29 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Statens ledere skal tage sig sammen

Blogs

Victoria Velásquez
Medlem af Folketinget for Enhedslisten
Ordfører for erhverv, beskæftigelse, arbejdsliv, social dumping og medlem af Europarådet. Har en kandidatgrad i arbejdslivsstudier og socialvidenskab. Har været ansat som konsulent i HK, PROSA og Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 12. januar, 2021, 11:09:22

Statens ledere skal tage sig sammen

Det er helt uacceptabelt, at der foregår social dumping i staten, som vi lige nu oplever i Erhvervsstyrelsens center for behandling af coronaansøgninger.

Der sidder 250 mennesker i et lokale og behandler erhvervslivets ansøgninger om hjælp. Trods det normalen i overenskomsten og funktionærloven, så kan disse vikarer ikke få løn under sygdom. De kan ikke undgå coronasmitte, fordi deres chef tvinger dem til fysisk fremmøde. Konsekvensen er desværre et smitteudbrud og stor utryghed. Spørgsmålet er, hvordan det er kommet så langt ud.

Staten og dens ledere har et særligt ansvar. De skal udøve lovens ånd, og der skal ikke være social dumping i staten. Punktum.

Stedet er Erhvervsstyrelsens center for behandling af coronaansøgninger om økonomisk hjælp til virksomhederne. Det er en kæmpe opgave og derfor naturligt, at styrelsen henter en masse ekstra arbejdskraft.

Men her stopper det naturlige og logiske også. For i stedet for at ansætte HK’ere og akademikere direkte på midlertidige vilkår, så bruger styrelsen en finte for at spare penge på løn- og arbejdsvilkår.

Styrelsen får nemlig leveret arbejdskraften fra vikarfirmaet Moment, som har vikarerne ansat, og givetvis får en pæn fortjeneste.

Men det har store konsekvenser for de ansatte, fordi de med denne finte mister en række vigtige rettigheder som for eksempel løn under sygdom, almindelige personalegoder og muligheden for at vælge arbejdsmiljørepræsentanter.

Ekstrem kynisme

De ansatte er stillet i så prekær situation, at de ikke kan protestere, nå at organisere sig, eller rejse krav. Fordi de fleste er bange for ikke at få forlænget ansættelsen og mange af de unge sikkert ikke har styr på mulige rettigheder. Kynismen bliver ekstrem i cheflaget, når man tilsidesætter smittefaren til fordel for fysisk fremmøde, hvor det er lettere at udøve kontrol.

Mit enkle budskab er, at staten og dens ledere har et særligt ansvar. De skal ikke bare holde sig inden for loven. De skal udøve lovens ånd, og der skal ikke være social dumping i staten. Punktum.

Når Rigsrevisionen for få måneder siden kom med en meget skarp kritik af statens håndtering af arbejdsklausuler (regler mod social dumping i statslige kontrakter), så er det åbenbart ikke trængt ind i cheflaget eller indskærpet tilstrækkeligt af ministrene.

I min og Enhedslistens optik skal det have konsekvenser for de ansvarlige, når der forefindes social dumping i en statslig enhed. Det skal ikke bare glemmes som en fejl. For vi skal have udryddet den blå tankegang i embedsværket, om at dårligere løn- og arbejdsvilkår er godt.

Lovgivning skal skærpes

Men det er ikke nok alene at gå efter en mere ansvarlig ledelse. Vi skal også skærpe den lovgivning, som nogle har brugt til social dumping.

For det første skal statens generelle regler strammes op, så det er tydeligt, at statslige arbejdspladser lever op til den bedste praksis, respekt for ånden i lovgivningen og altid nummer et i arbejdsmiljø.

For det andet skal vi have lukket hullet i vikarloven, så der ikke kan være undtagelser fra funktionærlovens bestemmelser om løn under sygdom.

For det tredje skal arbejdsmiljøloven forbedres, så ansatte ude på den enkelte arbejdsplads får ret til at vælge en arbejdsmiljørepræsentant.

Social dumping er ødelæggende for vores velfærdssamfund. Det forsvinder ikke af sig selv. Det må være en fælles opgave for regeringen og det parlamentariske grundlag at få skærpet lovgivningen, sikre bedre statslig ledelse og ikke mindst flere rettigheder til lønmodtagerne.