I mit arbejde som repræsentant for mennesker med handicap bliver jeg meget ofte konfronteret med den holdning, at der ikke er råd til at afsætte flere penge til mennesker med handicap. Det er både politikere og embedsmænd på Slotsholmen og i kommunerne og KL, der oplyser mig om disse kedelige forhold.

Regeringen prioriterer skattelettelser frem for velfærd. Fem milliarder skal findes ud af det blå.

Samtidig med, at denne holdning bliver luftet, kan jeg imidlertid forstå, at politik er at prioritere, hvad man ønsker politisk, altså fra dem der er valgt på demokratisk vis til at varetage borgernes interesser.

Jeg har noteret mig, at når det kommer til andre politiske områder kan der godt prioriteres noget frem for andet.

I den seneste politiske aftale om sænkning af bilafgifterne, brotaksten på Storebælt og udvidelse af den fynske motorvej frem mod Odense har det politiske flertal således prioriteret at bruge penge, der er sparet på kontanthjælpsmodtagere til – skal man forstå – en midlertidig delfinansiering af aftalen. Det er oven i købet så god en ide, at Socialdemokratiet åbenbart overvejer at tilslutte sig aftalen.

Tryghed

Regeringen og et formodet flertal i Folketinget ønsker også at øge trygheden for borgerne i Danmark. Derfor ønskes en del af den offentlige vækst anvendt til flere udgifter til politiet og forsvaret. Det er altså ikke trygheden i velfærdssamfundet, der prioriteres, men den formodede utryghed ved at færdes i de danske gader og ved grænserne.

Og endelig ønsker man fra regeringens side at prioritere skattelettelser frem for velfærd. Cirka fem milliarder kroner skal findes ud af det blå, der er i hvert fald ikke nogen beskreven kilde til disse mange penge.

Desværre afslørede Folketingets åbningsdebat heller ikke, hvor finansieringen skal komme fra. Men et godt gæt er da, at mennesker på overførselsindkomster skal være med til at betale, for det skal jo kunne betale sig at arbejde.

Tænk, hvis politikerne prioriterede handicapområdet med bare ganske få af disse mange milliarder. Forestil jer, at man køber to kampfly mindre og i stedet prioriterer at investere i mennesker med handicap for det, det koster at købe og drive disse kampfly.

Populistiske gevinster

Man kunne også vælge at lade være med at fjerne skatten på arbejdsgiverbetalt it og mobiltelefoni. De 1,1 milliard kroner kunne være med til at øge muligheden for at hjælpe ældre medborgere med ekstra hjemmehjælp eller ledsagelse, hvis de får et handicap.

Jeg savner, at politikere i partier der mener, at de er regeringsbærende og borgmesterbærende går ud med den slags prioriteringer. Lige nu bruges der alt for meget tid og krudt på at score kortsigtede, populistiske gevinster frem for at komme med langtidsholdbare politiske strategier og holdninger.

Det ville have enorm betydning for os, der faktisk er vælgere og mener det her. Og hvor der er en vilje, er der en vej. Det er alt sammen et spørgsmål om inklusion, at prioritere for eksempel handicapområdet og dermed økonomien til mennesker med handicap.