FN’s handicapkomite, der overvåger de ratificerende landes overholdelse af handicapkonventionen, har haft Danmark til eksamination for første gang siden ratifikationen i 2009. Det har givet anledning til en lang række anbefalinger. For selv om det danske Folketing ved ratifikationen vedtog, at vi overholder konventionen, er der huller.

Et af de største huller er manglen på et generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap. Det er forbudt at diskriminere handicappede på arbejdsmarkedet. Men når handicappede holder fri, er det ikke forbudt. Det betyder, at det bliver svært at ændre holdninger til inklusion af handicappede i samfundet.

Et af de største huller er manglen på et generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap.

Men er alle ikke imod diskrimination? Jo formentlig i teorien, men i dagligdagen ses noget andet. Her er et par eksempler.

Politikerne ønsker, at danskerne skal kunne klare flere ting ved digital selvbetjening. Derfor skal ansøgning om pas, hjælpemidler, lægeskift og så videre foregå via internettet. Kommunerne indgår aftaler med diverse leverandører af elektroniske skemaer til de kommunale hjemmesider.

Men der er ikke noget krav om, at leverandørerne skal levere skemaer, der er tilgængelige så for eksempel blinde kan udfylde dem. Derfor findes der nu en lang række skemaer, som blinde ikke kan udfylde. Det er min påstand, at hvis der var et forbud mod diskrimination, ville embedsmændene, der har lavet forarbejdet til lovgivningen, naturligvis også have tænkt tilgængelighed ind fra starten af. Ellers ville de nemlig have fået en sag på halsen.

Et andet eksempel er anlægget af jernbaner og indkøbet af tog for omkring 100 milliarder kroner de næste 25 år. Vi er blevet lovet, at man vil huske tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere ved anlægget og renovering af stationer samt ved indkøb af tog. Men det har ingen konsekvenser, hvis man i processen alligevel enten glemmer tilgængeligheden eller sparer den væk på grund af budgetproblemer. Det er min påstand, at havde vi et diskriminationsforbud ville handicaptilgængelighed være en naturlig del af den politiske og praktiske proces.

Jeg er ikke naiv. Jeg tror ikke, et diskriminationsforbud alene gør en verden til forskel. Det er lige så vigtigt at arbejde med holdninger til handicappede. Men rammerne er vigtige for, at der kan arbejdes med disse holdninger.

Det synes jeg, at kvindesagskampen viser. Der er mange forskellige faktorer, der gør, at ligestillingen mellem kvinder og mænd i dag er bedre end for 40 år siden, men en af de vigtige er, at man har haft formelle rammer, der skulle sikre ligestillingen.

Vi er nået dertil i arbejdet med inklusion af mennesker med handicap, at der må rammer til at hjælpe udviklingen videre. Regeringen må derfor hurtigst muligt følge anbefalingen om et generelt forbud mod diskrimination af handicappede, det kan kun gå for langsomt.