24 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klimarådet og klassesamfundet

Blogs

Anders Bjerre Mikkelsen
Civilingeniør og Ph.D. i Kemi. Medlem af Kommunistisk Parti
Har været ansat som universitetsforsker og toksikolog på en arbejdsmedicinsk afdeling. Har været aktiv i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere i Aarhus omkring det kemiske arbejdsmiljø. For mig er der intet alternativ til at vinde kampen mod de truende, menneskeskabte ændringer af klimaet. Kampen vinder vi ikke, hvis den begrænses til udvikling af grøn teknologi og flere offentlige støttekroner. Kampen hedder: omvæltning af magten i samfundet, - fra profitstyring til folkestyring.
Blogindlæg af Anders Bjerre Mikkelsen
fre. 19. mar - 2021
fre. 20. nov - 2020
ons. 16. sep - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 03. april, 2020, 07:59:59

Klimarådet og klassesamfundet

Uanset hvor saglig og velafvejet Klimarådets nye rapport virker, er indholdet helt i overensstemmelse med det danske samfunds kapitalistiske karakter.

Godt vi har Danmark.

Engang troede nogle vist, at EU trygt ville føre medlemslandene frem mod en grøn, CO2-fri fremtid. EU's model var (og er) et markedsbaseret kvotesystem, hvor stigende priser på kvoter, altså på udledning af CO2, skulle få brancherne i gang med den grønne omstilling.

For at maskineriet kan køre rundt, er det efter Klimarådets model i realiteten arbejder-klassen, der i hovedsagen skal bære udgifterne.

Men ak, priserne på kvoter forblev langt under det nødvendige niveau. Samtidig voksede kravet i befolkningerne om handling, så det ikke mere kunne overhøres.

Ligesom med coronakrisen viste det sig, at den eneste opgave, EU tager alvorligt, er at hyppe kapitalens kartoffelbed. Hvis der skulle ske noget, måtte nationerne selv tage affære.

I Danmark blev et Klimaråd nedsat i 2015. Vi har sidst fået en klimalov, der kræver 70 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030 sammenlignet med 1990. EU's mål er 40 procent.

Regeringen har lovet at komme med en klimaplan. Som forberedelse hertil blev Klimarådet bedt om at lave en redegørelse for, hvorledes dette mål kan realiseres. Rapporten kom i marts 2020 og er værd at kigge nærmere på.

Den grønne førertrøje

Bagtæppet for klimarådets rapport er, at Danmark skal blive foregangsland i omstillingen til en CO2-fri verden. Danmark skal komme først med udvikling af avanceret, grøn teknologi og grønne metoder.

Danske virksomheder skal herigennem få øgede eksportmuligheder og indtægter, så økonomien kan vokse med mindst to procent om året. Det skal samtidig ske på en måde, så job, velfærd og konkurrenceevne opretholdes. 

Staten vil fastlægge rammerne for processen og betale ved kasse ét for profitsikring til erhvervene samt for forskning og udvikling.

Resultatet af Klimarådets granskninger er, at det bærende princip i omstillingen skal være klimaafgifter (se note), der lægges på varerne, svarende til deres CO2-belastning. Dertil kan komme skattestigninger. Staten kan overveje en social kompensation for de lavestlønnede og for dem med sociale behov.

Mange bække små

Klimarådet gennemgår mulighederne sektor for sektor for at se, hvor man kan omlægge til mindre CO2-udslip. Her er princippet, at de billigste muligheder prioriteres højest, og der regnes med en maksimal pris for at fjerne et tons CO2 på 1.500 kroner.

Udgangspunktet i 2020 er, at det årlige CO2-udslip er bragt ned med 38 procent siden 1990. Her er blandt andet udnyttet de mest lavthængende frugter såsom at erstatte kulkraft med vind, sol og biomasse.

Vedtagne initiativer kan klare yderligere syv procent. De resterende 25 procent har rådet fundet ved at stykke en række mindre bidrag sammen. De kommer fra alle sektorer undtagen luftfart og søtransport.

Ligesom med coronakrisen viste det sig, at den eneste opgave, EU tager alvorligt, er at hyppe kapitalens kartoffelbed.

I overensstemmelse med FN's opgørelsesmetode tæller disse områder ikke med i det nationale regnskab. Opgørelsesmetoden har andre følger.

Den ganske betydelige CO2-emission, der tilgår atmosfæren ved at lave en elbil eller en sæk argentinsk soyaskrå til de danske grise, bidrager kun med et rundt 0 i det danske regnskab. Rådet er dog inde på, at man også bør have et øje på dette bidrag.

