På trods af at både bygherre og hovedentreprenør længe har givet udtryk for det modsatte, tyder meget på, at der langt fra er kommet styr på boligforholdene for alle metrobyggeriets mange udenlandske arbejdere.
Boligforholdene er elendige, og de koster mange penge.
Annemette Nyfos, Kirkens Korshær
Ifølge Kirkens Korshær på Nørrebro i København er det i hvert fald ikke ualmindeligt, at ansatte ved metroen kommer og sover på deres hjemløse-herberg i Stengade 40. Det fortæller Annemette Nyfos, som leder herberget, hun har været tilknyttet i 25 år.
– Vi har haft og har rigtig mange mennesker, som kommer her og sover, og som til dagligt arbejder på metrobyggeriet, siger hun til Arbejderen.
For dyrt og dårligt
De hjemløse metroarbejdere kommer typisk fra østeuropæiske lande, især Polen, og de er kommet på herberget siden metrobyggeriets spæde start i 2011. Annemette Nyfos fortæller, at der kan være flere grunde til, at metroarbejderne opsøger Kirkens Korshær.
– Det er jo, fordi der ikke er nogen billige steder at overnatte. Nogle har også en familie derhjemme, som de skal sende penge hjem til, og så kan de 4000 kroner, eller hvad det er, de skal betale for logi, godt være for meget, siger Annemette Nyfos og fortsætter:
– Især hvis man skal bo i en af de der lejligheder som vi også hører om, hvor der sover ti andre. Der får man måske heller ikke meget søvn alligevel. Så altså, boligforholdene er elendige og de koster mange penge.
>> LÆS OGSÅ: Reportage fra metrolejr: "Det er jo ikke luksus"
Men som gæst hos Kirkens Korshær er man ikke sikker på at have en seng hver dag. Uden seng risikerer de hjemløse metroarbejdere at skulle sove på gaden eller alternativt slet ikke at få sovet. Derfor gør Kirkens Korshærs ansatte og frivillige en indsats for, at folk, der skal op og på arbejde, får én af de 35 sengepladser, herberget kan tilbyde.
– Det er klart, at det ikke er alle dage man kan komme ind. Og hvis man så arbejder på metroen, er det selvfølgelig et problem, fordi man så ikke får sovet. Derfor har vi et fordelingssystem, hvor vi har kunnet sige, ham dér han skal ind og sove i løbet af i dag, fordi ellers så segner han, siger Annemette Nyfos.
Hjælper metro-ansatte med at få løn
Størstedelen af de hjemløse metroarbejdere er ufaglærte, fortæller Annemette Nyfos, som ikke ønsker at oplyse, hvilke firmaer arbejderne almindeligvis er ansatte hos.
I nogle tilfælde drejer det sig også om mennesker, som er startet på metrobyggepladserne, men som endnu ikke er begyndt at få løn. I de tilfælde påtager Kirkens Korshær sig opgaven med at hjælpe arbejderne med at nå frem til det punkt, hvor de kan få månedslønnen udbetalt.
– Man skal have en ansættelseskontrakt først, så skal man have et skattenummer, og så skal du have en bankkonto. Først da kan du få din løn, og først da har du råd til at finde noget at bo i, siger Annemette Nyfos og påpeger, at der godt kan gå otte uger fra ansættelsen, og til lønnen begynder at tikke ind på den nyerhvervede konto.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278