Grøn forklædning
Blogs
Grøn forklædning
Dansk Industris klimaudspil indeholder de sædvanlige ønsker om øget arbejdsudbud, mere pisk, mere mistænkeliggørelse og uvished samt mere bureaukrati over for mennesker med handicap.
Dansk Industri har fået meget ros for sit klimaudspil fra både politikere og kommentatorer. Men gad vide, hvor mange der egentlig har læst det? I virkeligheden indeholder det langt hen ad vejen intet nyt.
DI's klimaudspil ligner klassisk arbejdsgiveragtig fordelingspolitik.
Den grønne dagsorden bliver denne gang indpakning for de sædvanlige ønsker om øget arbejdsudbud, mere pisk, mere mistænkeliggørelse og uvished samt mere bureaukrati over for mennesker med handicap.
Tag nu for eksempel DI's forslag om førtidspensionsområdet.
Her foreslår DI som sædvanligt, at færre skal have førtidspensioner, samt at de, der har fået førtidspensioner, skal have deres sager taget op til revurdering. Det har været DI's politik lige så længe, jeg kan huske. Denne gang skal det så indirekte redde klimaet.
Stramme regler for førtidspension
Desværre betyder DI's gentagelse af sine forslag, at jeg også bliver nødt til at gentage mit standpunkt: De eksisterende regler om tilkendelse af førtidspension er allerede for stramme, umenneskelige og uværdige.
Det synes jeg bevises klart, når nye tal viser, at de personer, der får tildelt førtidspensioner, lever korte liv efter tilkendelsen, mens de mennesker, der sendes rundt i det hamsterhjul, der kaldes afklarings- og ressourceforløb, får systemstress og bliver dårligere af den "behandling", de får der.
Svaret er ikke færre førtidspensioner med centraliserede tal med de dårligste kommuner som underligger. Svaret er førtidspensioner til dem, der har brug for det og job til dem, der har mulighed for det.
Og når vi nu taler job, så indeholder DI's "klimaplan" også planer for mennesker på kontanthjælp. De er, må vi forstå, at sammenligne med flygtninge og indvandrere, lige klar til at gå ud i jobs. Det at have sproglige og integrationsmæssige vanskeligheder er, så vidt jeg kan forstå, det samme som at have større eller mindre fysiske og psykiske handicap. Kontanthjælpsmodtagere skal i hvert fald ifølge planen kategoriseres som jobparate fra dag et og behandles som sådan.
Jeg kunne godt være fristet til at være enig med DI i, at der kun skal være én kategori for kontanthjælpsmodtagere. De må for min skyld gerne kaldes jobparate.
Syge skal ud af kontanthjælpssystemet
Men den store gruppe, som i dag kaldes aktivitetsparate, burde slet ikke findes i kontanthjælpssystemet. De burde i stedet allerede være afklaret til førtidspension eller fleksjob. Men desværre har kommunerne usunde økonomiske incitamenter til at fastholde mennesker med fysiske og psykiske handicap på kontanthjælpsydelse frem for at få disse mennesker afklaret til førtidspension eller fleksjob.
DI's klassiske ideer om mere arbejdsudbud ved at piske mennesker hårdere stiller i virkeligheden det store spørgsmål, om DI og deres virksomheder er parate til at bruge det arbejdsudbud, DI påstår der kan frigøres? Hvis vi nu leger med tanken om, at alle aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, inklusiv de af mine medlemmer der har store fysiske eller psykiske handicap, står klar ved fabriksporten mandag morgen, bliver de så lukket ind? Kan DI og virksomhederne med andre ord garantere arbejde til dem, der står uden for og venter?
Jobbene er der ikke
Svaret er nej. Virksomhederne er i virkeligheden i meget ringe grad parat til at have mennesker med handicap ansat. En nylig undersøgelse viser, at hvis en person, som er kørestolsbruger, ansøger om et job, falder sandsynligheden for et sådant fra 70 procent til 22 procent blot fordi personen er kørestolsbruger. Lignende tal kan findes for personer med psykiske handicap.
Der er altså ingen jobs til dem, der ifølge DI skal være automatisk jobparate. Og jeg tvivler meget kraftigt på, at DI vil gå ind for, at de virksomheder, DI repræsenterer, skal tvinges til at ansætte jobparate kontanthjælpsmodtagere, selv om DI og de partier, der normalt modtager partistøtten fra DI, ellers mener, at princippet om noget for noget skal gælde.
Det er uden tvivl en stor nyhed, at Dansk Industri kommer med et klimaudspil. Hvis jeg nøjedes med at læse titelbladet og indholdsfortegnelsen, ville jeg også blive begejstret for det. Men når jeg læser indholdet af "klimaudspillet", synes jeg, at det ligner klassisk arbejdsgiveragtig fordelingspolitik. Det ligner også klassisk arbejde med klassiske økonomimodeller, for hvad er arbejdsudbud andet end et teoretisk tal, der skal være med til at finde en teoretisk finansiering af et politisk ønske?
For de mennesker, der igen og igen bliver udråbt som paria, fordi de har behov for et levegrundlag fra offentlige kasser, og som bliver gjort til skakbrikker i en debat om arbejdsudbud, er denne "klimaplan" endnu et slag i ansigtet. Deres livsgrundlag bliver igen usikkert, og deres situation bliver igen udstillet uværdigt.
I stedet for at trampe på disse mennesker burde DI sammen med arbejdstagere, politikerne og os i handicaporganisationerne finde holdbare løsninger, så vi, der har et handicap, kan bidrage med det, vi nu kan bidrage med og dermed være ligeværdige med andre. Altså reelle løsninger på reelle problemer i stedet for teoretiseringer udtrukket af fine økonomimodeller.
Jeg er klar, og jeg behøver ikke en forklædning som grøn for at gå i gang.