Den ligger midt ude i Sortedamssøen på Østerbro i København - byggepladsen, hvor omkring 130 arbejdere fra 22 lande hver dag, døgnet rundt, arbejder over og under jordens og søens overflade for at få hovedstadens nyeste metrolinje klar til brug.

Man kan sige, at vi i øjeblikket udkæmper Danmarks-historiens største slag om den danske model.

Midt i stablerne af skurvogne, som står lag på lag langs den grønne trævæg, som omgærder hele pladsen, står et lille undseeligt hvidt skur. 

Da 36-årige Michael Severinsen slår døren op til det otte kvadratmeter lille skur, virker rummet næsten mindre, end man havde forestillet sig det udefra. Han kanter sig ind og sætter sig på én af de fire stole, der står rundt om det bord, som dominerer rummet.

Vi er i én af tre skurvogne, som siden februar har gjort det ud for fagbevægelsens trojanske hest på de mest skandaleramte byggepladser i Københavns historie. Herfra skiftes faglige ildsjæle fra seks fagforeninger til at tage imod arbejdere med spørgsmål om løn, skatteregler og arbejdsmiljø.

3F'eren Michael Severinsen er en af dem. Han er udlært tømrer men har de sidste fire år været ansat i fagforeningen, hvor han har arbejdet med organisering på store byggerier - især metrobyggeriet.

– Man var blevet opmærksom på, at der kom nogle særlige udfordringer i forbindelse med de store byggerier. Dels at de var kæmpe store. Men også at der måske kom mange forskellige aktører ind på dem. Derfor besluttede man at sætte nogle penge af til at prøve at få organiseret. Både i forhold til overenskomster, men også at få organiseret de ansatte, forklarer Michael Severinsen om baggrunden for hans stilling.

Den umulige opgave

Severinsen skulle fra start koncentrere sig om fire projekter: Den Blå Planet i Kastrup, Grøntorvet som skulle rykke fra Valby til Høje Taastrup, anlæggelsen af den ny jernbane fra København til Ringsted og endelig Metrocityringen.

Ingen af de øvrige projekter har imidlertid budt på så mange udfordringer som metrobyggeriet i København - et byggeri som fra starten har været omgærdet af skandaler.

Fra lønsnyd til alvorlige ulykker og uforsvarligt arbejdsmiljø. Byggepladserne er på mange måder blevet symbolet på det nye arbejdsmarked, som mange frygter vil udvikle sig i forbindelse med de enorme bygge- og anlægsprojekter, som er dukket op i løbet af de sidste årtier.

Den indsats, der bliver gjort her, kommer alle arbejdere i Danmark til gode, uanset hvilken faggruppe de tilhører.

Senest har metroen endnu engang sat rekord i bøder for livsfarlige arbejdsforhold. I år er der udstedt 33 bøder til entreprenører på metroen. Det er en stigning fra 21 bøder i 2014. Til dels en konsekvens af at man har valgt de billigste løsninger, frem for de bedste. Et princip som desværre også gælder valget af arbejdskraft, mener Michael Severinsen.

– Man har fortalt, at man har hevet specialister op, men når vi taler med folkene, så kommer de fra de fattigste egne i Rumænien og har baggrund i eksempelvis detailhandelen. Der er også rigtig mange portugisere, ikke fra Portugal, men fra kolonierne i Afrika. De er bønder og har aldrig set en byggeplads før.

Men historien om metrobyggeriet, er også succeshistorien om fagbevægelsen, som forvandlede en umulig situation til et forbillede for eftertiden. Historien om hvordan lokale faglige kræfter igennem vedholdende arbejde gik fra en næsten totalt uorganiseret arbejdsplads med 95 procent udenlandske arbejdere, til en arbejdsplads med over 600 fagforeningsmedlemmer og mere og mere ordnede forhold.

LÆS OGSÅ: 3F organiserer udenlandske metroarbejdere

Succeshistorien

– Hvis vi bare skruer tiden tre år tilbage, så kunne fagbevægelsen næsten ikke komme ind på pladserne. Man havde fra bygherrens side - altså Metroselskabet - overdraget byggepladserne til hovedentreprenøren. Det vil sige, at de bestemte over pladserne. De bestemte også over portene og hvem, der kom ind og ud. Det gjorde, at vi havde svært ved at komme ind, men det havde bygherren fanme også, griner Michael Severinsen.

I dag har fagbevægelsen eget kontor på tre af de 21 pladser og får nye medlemmer blandt metroarbejderne hver uge. En situation som man, ifølge Michael Severinsen, ikke er kommet sovende til.

– Dem, der har sådan en opfattelse af, at når man arbejder i fagforeningen, så sidder man bare og krydrer den, de kunne godt tage at følge mig et par dage. Jeg har aldrig før arbejdet så mange timer, som jeg har gjort her, siden jeg startede.

Fagbevægelsens "kontor" på pladsen på Øster Søgade. Foto: Andrea Sigaard

Alligevel er Severinsen overbevist om, at de mange arbejdstimer er en god investering for fagbevægelsens medlemmer.

– Vi kunne jo godt vælge at sige, at vi ikke ville gøre noget som helst, og så kunne vi acceptere, at lønniveauet i Danmark stille og roligt ville ryge ned på 4,5 euro i timen. Vi kan også vælge at sige, at det vil vi ikke acceptere og så prøve at forsvare de overenskomster, vi har. Det var så det sidste, vi valgte at gøre, siger Michael Severinsen og tilføjer:

– Det drejer sig jo om den danske model. Man kan sige, at vi i øjeblikket udkæmper Danmarkshistoriens største slag om den danske model. Den indsats, der bliver gjort her, kommer alle arbejdere i Danmark til gode, uanset hvilken faggruppe de tilhører.

