Engang imellem bliver man forstemt over de paradokser, politikere og embedsmænd i stat, region og kommuner byder de mennesker, de er sat til at tjene.

Tag nu den nye regerings udmeldinger om, at borgerne skal have lettere ved at klage over Skat, og at virksomhedernes omkostninger ved sager med Skat skal betales af det offentlige. Indrømmet, der har været en del møgsager på Skats område, der omfatter blandt andet politikere og virksomhedsledere.

Hvis vi skal have tillid til jeres forvaltning af samfundet, må I forstå de vilkår, vi lever med ude i samfundet.

Paradokset bliver imidlertid ret tydeligt, når man oplever, hvordan den kommunale vilkårlighed rammer svage borgere, det være sig udsatte børn eller mennesker med handicap. Der har været rigtig mange møgsager, både i den nuværende og den tidligere borgerlige regerings tid.

Men griber politikerne så til at gøre noget ved den sag? Er det noget, der er højt profileret, og hvor man hører ministre og topembedsmænd udtale sig klart imod den praksis? Nej, kommunerne får lov til at fortsætte med vilkårligheden.

Skiftende socialministre har tværtimod sagt, at hvis man er utilfreds med de afgørelser, kommunerne træffer, må man bare klage over dem. Samtidig med at for eksempel mennesker med udviklingshæmning på botilbud ikke kan få hjælp til at klage, fordi personalet har fået at vide, at det må de ikke, og samtidig med at Ankestyrelsen, borgernes værn mod fejlbehandling i kommunerne, tre gange i sommer er blevet tilrettevist af Ombudsmanden i sager, hvor styrelsen selv burde have taget affære.

Et andet paradoks er overførselsindkomster og forsørgelsesgrundlag. Den nye regering fortsætter ufortrødent i det spor, den tidligere regering lagde ud med nedskæringer i overførselsindkomsterne og dermed blandt andet mennesker med handicaps forsørgelsesgrundlag. Der tales nu om et moderne kontanthjælpsloft, som skal indebære, at borgere, der modtager kontanthjælp, ikke skal kunne modtage en samlet hjælp over et vist niveau.

Samtidig med det oplever borgerne så det paradoks, at politikere, der ikke bliver genvalgt eller ikke fortsætter som ministre, og embedsmænd, der ikke længere skal være departementschefer, ikke er omfattet af de samme regler som resten af befolkningen.

Forsvarsminister Carl Holsts tur rundt i sommersalaten er vel et godt eksempel på, at der ingen hæmninger er. Der er i hvert fald ikke et moderne politikerlønloft. Jeg kender godt alle argumenterne for, hvorfor det er svært at være politiker, der ikke bliver genvalgt, men gad vide, om de politikere, der vedtager deres egne lønforhold, også kender til de vilkår, mennesker på kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse lever under?

Listen af paradokser er meget længere, men budskabet er kort: Kære politikere og embedsmænd! Hvis vi skal have tillid til jeres forvaltning af samfundet, må I forstå de vilkår, vi lever med ude i samfundet. Vi ses herude.