11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F vil rejse sag om hjemløse metroarbejdere

Efter afsløring

3F vil rejse sag om hjemløse metroarbejdere

Arbejderens afsløring af, at Kirkens Korshær på Nørrebro har oplevet metroarbejdere komme og sove på deres herberg, får 3F til at rejse sagen med Metroselskabet og Copenhagen Metro Team.

Byggegruppeformand Jens Kirkgaard fra 3F BJMF vil rejse spørgsmålet om hjemløse metroarbejdere med bygherre og hovedentreprenør.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Det er ikke i orden, at ansatte på metrobyggeriet skal overnatte på hjemløse-herberg. Det slår formand for byggegruppen i den københavnske fagforening 3F BJMF Jens Kirkegaard fast overfor Arbejderen. Han vil nu rejse spørgsmålet overfor såvel bygherre som hovedentreprenør på projektet.

Firmaerne har i hvert fald den viden, de skal bruge om, hvordan de skal håndtere det her.
Jens Kirkegaard, 3F

– De her informationer vil vi foreholde Metroselskabet og hovedentreprenøren, for det er klart, at det fungerer jo ikke. Det er ikke holdbart.

Byggegruppeformanden understreger samtidig, at der desværre ikke er nogen, som kan stilles direkte til ansvar for at "rigtig mange" metroarbejdere ifølge Kirkens Korshær på Nørrebro, er kommet og har sovet på deres herberg.

– Der er jo ikke nogen indkvarteringsforpligtelse. Formelt er det jo sådan, at de her mennesker er blevet ansat i København. De er ikke udsendt af firmaet. Alligevel er der jo så nogle firmaer, der sørger for kost og logi og hjemrejser engang imellem. Men det er ikke en pligt, slår Jens Kirkegaard fast.

Virker mærkeligt

Derimod er det stik imod reglerne, når Kirkens Korshær oplever at måtte hælpe metroarbejdere med at blive registreret og med at få et skattekort.

– Det virker mærkeligt, fordi det burde ikke være noget problem. Det er selvfølgelig firmaernes forpligtigelse at sørge for, at de folk, de ansætter, kan betale skat og så videre, siger Jens Kirkegaard, som fortæller, at også 3F har måttet hjælpe metroarbejdere med den type problemer.

Derfor har 3F BJMF også tidligere haft fat i den offentlige bygherre Metroselskabet for at få de enkelte underentreprenører til at stramme op. Det har fået Metroselskabet til at lave en manual til de mange udenlandske firmaer med ansatte på metroen.

– De erfarede, at der ikke fandtes en sådan en vejledning til firmaerne, om hvordan de skal gebærde sig. Metroselskabet har så skrevet det ned og samlet alle de her informationer ét sted. Så man kan sige, at firmaerne har i hvert fald den viden, de skal bruge om, hvordan de skal håndtere det her, siger Jens Kirkegaard.

Bygherre undersøger sagen

Metroselskabet oplyser, at det på baggrund af Arbejderens artikel har taget kontakt til Kirkens Korshær for at få mere fakta om sagen.

Den offentligt ejede bygherre har aftalt et møde med Annemette Nyfos fra Kirkens Korshær i næste uge.

Først efter dette møde vil Metroselskabet tage stilling til, om og hvad der i givet fald skal ske af tiltag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. aug. 2016 - 17:06   18. aug. 2016 - 17:10

Fagligt

as@arbejderen.dk