Kursus i dansk model

Slaget om den danske model har da også krævet nytænkning fra fagbevægelsens side. Med en arbejdsplads, som var lukket land, og en gruppe arbejdere, der var bange for at blive fyret, hvis de blev set sammen med fagforeningsrepræsentanter og ofte stillede sig skeptiske overfor fagbevægelsens hensigter, var det nødvendigt at finde nye veje.

– Indtil sommeren 2014 prøvede jeg at organisere hele metroen og de 250 underentreprenører, der var på byggeriet på én gang. Det var en anelse uoverskueligt. Men så begyndte vi at koncentrere os mere om et enkelt firma til en start.

Det firma, 3F valgte at gå i kast med, var italienske Celi, som er en del af det konsortie, som holder hovedentreprisen på byggeprojektet. Celi er dermed også et af de firmaer, som har udsigt til at være en del af projektet i længst tid.

Der bliver talt 22 sprog på metrobyggeriets pladser. Foto: Andrea Sigaard

Og arbejdet gav pote. I august 2014 havde 3F cirka 30 medlemmer og 3 tillidsmænd i Celi. En af dem var den italienske jord- og betonarbejder Giuseppe D'oriano, som i dag er ansat i 3F. 

Giuseppe D'oriano fortalte sin kommende kollega, at hovedårsagen til, at det gik langsomt med organiseringen, skyldtes manglende kendskab til den danske arbejdsmarkedsmodel.

– Vi fandt ud af, at det, de egentlig havde behov for, var et grundkursus i, hvordan det danske arbejdsmarked er bygget op. Det fik vi så stablet på benene. Vi fik bevilget fire kurser fra vores byggegruppe og det første kursus blev afholdt i oktober 2014.

Jul i arbejdernes lejr

Kurserne var en succes, og i løbet af ganske kort tid steg medlemstallet i Celi fra 30 til 60. Og det var ikke kun kursisterne, som blev klogere af at komme på kursus. Også Michael Severinsen fik et bedre indblik i, hvad der rørte sig i gruppen af arbejdere.

– Det var jo snart jul, og man havde fra firmaets side arrangeret en julefest og nogle julegaver til funktionærerne, men ikke til de produktionsansatte. Det var der stor utilfredshed med, og det kunne vi egentlig godt forstå.

Derfor lovede Severinsen, at hvis arbejderne kunne finde et sted, så skulle 3F nok være vært for en julefest. Og 3F skulle også nok finde en lille julegave til dem. Arbejderne besluttede, at julefesten skulle holdes i den såkaldte "Metro-camp" i Københavns Sydhavn, hvor over 400 af arbejderne bor.

– Så jeg røg i Metro for at købe 90 liter gløgg og 1500 æbleskiver. Vi fik et rigtigt fint julearrangement. Det var første gang, vi sådan rigtigt gjorde os bemærket derude i campen. Men det gik rigtigt godt, og vi havde fået arbejdsløshedsklubben til at komme og hjælpe med at servere og koordinere det hele, så det gik rigtigt godt. Der var faktisk 14, der meldte sig ind på dagen derude.

Stemningen spreder sig

Den mere og mere positive holdning til fagbevægelsen spredte sig til andre metro-virksomheder, hvor arbejderne begyndte at røre på sig. Det stigende antal arbejdere, som kom hjem fra kurser på LO-skolen, satte præg på diskussionerne i skurvognene - og det rykkede ifølge Michael Severinsen mere end fagforeningsfolk udefra nogensinde ville kunne.

– Lige pludselig fik de nogle ting at vide på italiensk af nogle italienske kollegaer, godt nok i et andet firma, men måske kendte de hinanden hjemmefra. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at hvis du får noget at vide på dit modersmål og af en person, du stoler på, så har du også større tendens til at tro på det, der bliver sagt.

Især blev der skabt en god kontakt til arbejderne i det andet store italienske firma Cipa. De begyndte at komme i fagforeningen og forklarede, hvordan de arbejdede, og hvordan de blev aflønnet.

– Og så kunne vi jo hurtigt se, at den var helt gal. Så blev der anlagt Danmarkshistoriens største voldgift omkring social dumping, som vi fik medhold i. Indtil da havde der svirret et rygte om, at fagforeningen i Danmark var lige så korrupt, som den var i Italien, men det tror jeg nok, at den sag fik sat en stopper for.

3F har i dag over 600 medlemmer og syv tillidsrepræsentanter blandt de omkring 1500 ansatte på metrobyggeriets pladser. Fagbevægelsen har sikret bedre løn og arbejdsforhold på metrobyggeriet. Samtidigt arbejdes der på at skabe netværk af udenlandske arbejdere på kryds og tværs af Danmark.

– Så når for eksempel en rumæner kommer herop og arbejder, så ved han, at han skal henvende sig til det rumænske netværk, som så guider ham igennem det. Det her metrobyggeri er jo snart færdigt, og så har vi i hvert fald en rigtig masse medlemmer, som vi kan prøve at få spredt ud på de andre byggerier og så have nogle gode kontaktpersoner derigennem. Mange af dem vil rigtig gerne blive i Danmark.