I dag går de afsluttende forhandlinger om nye overenskomster på det offentlige arbejdsmarked i gang, når Rita Bundgaard, formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), mødes med skatteminister Morten Bødskov (S).
Hvis I kan bruge 19 milliarder på et minkerhverv, så bør I også kunne sikre de offentligt ansatte et ordentligt resultat.
Mona Striib, Forhandlingsfællesskabet
Ifølge Arbejderens oplysninger forventes de to topforhandlere at lande et overenskomstresultat på statens område sandsynligvis senest i weekenden. Resultatet af de statslige forhandlinger imødeses med spænding, da det – traditionen tro – sætter den økonomiske ramme for, hvad de kommunalt og regionalt ansatte kan komme igennem med ved deres forhandlinger med henholdsvis Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.
Forventningerne til dette års forhandlinger fra de offentlige faggrupper har båret præg af coronakrisen og den deraf afledte usikkerhed om økonomien. Ikke desto mindre er samtlige fagforbund på det offentlige område gået til forhandlingerne med en forventning om, at lønnen som minimum skal stige, så medlemmernes realløn bliver sikret i overenskomstperioden.
Statens resultat ventes med spænding
Mona Striib, der både er formand for FOA og for i alt 51 faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet, advarer arbejdsgiverne om at præsentere en for smal ramme for lønstigninger til de offentligt ansatte.
– Det er et nervepirrende spil, og vi har øjnene stift rettet mod statens forhandlinger, siger Mona Striib i sin videodagbog om OK21.
Hun anerkender ikke, at corona skulle forhindre et ordentligt resultat, og da slet ikke, hvis arbejdsgiverne vil have overenskomsten til at gælde i tre år.
Med tydelig adresse til skatteministeren og regeringen siger Mona Striib videre:
– Hvis I kan bruge 19 milliarder på et minkerhverv, så bør I også kunne lange en ramme hen over bordet, der gør, at de offentligt ansatte kan se, at de også har fået et ordentligt resultat af forhandlingerne.
Mens de faglige forhandlere mødes med skatteministeren indendøre i ministerlokalerne, foregår der udenfor i vinterkulden en stafet under sloganet: Vi løber hurtigere – lønnen skal følge med!
Stafetten har opbakning fra De Københavnske Fagforeningers OK-koordinering og blandt andre BUPL Hovedstaden, LFS, Specialarbejdere i København og Frederiksberg.
Forhandlingerne om de generelle lønvilkår for de ansatte i staten skulle ifølge den aftalte plan mellem parterne falde på plads i dag den 4. februar, mens de afsluttende forhandlinger for ansatte i de fem regioner og 98 kommuner ifølge den aftalte tidsplan er henholdsvis den 12. og den 19. februar.
>>LÆS OGSÅ: OK21 under coronakrisen udfordrer det faglige sammenhold
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278