Når José fra Portugal, Marius fra Rumænien eller Claudio fra Italien kommer til Danmark for at arbejde, har de utroligt svært ved at forstå, at medlemsskab af en fagforening kan afgøre, om de bliver udnyttet som underbetalte arbejdere eller ej.

I er levende eksempler på, at det stadig er nødvendigt at kæmpe, og at det er nødvendigt med faglig organisering.
Bo Riis-Nielsen, underviser

De har også svært ved at forstå, at løn og arbejdsvilkår på danske arbejdspladser som hovedregel er noget fagforeningerne aftaler med arbejdsgiverne, og som politikere skal blande sig udenom. Med andre ord; de aner intet om, hvad den danske model er for noget.

Det forsøger fagforbundet 3F at råde bod på. I sidste måned gennemførte 3F det femte ud af otte planlagte kurser for ikke-dansk-talende metroarbejdere. Arbejderen fik lov at følge holdet på tredjedagen. 

Holdet består af 24 mænd: Fem italienere, 17 fra Portugal og den tidligere portugisiske koloni Guinea-Bissau, en enkelt rumæner og en irer. Nogle af dem har arbejdet i Danmark i flere år, mens andre er kommet til i løbet af det seneste halve til hele år. Fælles for dem er, at de er valgt blandt de nuværende cirka 1500 metroarbejdere som tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanter.

På fem dage skal den brogede flok lære, hvordan overenskomster bliver til, og hvordan det danske arbejdsmarked i øvrigt er reguleret med lovgivning fra det danske Folketing og regler fra EU. Kurset skulle gerne resultere i, at de får indsigt i deres rettigheder og derigennem bliver i stand til sammen med kollegaerne at kæmpe for dem, og endelig at de kan forstå betydningen af at være medlem af en fagforening.

Arbejdsmiljø

Tredjedagen er startet med en gennemgang af love og regler om ferie, pension og a-kasse som udgør nogle af brikkerne i den danske model. Nu handler det om arbejdsmiljø og arbejdsmiljørepræsentanternes rettigheder og pligter.

– Loven siger, at arbejdsgiveren har pligt til at tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt, forklarer Bo Riis-Nielsen, mens han går energisk frem og tilbage foran den store tavle i undervisningslokalet. På tavlen hænger et banner med overskriften "Den danske model" og de tydelige tegn på de foregående to dages indsats. 

Bo Riis-Nielsen er tovholder på 3F-kurserne og underviser sammen med Michael Severinsen, der i over fire år har arbejdet med organsering på metrobyggeriet i København. 

Arbejdet på metroen har fra start været skæmmet at utallige sager om farligt arbejdsmiljø, og flere af kursisterne bidrager da også med eksempler på, hvordan deres eget og kollegaernes sikkerhed hele tiden udfordres.

– Hvad skal vi gøre. Vi har ingen arbejdsmiljørepræsentant, spørger en tydeligt frustreret portugiser, der netop har fortalt, hvordan hans sjak er blevet beordret til at flytte 12 meter lange jernbjælker uden kran.

Det går for langsomt

Undervisernes svar om, at de selv skal sige fra overfor farlige situationer og støtte hinanden, bringer italienske Constantino Gautanu på banen.

– Jeg synes, der er stor forskel på at sidde her og snakke om, hvad vi skal gøre. Der er en helt anden atmosfære, når vi er på arbejde, og cheferne presser os til at gøre noget, vi ikke har lyst til.

Rumæneren Marius undrer sig over, hvorfor fagforeningen ikke stopper arbejdet og opnår hurtigere resultater på metroen. Han taler for, at politikerne skal gribe ind.   

Makkerparret Bo Riis-Nielsen og Michael Severinsen afviser, at det skulle være løsningen. De forklarer, at deres svar ikke er grebet ud af det blå, men er hentet fra historien og deres egne mange års erfaringer i byggebranchen. 

– Det er jer, der er løsningen. Det er kun jer selv, der kan sætte en stopper for, at der konstant kommer nye metrofirmaer til, som underbetaler, udsætter jer for farligt arbejde og spiller jer ud mod hinanden.

Og for at ingen af kursusdeltagerne skal sidde med den opfattelse, at love, der forbedrer lønmodtagernes vilkår, eller de danske overenskomster er faldet ned fra himlen, så understreger Bo Riis-Nielsen:

– Intet af det her har arbejdsgiverne givet os frivilligt. Nej, det er noget som arbejderne i Danmark har kæmpet sig til, og I er levende eksempler på, at det stadig er nødvendigt at kæmpe, og at det er nødvendigt med faglig organisering.

Organisering

Netop organiseringen har gjort det muligt at sikre bedre løn og arbejdsforhold for arbejderne på det gigantiske metrobyggeri i hovedstaden.

– Fagforeningerne er ikke stærkere end medlemmerne. På metrobyggeriet har vi alene været i stand til at påvise grove sager om underbetaling og farligt arbejdsmiljø, fordi nogle metroarbejdere gik til fagforeningen, siger Michael Severinsen. 

De faglige sager - som faldt ud til metroarbejdernes fordel - satte gang i en positiv spiral. Siden efteråret 2014 er antallet af udenlandske metroarbejdere i den københavnske byggefagforening 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening steget fra nogle få håndfulde til i dag at være i nærheden af 1000 medlemmer.

Organiseringen har også været forudsætningen for, at det har kunnet lade sig gøre at afvikle faglige kurser for metroarbejdere. Når året er omme, vil næsten 200 ikke-dansktalende tillidsfolk på det københavnske metrobyggeri have deltaget i kursus om den danske model.