Nye teknologier i sving

Frem til 2025 kan man komme igennem med velkendte metoder, såsom delvis overgang til elbiler samt brug af biogas og varmepumper. Med disse metoder når vi dog kun halvvejen til 70 procents-målet i 2030.

Rådet appellerer derfor kraftigt til, at der sættes skub i modningen af en række teknologier, der for det meste er kendte. Problemet er, at de ikke er udviklet til brug i stor skala, således at prisen kan komme ned under grænsen på 1500 kroner per ton CO2.

Der forestår et hårdt arbejde for, at der i fag-bevægelsen opstår den nødvendige indignation og handlekraft, så aktionærer og direktører betaler deres gode andel af omkostningerne.

En temmelig omstridt metode, som rådet lægger stor vægt på, er CCS, fangst af CO2 fra de fortsat eksisterende CO2-kilder og nedpumpning i flydende form i undergrunden.

Nogle af disse teknologier skal træde i funktion allerede inden 2030 og skal herefter benyttes i stigende omfang frem mod 2050, hvor CO2-neutraliteten skal være opnået.

Det er nødvendigt, at staten afholder en væsentlig andel af udgifterne til den teknologiske og kommercielle modning, da profitmulighederne ofte er uklare, som det udtrykkes. Bidraget fra disse ikke-køreklare teknologier vurderes af rådet at kunne bringe os resten ad vejen mod de 70 procent i 2030.

Prisen

Hvad koster det? Klimarådet skønner, at prisen for at nå de 70 procents reduktion ligger lidt under én procent af BNP (den årlige værdiskabelse i Danmark) eller 16 milliarder kroner i 2030; men da væksten stadigvæk formodes at være to procent, ser det umiddelbart overkommeligt ud.

Vi bliver ikke fattigere, men heller ikke meget rigere. Der er endog lidt til overs, for eksempel til at opretholde velfærden.

Regningen til arbejderklassen

Hvis man har fortrængt alt om samfundets klassekarakter, ser det jo ikke så galt ud. Men man skal ikke tage fejl. Uanset hvor saglig og velafvejet Klimarådets rapport virker, er indholdet helt i overensstemmelse med det danske samfunds kapitalistiske karakter.

Med det grundlæggende krav om en vækst i BNP på to procent og uændrede ejendomsforhold sikrer man, at erhvervslivet kører og bliver smurt med et vist afkast på investeringerne.

I arbejder-klassen må forbruget lægges om til mindre CO2-belastende varer. Det er jo også meningen, men de rige kan fortsætte, som de har lyst. 

Men varerne stiger. Ifølge rådet kan for eksempel et kilo oksekød frem mod 2030 gradvist stige med op til 26 kroner og en liter benzin eller diesel med fire kroner. Andre varer stiger i varierende omfang.

Det rammer mest hverdagsprodukter, der udgør en meget større del af en arbejderløn end en direktørløn. I og med at profitten skal sikres, for at maskineriet kan køre rundt, er det efter Klimarådets model i realiteten arbejderklassen, der i hovedsagen skal bære udgifterne: Mere arbejde til samme eller mindre løn.

Skærpet fordelingskamp

I arbejderklassen må forbruget lægges om til mindre CO2-belastende varer, for eksempel fra kød til vegetabilske produkter (nok mindre attraktive for de fleste) for at holde husholdningsbudgettet. Det er jo også meningen, men de rige kan fortsætte, som de har lyst. 

En anden model kunne være, at der afleveres mere til skatten. Her er det rimeligt forudsigeligt, at de rigeste næppe har tænkt sig at betale deres andel. At der i alle tilfælde vil komme pres på velfærden, behøver man vist ikke at være i tvivl om.

Naturligvis er det ikke et fastlåst billede, men der er lagt op til skærpelse af fordelingskampen og kampen for velfærden. Kæmperegningen fra coronakrisen vil bidrage til yderligere tilspidsning af situationen.

Der forestår et hårdt arbejde for, at der i fagbevægelsen opstår den nødvendige indignation og handlekraft, så erhvervslivets aktionærer og direktører kommer til at betale deres gode andel af omkostningerne.

Vil sidstnævnte ikke det, og leverer de ikke den nødvendige omstilling til CO2-fri produktion, (og det gør de næppe), må arbejderklassen kigge i værktøjskassen efter andre muligheder.

Note: Klimaminister Dan Jørgensen har efterfølgende udtalt sig imod Klimarådets afgiftsmodel og har dermed i nogen grad kastet bolden op i luften igen.