Da arbejdsgiverne i Dansk Byggeri torsdag eftermiddag åbnede deres årsmøde på Tivoli Hotel i København, var det under højlydte protester fra omkring 300 af de mange københavnske bygningsarbejdere, som stemte nej til de nye private overenskomster.
Dansk Byggeri har simpelthen ikke givet nok. Derfor er folk rigtig frustrerede.
Bodil Signe Wedele, snedkerlærling
Budskabet fra de fremmødte tømrere, snedkere, jord- og betonere og stilladsarbejdere var ikke til at tage fejl af: Vi stemte nej til systematisk overarbejde, og vi mente nej!
Hele 77 procent af landets bygningsarbejdere stemte nej til overenskomsten, men på grund af sammenkædningsreglerne i LO blev overenskomsten samlet set vedtaget. Det er især protokolatet om systematik overarbejde, der vækker vrede.
42 timers arbejdsuge
– Folk vil ikke finde sig i, at arbejdsgiverne skal kunne diktere 42 timers arbejdsuge i længere perioder. Det er blevet stemt igennem af andre faggrupper, og de vil ikke have det trukket ned over hovedet, forklarer snedkerlærling Bodil Signe Wedele.
Hun understreger, at faglærte og ufaglærte arbejdere i gennemsnit lever fire år kortere end folk der har en akademisk uddannelse i rygsækken. Sammen med bygningsarbejdernes hårde fysiske arbejde og den overhængende risiko for ulykker og arbejdsskader, mener Bodil Signe Wedele, at det at sætte arbejdstiden op til 42 timer vil have alvorlige konsekvenser.
– Folk er mødt op for at fortælle arbejdsgiverne, at det her med tvungent overarbejde, det kan arbejdsgiverne godt glemme. Det vil der fortsat blive kæmpet imod, siger hun.
Skæv omfordeling
Tirsdags vedtog omkring 600 arbejdere på en række stormøder i hele landet at stå sammen imod dikteret overarbejde. Bodil Signe Wedele forklarer, at det var de mange bygningsarbejdere mødte op for at fortælle arbejdsgiverne i Dansk Byggeri torsdag eftermiddag.
– Grundlæggende er folk frustrerede over, at arbejdsgiverne er så lidt forhandlingsvillige. Nu har vi gennem flere overenskomster skulle udvise løntilbageholdenhed pga finanskrise og dårlige tider. Men nu buldrer byggeriet derudaf og virksomhederne har rekordoverskud, så det er nu vil skulle have haft nogle indrømmelser fra arbejdsgiverne, siger Bodil Signe Wedele.
– Vi fik ikke det kædeansvar, som har været et samlet krav fra hele byggeriet, og vi fik heller ikke nogen ordentlige lønstigninger. Til gengæld fik arbejdsgiverne denne her helt uacceptable mulighed for at diktere overarbejde.
Vil ikke tage ansvar
Bodil Signe Wedele anklager på baggrund af de nu overståede overenskomstforhandlinger arbejdsgiverne for ikke at ville tage ansvar for et sundt arbejdsmarkede.
– Når de nægter at indføre kædeansvar holder de hånden over de firmaer, der ikke overholder arbejdsmarkedets spilleregler, siger hun og minder arbejdsgiverne om at der skal to til en tango:
– Der er to parter i en forhandling, og arbejdsgiverne i Dansk Byggeri har simpelthen ikke givet nok. Derfor er folk rigtig frustrerede.
Torsdagens protest er blot én i en lang række arbejdsnedlæggelser og aktioner i kølvandet på vedtagelsen af de nye overenskomster for det private arbejdsmarked.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278