede sig nok med markedet og med guidelines.

Her ud fra et ønske om, at allle mennesker skal kunne bruge hjemmesider til for eksempel offentlig digital selvbetjening, har EU gjort digital tilgængelighed til en fælles sag, som alle medlemslande skal gennemføre. Uden det store fællesskab ville vi ikke have opnået det i Danmark. 

Et andet eksempel er den (forhåbentligt) kommende European Accessability Act. Her har EU ud fra et ønske om, at mennesker med handicap skal være en del af det fælles marked, foreslået, at tilgængelighed skal rulles ud til alle de områder, hvor der i dag er barrierer i form af varer og tjenesteydelser, der ikke er tilgængelige.

Det er selvfølgelig også ud fra et ønske om, at alle virksomheder i EU-området skal have samme muligheder for at konkurrere, at man vil have de samme standarder. Men for os borgere med handicap i EU er det sådan set ligegyldigt, hvad den bagved liggende begrundelse er. For os er det vigtigste, at der er et fællesskab, som vil gøre varer og tjenesteydelser tilgængelige for os. 

Ulemper ved EU

Engang imellem er et fællesskab som EU selvfølgelig også en umulighed for mennesker, der har et handicap. Noget af den økonomiske politik, EU gennemfører sammen med medlemsstaterne, er i sandhed ikke fremmende for lige muligheder for inklusion af os.

Budgetlov og grænser for offentligt forbrug kan virke kontraproduktiv i forhold til en investeringstankegang om os, for det gør det sværere at få penge til de områder, der er nødvendige for os. 

Men på trods af de ulemper, vi oplever, er det nødvendigt, at vi stadigvæk har fællesskaber, hvor vi også kan blive enige om forbedringer for de folk, som fællesskaberne i sidste ende skal arbejde for.

Ellers havner vi i en situation, hvor sammenhængskraften går itu, og dermed bliver alt individualiseret. Ingen fællesskaber er perfekte, men det er langt bedre end individualisering og egoisme.