09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsgivere spekulerer i gratis elever

Slipper for at betale løn

Arbejdsgivere spekulerer i gratis elever

Danske virksomheder udnytter skolepraktikordning til at slippe for at betale lærlingeløn og påtage sig et uddannelsesansvar. Usmageligt, mener LO. Arbejdsgiverforening er klar til at stramme op.

ARKIVFOTO: Arbejdsgivere smyger sig udenom at betale lærlingeløn, ved at udnytte skolepraktik-ordningen.
FOTO: Martin Mounzer
1 af 1

I stedet for at oprette praktikpladser, spekulerer virksomheder i stærkt stigende grad i at ansætte elever fra landets skolepraktikcentre gratis i op til tre måneder. Det skriver Altinget.

Det er så usmageligt, at det er til at kaste op over.
Ejner K. Holst, LO

Et svar fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) til Socialdemokraternes erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye, viser, at virksomhederne stadig oftere udnytter den såkaldte virksomhedsforlagte undervisning (VFU).

Formålet med ordningen er egentlig at give praktikløse elever på skolepraktikcentrene mulighed for at snuse til en arbejdsplads. Ordningen er fuldstændigt gratis for virksomhederne, fordi eleverne under opholdet modtager den såkaldte skolepraktikydelse, som minder om SU'en.

Til at kaste op over

Af undervisningsministerens svar fremgår det, at antallet af elever i sådanne ulønnede praktikforløb næsten er fordoblet i perioden fra 2010 til 2014 - fra 7.256 til 13.981 elever.

I den faglige hovedorganisation LO er forargelsen over udviklingen til at tage at føle på.

– Vi er ikke bekymrede. Vi er direkte forargede, siger politisk sekretær, Ejner K. Holst til Altinget.

Han peger på, at elever i VFU finansieres af skolepraktikydelsen - som betales af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

– Det vil sige, at man faktisk tømmer den kasse, som var tænkt til at hjælpe eleverne på skolen. Det er så forargelig en trafik, og vi vil gøre, hvad vi overhovedet kan for at stoppe det her. Det er så usmageligt, at det er til at kaste op over. Der er kun én måde at stoppe det på, og det er at sige, det er forbudt, siger Ejner K. Holst, som højst vil gå med til en VFU-periode på makismalt 14 dage.

Arbejdsgiverforening erkender problem

Virksomhedernes brug af skolepraktikelever giver da også rynkede pander i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Her erkender man ifølge Altinget, at den virksomhedsforlagte undervisning - fra at være tænkt som en døråbner for de unge - har fået lov til at vokse sig ”lidt for stor.”

– Vi synes, at VFU'en nu har fået sådan et omfang, at vi er nødt til at lave nogle reguleringer. Derfor foreslår vi en begrænsning, så eleverne kun kan være i virksomhederne gratis i to eller fire uger, altså meget mindre end de tre måneder, der er muligt i dag, siger chefkonsulent i DA Simon Neergaard-Holm til netavisen.

Også hos landets erhvervsskoler skaber udviklingen mere end almindelig bekymring, og formanden for Danske Erhvervsskoler - Lederne, Peter Amstrup, kalder udviklingen ”uhyggelig.”

Må ikke indgå i produktionen

Årsagen til, at elever i virksomhedsforlagt undervisning ikke får lærlingeløn, er, at de ikke må indgå i produktionen på arbejdspladsen.

Men ifølge en række forskellige kilder ,som Altinget har snakket med, er det ikke et forbud, som virksomhederne behøver at tage så højtideligt. Det kontrolleres nemlig ikke, om eleverne rent faktisk indgår i produktionen og dermed tjener penge til arbejdsgiveren.

Skolepraktikordningen er en mulighed for erhvervsskoleelever, der ikke kan få en praktikplads, til alligevel at gennemføre deres uddannelse. I stedet for praktik får eleverne mulighed for at lære deres fag i et værksted på et skolepraktikcenter.

Ifølge tal fra Undervisningsministeriet er omkring 7.000 unge i gang med at uddanne sig på et skolepraktikcenter. Det er ni procent flere i forhold til samme periode sidste år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. dec. 2015 - 06:27   19. dec. 2015 - 06:30

Uddannelse

as@arbejderen.dk
Skolepraktik
  • Skolepraktikken er et tilbud til elever, som ikke har en læreplads i en virksomhed.

  • Eleven tilknyttes et praktikcenter, som skal tilrettelægge et forløb, hvor eleven veksler mellem at arbejde på skolen og være i praktik i kortere eller længere perioder - eventuelt på flere virksomheder.

  • På fire ud af 10 erhvervsuddannelser har de elever, som ikke har fået en læreplads, mulighed for at færdiggøre deres uddannelse i skolepraktik.

  • Det er dog ikke alle praktikløse elever, som kan komme i skolepraktik. Ti af uddannelserne med skolepraktik har adgangsbegrænsning.

  • En elev, der uforskyldt mister sin uddannelsesaftale, kan som udgangspunkt altid gøre den færdig i skolepraktik.