28 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Coronakrisen sætter spot på ulighed og vigtige alliancer

Blogs

Victoria Velásquez
Medlem af Folketinget for Enhedslisten
Ordfører for erhverv, beskæftigelse, arbejdsliv, social dumping og medlem af Europarådet. Har en kandidatgrad i arbejdslivsstudier og socialvidenskab. Har været ansat som konsulent i HK, PROSA og Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 30. marts, 2021, 08:47:48

Coronakrisen sætter spot på ulighed og vigtige alliancer

Kampen om hvem, der skal betale regningen for coronakrisen, er i fuld gang. Det er vigtigt, at vi lægger pres på, at det ikke bliver de store spillere med snævre interessepositioner for de få, der lykkes med at klage deres nød, fordi de har de fornødne samvirkende muskler.

Kampen om, hvem der skal løfte regningen for coronakrisen, er godt i gang. Polerne er trukket op, og her er det vigtigt ikke at forfalde til automatreaktioner. Vi kan risikere at tabe kampen om fremtiden eller, at taberne bliver dem med de mindste skuldre.

Der er brug for, at vi holder sammen, og vi har brug for brede alliancer.

Flere, der løber arbejdsgivernes ærinde, er ikke så overraskende ude og lufte forslag, der betyder, at de skal betale mindre til den fælles kasse og kan trække mere profit ud af deres virksomhed. Men som så mange andre forslag om skattelettelser vil det komme de største til gavn, her også forstået som de største virksomheder.

Mens vi sikrer flere relevante løsninger til den brede lønmodtagergruppe, står flere prækært ansatte midt i en voksende utryghed sammen med dem på kanten ramt hårdt af sygdom eller arbejdsløshed.

Det er vigtigt, at vi i og udenfor parlamentet lægger pres på, at det ikke bliver de store spillere med snævre interessepositioner for de få, der lykkes med at klage deres nød, fordi de har de fornødne samvirkende muskler.

Der er brug for bredere alliancer end normalt. For uligheden er voksende, og coronakrisen har ikke ændret på dette. Selv om man taler om henholdsvis indkomstulighed og formueulighed, så er der et væsentligt overlap mellem de to. Og freelanceren har mere til fælles med lufthavnsarbejderen end aktionæren i selvsamme virksomhed. Der er brug for politisk vilje og handlekraft, så skuden vendes.

Fordelingspolitisk forspil er i gang

Når det diskuteres, hvem der skal betale for coronakrisen, så er det vigtigt at have øje for fordelingspolitikken på kort og på lang sigt.

På kort sigt er vi i skrivende stund i gang med at forhandle genstartspakker. Men hvem og hvad skal stimuleres? Lykkes det at få flettet den grønne omstilling, uddannelsesløft og økonomisk tryghed for de mange sammen?

Det vil være vigtige prioriteringer på kort sigt, så vi ikke ender med en tilgang, der vil trække lange spor, hvor overskuddet på lang sigt privatiseres, og regningen kollektiviseres.

Fordelingspolitisk kan vi se, at dem, der er hårdt ramt økonomisk, er de fyrede, de langtidsledige og små selvstændige. Særligt dem, der rammes af den stigende pensionsalder, og dem, som er tidligere lavtlønnede og ufaglærte, står i en uoverskuelig situation.

Vi har set, hvordan flere spekulanter står bedre efter coronakrisen, end de gjorde før. Havde Venstre fået finansloven efter deres pibe, så havde den stået på privatisering af det offentlige, der om noget har vist sit værd i denne krisetid, lavere sociale ydelser og skattelettelser.

I Enhedslisten ser vi hellere tiltag som, at vi får nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på erhvervsskatten og sikre en progressiv tilgang, at de virksomheder, der har oplevet overnormal profit, betaler mere, og en skat på en procent på finansielle formuer over tre millioner.

Skatten er et brugbart værktøj, når vores fælles velfærd skal sikres, og ressourcerne til at opnå dette skal fordeles retfærdigt. Med en bredere pensel skal vi blandt andet styrke det arbejde, vi startede med finansloven for i år, der kickstarter demokratisering af erhvervslivet.

Utroværdige dynamiske effekter

Udover de gode fordelingspolitiske tiltag, der er behov for, så kommer vi ikke udenom, at hele grundpræmissen for vores samfundsøkonomi skal laves om. Regnemaskinens dynamiske effekter er, som vi tidligere har dokumenteret, fejlagtige, fyldt med bias og utroværdige. Og lige så slemt er, at det vil gøre de nødvendige reformer langt dyrere, end de er.

Coronakrisen har vist vigtigheden af et sikkerhedsnet, men regnemaskinen gør tiltag for eksempelvis dagpengemodtagere langt dyrere, end de reelt er. Regnemaskinen bygger på Finansministeriets antagelser om, at hvis vi skærer på de sociale ydelser, så trylle-trylle vil jobs blomstre på træerne.

Der er bare lige det, at antagelsen bygger på en perlerække af forældet forskning, teoretiske modeller og meget usikre konklusioner. Der er behov for et opgør med præmissen om, at de fattige lægger sig på sofaen, hvis reformerne styrker deres tryghed, mens de rige ved skattelettelser vil sikre flere penge til fælleskassen.

Der er brug for, at vi holder sammen, og vi har brug for brede alliancer mellem de små erhvervsdrivende og lønmodtagere, der er blevet hårdt ramt af krisen, og dem der står i en endnu mere sårbar situation i kampen med sygdom og ledighed. De fælles interesser er større, end mange tror ved første øjekast. Her fungerer krisen også som et spot, der skaber klarsyn.