Den gamle sandhed om, at viden er magt, gælder stadig. I handicappolitikken betyder det, at viden også er farlig, så derfor skal der helst ikke være for meget af den. Det kan i hvert fald være konklusionen, efter at Socialstyrelsen den 21. marts 2017 offentliggjorde to centrale udmeldinger om henholdsvis hjerneskadeområdet og tilbud til børn og unge, der er blinde eller stærkt svagsynede.

Socialstyrelsen har ikke spurgt borgerne, om de finder, at der er tilstrækkelig viden. 

Socialstyrelsen konkluderer, at der er tilstrækkelig viden til, at kommunerne kan løfte opgaverne på de to områder. Denne konklusion er kommet til verden ved, at Socialstyrelsen har spurgt kommunerne, om de mener, at de har adgang til den viden, der skal til, for at de varetager opgaverne ordentlig.

Socialstyrelsen har ikke spurgt borgerne, om de finder, at der er tilstrækkelig viden. De har ikke spurgt, hvilken kvalitet, den viden som kommunerne har adgang til, har. Og de har ikke spurgt, om kommunerne og borgerne bruger den eksisterende viden.

Der er altså reelt tale om, at systemet har undersøgt sig selv. Derfor er Socialstyrelsens konklusioner ikke overraskende, for hvem vil indrømme, at der ikke er tilstrækkelig viden og at man ikke bruger den? Den kvalitetssikring, man kunne have opnået ved at spørge borgerne, er behændigt udeblevet. Det kunne have givet et nuanceret men ubehageligt billede af virkeligheden.

Jeg hører ofte fra mennesker med handicap om deres oplevelser i det kommunale system. Ofte får disse mennesker ikke adgang til specialrådgivning og viden om deres konkrete handicap. Udgangspunktet fra kommunerne er, at hvis man spørger om rådgivning, er svaret altid udgiftsdrivende. Viden koster penge. Uvidenhed koster ingenting, eller det er i hvert fald formodningen.

Men hvad nu hvis den rigtige, handicapspecifikke specialviden, til en person med hjerneskade eller en ung, der er blind, medfører, at de kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet? Hvad nu hvis den rigtige rehabiliteringsindsats bliver stillet til rådighed med det samme, så en stærk svagsynet ung eller en person med hjerneskade kan klare sig i sit nye hjem uden hjemmehjælp, og uden at blive isoleret fordi hun/han ikke kan finde rundt uden for gadedøren? Så er der pludselig en chance for, at samfundet får en borger, der yder en indsats til gavn for sig selv og til gavn for samfundet. Man kalder det også at investere i mennesker.

Socialstyrelsens centrale udmelding på de to områder hjælper overhovedet ikke med til at løse det problem. Og det i samme uge som Rigsrevisionen og statsrevisorerne kritiserede Socialministeriet for ikke at have nået de politiske mål om, at socialpolitikken skal være mere vidensbaseret. Men så længe Socialstyrelsen og kommunerne er så optaget af at retfærdiggøre kommunalreformens fejlslåede opgavefordeling på handicapområdet ved at undersøge sig selv, vil det ikke lykkes at få viden ind i handicappolitikken.

Der er behov for, at specialviden og –rådgivning organiseres på en anden måde, og at den bliver til gavn for borgerne og ikke for systemet. Det burde være en politisk prioritet at investere i mennesker, ikke mindst i mennesker med handicap, men uden viden fægter man fortsat i blinde.