28 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsretten: Ulovligt at fyre to nyvalgte tillidsfolk

Faglig sag på Storstrømsbroen

Arbejdsretten: Ulovligt at fyre to nyvalgte tillidsfolk

Arbejdsretten har besluttet, at New Building Services skal betale en bod på 250.000 kroner for den ulovlige opsigelse af to portugisiske brobyggere, som blev valgt som tillidsrepræsentanter.

3F's tre forhandlere blev klappet ind foran Arbejdsretten den 8. marts.
FOTO: Søren Danholm Andersen
1 af 1

Torsdag kom afgørelsen fra Arbejdsretten i sagen om de to fyrede portugisiske arbejdere, Domingo Neto og Jorge Ca, der indtil den 12. december sidste år arbejdede med betonarbejde til den nye Storstrømsbro.

Vi ser det som en rigtigt stor sejr i kampen for, at udenlandsk arbejdskraft skal behandles ordentligt.
Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen

Og dommen var klar. Det var ulovligt, da det portugisisk ejede byggefirma New Building Services, som har en underentreprise på Storstrømsbroen, i december fyrede Domingo Neto og Jorge Ca.

De to portugisiske brobyggere meldte sig ind i 3F og hjalp deres kolleger med at forstå det danske system og dets regler. Den 10. december blev de valgt til tillidsrepræsentanter af kollegerne på dagholdet.

Blot to dage senere blev de fyret uden varsel, og en planlagt afstemning på aften- og natholdet blev aldrig til noget.

Det så 3F som et angreb på foreningsfriheden, og kort før jul blev sagen rejst som en hastesag i Arbejdsretten.

Glæde i 3F

Palle Bisgaard, der næstformand i 3F Byggegruppen, har fulgt sagen, siden de to portugisere henvendte sig om deres opsigelse, og han glæder sig over udfaldet.

– Vi ser det som en rigtigt stor sejr i kampen for, at udenlandsk arbejdskraft skal behandles ordentligt. Det er vigtigt, at der bliver slået ned på det her, så arbejdsgiverne ikke kan gå efter enkeltpersoner, der melder sig ind i en fagforening og bruger overenskomsten til at forbedre deres vilkår, siger han til Fagbladet 3F.

Palle Bisgaard håber, at dommen vil få en principiel betydning for lignende sager i fremtiden, og han vil nu gå i dialog med Vejdirektoratet, der er bygherre på Storstrømsbroen, om forholdene på det offentlige byggeprojekt.

Det er staten, der står bag byggeriet af Storstrømsbroen, hvor der ud over fyring af fagligt aktive også har været en lang række problemer med lønninger og arbejdsforhold. 

Arbejdstilsynet har således givet over 100 påbud om farligt arbejdsmiljø på brobyggeriet, og der har flere gange været anmeldelser om livsfarlige arbejdsforhold. Samtidig ligger lønningerne langt under, hvad en lokal bygningsarbejder normalt tjener i Danmark.

Bod på 250.000 kroner

Arbejdsretten har besluttet, at New Building Services skal betale en bod på 250.000 kroner for den ulovlige opsigelse.

De syv dommere, som har vurderet sagen, mener, at opsigelsen af de to medarbejdere hænger sammen med deres medlemskab af fagforbundet 3F, og at der derfor var tale om en såkaldt organisationsfjendtlig handling. 

3F og Fagbevægelsens Hovedorganisation, som har ført sagen ved Arbejdsretten, havde også argumenteret for, at opsigelsen af de to portugisere var at sidestille med en ulovlig lockout, og at NBS derfor skulle genansætte dem. Det gav Arbejdsretten dog ikke medhold i, skriver Fagbladet 3F.

Stor solidaritet

Arbejdsretten behandlede sagen mandag den 8. marts, hvor der var indkaldt til en stor solidaritetsmanifestation fra morgenstunden med op mod 100 deltagere.

>> LÆS OGSÅ: Fagligt aktive foran Arbejdsretten: Det gælder vores ret til at stå i fagforening

De to fyrede arbejdere Domingo Neto og Jorge Ca er tilbage i Portugal efter fyringen i december. De har uden held forsøgt at søge nogle af de job, der efterfølgende har været slået op på Storstrømsbroen. 

Det er det italienske konsortium Storstrøm Bridge Joint Venture, SBJV, der vandt udbuddet i 2017 og er hovedentreprenør på opførelsen af broen. Deres bud lød på 2,1 milliarder kroner. Det var 400 millioner kroner billigere end buddet fra den danske entreprenør Aarsleff. 

SBJV har hyret en række udenlandske underentreprenører. Hovedparten af de ansatte på brobyggeriet er udenlandsk arbejdskraft, som firmaerne tager med fra deres hjemlande. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2021 - 17:15   18. mar. 2021 - 17:45

Faglig kamp

bi@arbejderen.dk
Byggeri af Storstrømsbroen
  • Vejdirektoratet bygger en ny Storstrømsbro, der skal forbinde Sjælland og Falster via Masnedø.

  • Broen bliver cirka fire kilometer lang og er Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Storstrømsbroen får elektrificeret jernbane i to spor, en tosporet landevej samt en gang- og cykelsti.

  • Partierne bag forliget om Storstrømsbroen er V, LA, K, DF, S, RV og SF.

  • Det italienske konsortium Storstrøm Bridge Joint Venture, SBJV, vandt udbuddet i 2017 og er hovedentreprenør på opførelsen af broen. Kontrakten har en værdi af 2,1 milliarder kroner. Der var første spadestik på byggeriet den 28. september 2018.

  • Det italienske konsortium bestod oprindelig af tre firmaer, men to af firmaerne faldt fra, da det kom frem, at de var involveret i en stor korruptionssag i det italienske retssystem. I dag består SBJV-konsortiet kun af den italienske entreprenør Itinera.

  • SBJV har hyret flere udenlandske underentreprenører. Det drejer sig blandt andet om italienske CIPA og portugisiske CNBT, som begge er kendt fra metrobyggeriet, hvor de har stået bag social dumping for i alt 60 millioner kroner. De to firmaer skal lave betonarbejde.

  • Det italienske firma CEM Estero skal stå for produktion af fundamenter og brofag, som bliver formet af stål og støbt i beton i fire fabrikshaller på Masnedø. Det italienske firma Fagioli skal transportere broelementerne og montere dem i Storstrømsfarvandet.

Læs mere om byggeriet hos Vejdirektoratet.