Venstrefløjen fejler, fordi vi har glemt, at fundamentet for socialisme er solidaritet, og at solidaritet er, at man kæmper for de mennesker, som er længere nede i det sociale og økonomiske hierarki end en selv.

Vi bør værne om vores sociale sikkerhedsnet, for det er utroligt dyrt både menneskeligt og økonomisk at fratage familier deres eksistensgrundlag.

Solidaritet med ens egen middel- eller overklasse har intet med solidaritet at gøre, men er ret beset udtryk for egenomsorg.

Kun hvis vi formår at sætte os ud over os selv, den klasse vi er en del af og vores privilegieblindhed, kan vi være solidariske med dem, som har det allersværest i vores samfund, og først da er vi i sandhed solidariske og vil være i stand til at styrke det socialistiske projekt.

Alle de socialistiske partier i Folketinget fra Socialdemokratiet til Enhedslisten har i større og mindre grad i årtier svigtet vores mest udsatte borgere.

Baggrunden for venstrefløjens svigt og undermineringen af vores velfærdsstat og flexicuritymodel er, at man er blevet grebet af frygt og har mistet tilliden og troen på, at det kan betale sig at have et socialt sikkerhedsnet, hvor man tager sig af fattige, syge og arbejdsløse.

Smadring af dagpengesystemet

Fra 1907 og indtil 1993 har vi i Danmark haft en form for borgerløn i form af uendelige dagpenge for de mennesker, som var medlem af en A-kasse.

Men fattigfirserne og Schlüters kartoffelkur var med til at sætte lighedstegn mellem uendelig dagpengeret og dårlig offentlig økonomi, og i 1993 lavede Socialdemokratiet med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen et loft for, hvor længe man kunne være på dagpenge, selv om Socialdemokratiet under Schlüter-regeringen sammen med fagbevægelsen gennem omfattende strejker havde fået Schlüter-regeringen til at tilbagerulle deres dagpengereform.

Frygten for at gå statsbankerot fik sat sig fast og blev en del af venstrefløjens DNA, hvilket er baggrunden for, at vi nu står med et absurd usolidarisk dagpengesystem, der er så dårligt, at det er blevet noget, staten tjener penge på, fordi A-kassemedlemmerne betaler mere ind til statskassen, end de får igen.

Det kom frem i et ministersvar fra daværende finansminister Kristian Jensen, som var bemærkelsesværdigt tavs om det faktum, at staten nu tager penge fra dagpengesystemet, selv om staten i over hundrede år har investeret i, at mennesker, som bliver arbejdsløse, ikke bliver nødt til at gå fra hus og hjem.

Mon tavsheden ikke kun fra finansministeren, men fra stort set hele Folketinget skyldes, at man er blevet fanget med fingrene i kagedåsen og skammer sig en lille bitte smule over, at halveringen af dagpengeperioden i 2013 fra fire til to år førte til, at 50.000 mennesker mistede dagpengeretten de første to år, og at der nu er over 100.000 mennesker, som har mistet dagpengeretten siden 2013.

Samtidig er rådighedskravene og kontrollen skærpet, dækningsgraden faldet og prisen for at være medlem af en A-kasse steget, så stadig flere vælger en privat forsikring og er forståeligt utrygge for, om de er sikret økonomisk, hvis de mister deres arbejde.

Gennemhullet sikkerhedsnet

Det er dog ikke kun dagpengene, som er blevet en absurd karikatur af sig selv, men hele sikkerhedsnettet for den almindelige lønmodtager og dermed vores flexicuritymodel der er blevet ødelagt.

Dette er sket, fordi man i årtier har gjort vilkårene for sygdoms- og ulykkesramte og handicappede dårligere og systematisk parkeret en stor del af de mennesker, som er ude af stand til at arbejde på ordinære vilkår, på kontanthjælp.

Samtidig har man nedsat ydelserne og skærpet kontrollen og sanktionerne over for en kæmpe gruppe mennesker, som aldrig burde have været på kontanthjælp til at starte med. Hundredtusindvis er i de sidste årtier blevet henvist til fattigdom og social deroute, fordi de var så uheldige at blive ramt af sygdom eller ulykke eller er født med et alvorligt handicap.

Vi bør værne om vores sociale sikkerhedsnet og flexicuritymodel, for det er utroligt dyrt både menneskeligt og økonomisk at smadre familier ved at fratage dem deres eksistensgrundlag.

Det er hverken værdigt eller økonomisk ansvarligt, at tømreren, som kommer ind i jobcentret med en brækket ryg efter 22 ugers sygedagpenge, ryger på kontanthjælp og efter syv års social deroute har mistet enhver form for arbejdsevne og kommer ud af jobcentret som førtidspensionist med depression, angst, PTSD, et familieliv i ruiner og ingen opsparet pension, hvis han når pensionsalderen.

Det leder os tilbage til starten af dette blogindlæg – nemlig, at vi på venstrefløjen har svigtet vores egne principper og idealer om solidaritet og dermed svigtet det socialistiske projekt, fordi vi ikke har været solidariske med arbejdsløse, syge og handicappede.

Løft fra bunden

Når venstrefløjen svigter, sparkes der nedad på syge, handicappede og indvandrere, og de bliver gjort til syndebukke for vores samfunds fejl og mangler, selv om det er elitens grådighed og opgør med det sociale sikkerhedsnet og flexicuritymodellen, som vi burde sparke til.

Jeg ser frem til, at den sociale indignation stiger, at venstrefløjen sammen med fagbevægelsen genopfinder sig selv og igen begynder at løfte fra bunden og fordele vores store rigdomme mere fair ved for eksempel at beskatte vores 100 milliardærer, så vi kan få et mere rigt og lige samfund med mere tillid og sammenhængskraft og færre bevæbnede vagter på landets jobcentre.

>> LÆS OGSÅ: Ulf fik ændret kommunens behandling af syge