22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bygningsfolk kræver mere end industriforlig

Aktion foran 3F's forbundshus

Bygningsfolk kræver mere end industriforlig

Bygningsarbejdere er på gaden i dag med krav om et markant bedre overenskomstresultat end det, der er opnået på industriens område.

FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Det er fredag den 14. februar, klokken nærmer sig halv ni, og mænd i arbejdstøj begynder at indfinde sig foran 3F's forbundshus i København.

En forhøjelse af mindstelønnen på 7,5 kr. over tre år er alt for lidt. Jeg forventer, at der bliver smidt mere på bordet ved bygge-overenskomsten.
Julius Ambus, murer

Klokken 10 mødes forhandlingsudvalget på byggeområdet til møde i forbundshuset. Murere, murerarbejdsmænd og lærlinge er parat til at tage imod forhandlerne for at vise, at de har medlemmernes fulde opbakning til at stå fast på kravene fra arbejdspladserne.

Vi lader os ikke spise af med en overenskomstaftale, der er en afskrift af aftalen på industriens område, lyder det klare budskab fra deltagerne i den faglige markering.

Klaus-Henrik Andreasen

– Arbejdsgiverne på industriens område slipper for billigt. En forhøjelse af mindstelønnen på 7,5 kroner over tre år er alt for lidt. Jeg forventer, at der bliver smidt mere på bordet ved bygningsoverenskomsten, siger murer Julius Ambus, der er mødt op til aktionen sammen med et par kollegaer.

Meget højere mindsteløn

Han må råbe højt for at overdøve musikken. Ud af højtalerne lyder arbejder- og solidaritetssange. 

– Det er især vigtigt, at vi får noget på mindstelønnen, som kan mærkes. Det er jo også er værn mod social dumping. Jeg mener, at det er social dumping, når en udenlandsk bygningsarbejder går til mindstelønnen på omkring 125 kroner i timen. Alle andre går jo til en langt højere løn, slår mureren fast.

Julius Ambus oplever en udpræget "nok er nok"-følelse blandt kollegaerne.

Murer Julius Ambus (th) sammen med en kollega.
Klaus-Henrik Andreasen

– Der skal ske noget den her gang. Vi skal have mere ud af arbejdsgiverne. Vi har fået for lidt i mange år, samtidig med at direktørerne har holdt lønfest. Vi vil have del i lønfesten, det er os, der skaber deres overskud. Er arbejdsgiverne ikke parat til det, er vi parat til at gå hele vejen, erklærer han.

Aktionen foran 3F er et led i den landsdækkende aktionsdag for kravene til OK20, som Fagligt Formandsinitiativ står bag. I alle egne af landet er faglige aktivister i dag på gaden i kampen for at få et overenskomstresultat, der er så godt, at de kan stemme ja til det.

På pladsen foran 3F-huset husker alle det frustrerende forløb omkring OK17.

Klaus-Henrik Andreasen

Resultatet var så magert, at 77 procent af bygningsarbejderne stemte nej. Men de fik alligevel trukket resultatet ned over hovedet på grund af sammenkædningsreglerne, der betyder, at afstemningsresultaterne fra de forskellige fagområder lægges sammen.

Lærlinge i aktion

Mange lærlinge er mødt frem. De deler peanuts ud til forbipasserende for at understrege, at de ikke vil acceptere kun at få peanuts ved den her overenskomstforhandling.

Et stor banner bærer teksten: "1,7 pct. er peanuts. Højere løn eller konflikt".

Her henvises til overenskomstaftalen på industriens område, hvor lærlingelønnen hæves med 1,7 procent om året de næste tre år.

Klaus-Henrik Andreasen

Det er alt for lidt, mener Toke Ulstrup, der er i lære som jord- og betonarbejder og er med til dagens markering for at vise forhandlerne, at den her gang vil medlemmerne ha' en større del af kagen.

– Vi går og slider til en lorteløn. Jeg får 75 kroner i timen. Vi er blevet pisset af så mange gange. Vi blev ikke taget seriøst under OK17. Det må der rettes op på nu. Er arbejdsgiverne ikke med på det, må vi gå i konflikt, erklærer Toke Ulstrup.

Han kræver både en markant højere lærlingeløn, og at lærlingene får pension fra starten af deres læretid. 

I dag er lærlinge først omfattet af pensionsordningen, fra de er 20 år. I industriforliget er der pension til lærlinge, fra de er 18 år, men med en mindre sats end den, som gælder, fra de 20 år.

– Det er ikke godt nok. Der skal være fuld sats, og det skal være fra dag et. Mange af lærlingene på mit område starter som 16- eller 17-årige. De skal også være med, siger Toke Ulstrup til tonerne af Natasjas "Gi mig Danmark tilbage".

– Vi bliver beskyldt for, at der er en nej-kampagne i gang i byggegruppen. Men jeg synes, de har en ja-kampagne i gang på industriens område, tilføjer han.

Stilladsvogne blokerer

Der lyder ihærdig dytten et stykke nede ad vejen. En lang række stilladsbiler med røde faner kommer kørende ind foran forbundshuset. De københavnske stilladsarbejdere er mødt op for at vise deres opbakning til overenskomstkrav, der kan mærkes.

Klaus-Henrik Andreasen

– Åh, hvor er det bare dejligt, lyder det spontant fra en ældre arbejder, da stilladsbilerne indtager gaden og spærrer vejen.

Unge fra fagforeningen 3F BJMF modtager stilladsarbejderne med farverige romerlys.

Stilladsarbejdere hopper ud af de omkring 20 biler for at slutte sig til demonstrationen, der efterhånden tæller et par hundrede mand. 

Formanden for de københavnske stilladsarbejdere Dag Vilhelmsen springer op på ladet af en bil.

Lærlinge modtager stilladsbilerne med romerlys.
Klaus-Henrik Andreasen

– Vi er kørt en lille tur igennem København for at vise vores forhandlere derinde, at de kan regne med vores opbakning. De skal ikke et sekund være i tvivl om, at vi bakker dem op. Det afgørende er, at både de og vi tør stå fast. Om nødvendigt er vi parat til at lukke hele Danmark, råber han ud over pladsen.

Det budskab bliver modtaget med stor begejstring.

Overfor Arbejderen understreger Dag Vilhelmsen, at resultatet på industriens område ikke er godt nok til byggeriet.

– Jeg håber virkelig, at vores forhandlere har nosser til at kæmpe noget igennem, der er bedre. Det har været opgangstider i mange år nu. Det er rimeligt, at folk ude på arbejdspladserne også får noget nu. Stilladsarbejderne kræver en markant højere mindsteløn på 50 kroner mere i timen. Det er ikke kun os selv, vi kæmper for, men også kassedamen henne i supermarkedet, siger stilladsformanden.

Vejen er blokeret af stilladsbiler.
Klaus-Henrik Andreasen

Efter en halv times tid kører stilladsbilerne væk igen under en massiv dyttekoncert.

Medlemmerne af forhandlingsudvalget kommer forbi på vej til dagens møde. Mange stopper op og får en snak med demonstranterne.

Ud af højtalerne lyder John Lennons "Working Class Hero".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. feb. 2020 - 12:18   14. feb. 2020 - 13:51

OK20

ur@arbejderen.dk