Krigen om arbejdsmarkedet
Blogs

Krigen om arbejdsmarkedet
Det danske arbejdsmarked er i disse år underlagt et massivt pres med social dumping, som truer danske lønninger og arbejdsvilkår, politisk pres fra en finansminister, der sværger til konkurrencestaten, samt tunge erhvervsfolk i kulissen, der skriger på lavere løn. Lad 2014 blive året, hvor vi sætter hårdt mod hårdt, og gør noget ved social dumping og det stigende lønpres, der truer med at underminere den danske model.
Økonomisk vækst, styrket konkurrenceevne og udbud af arbejdskraft har præget den offentlige debat siden finanskrisen. Højrefløjens ønske om et tyskinspireret arbejdsmarked præget af lavere lønninger og færre sikrede vilkår er velkendt.
Men faktisk er det ikke blevet ved snakken. Udviklingen mod et mere tysk inspireret arbejdsmarked har allerede fundet sted. I dag bliver 24 procent af alle nye danske job sat til en løn på under 75 procent af gennemsnitslønnen mod 10 procent af nye job for vores nordiske naboer.
Det betyder, at det at have et arbejde ikke længere nødvendigvis er en adgang til den danske middelklasse, og at fænomenet arbejdende fattige rykker tættere og tættere på for det danske samfund.
En lavtlønsstrategi kan føre til både øget ulighed og fattigdom i det danske samfund, som i sidste ende kan have fatale konsekvenser for vores vækstmuligheder!
Giv Amerika en lønforhøjelse!
Samme situation gør sig gældende i USA, men med ugens State of the Union tale lagde præsident Barack Obama op til en ny og glædelig kurs.
Obama beskrev optimistisk, hvordan det økonomiske opsving er i gang, men fremhævede at goderne ikke tilfalder middelklassen og de svageste i det amerikanske samfund, med stigende ulighed til følge.
Vi bør styrke indsatsen for fair lønninger og tryghed på arbejdsmarkedet.
De lave amerikanske lønninger påpeges som den største synder i denne udvikling, fordi de hindrer muligheden for social opstigning og bidrager stærkt til den store kløft mellem rig og fattig.
Med ordene "giv Amerika en lønforhøjelse" præsenterede Obama sin mission om at hæve mindstelønnen for offentligt ansatte og privatansatte på offentlig kontrakt fra 7,25 (knap 40 danske kroner) til 10,10 dollars (55 danske kroner).
En anden vej end lavtlønsvejen
Men sin tale understreger Obama, at løndumping er et politisk spørgsmål. Denne pointe bør de danske politikere lære af. Det er afgørende at huske på, at vi med vores velfærdssamfund og den danske model har helt unikke forudsætninger for at forfølge kvalitetsvejen frem for lavtlønsvejen!
Vi har en højt organiseret arbejdsstyrke, verdens mest fleksible arbejdsmarked og en helt unik dialogkultur mellem arbejdsmarkedets parter.
Samtidig har vi netop sat rekord med det højeste danske eksportniveau nogensinde, hvilket solidt manifesterer, at efterspørgslen efter danske varer produceret under gode arbejdsforhold er stigende.
Derfor bør vi styrke indsatsen for fair lønninger og tryghed på arbejdsmarkedet, hvilket i sidste ende både vil gavne dansk eksport og kampen mod ulighed!