10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Derfor smed VVS'erne rørtangen

Konflikt set i bakspejlet

Derfor smed VVS'erne rørtangen

Sporene fra byggebranchen skræmmer. Derfor strejkede blikkenslagere og rørsmede, da arbejdsgiverne gik til angreb på overenskomsten og deres værn mod social dumping. Men ingen andre faggrupper gik med i strejken.

For tre uger siden nedlagde utilfredse blikkenslagere og rørsmede over hele landet arbejdet, fordi arbejdsgiverne forsøgte at afskaffe deres værn mod løntrykkeri.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Der er efterhånden lang tid imellem strejker på det danske arbejdsmarked.

Derfor kom det måske også som en stor overraskelse for nogen, at omkring 2.000 VVS'erne nedlagde arbejdet i løbet af tre dage i forrige måned.

Det er sikkert nemmere at få fat i polske bygningsarbejdere end i autoriserede VVS’ere.
Harry Haumann, TR

Strejken kom som reaktion på, at overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne i Tekniq var brudt sammen.

Men ikke for Henrik W. Petersen, der er næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, hvor landets blikkenslagere og rørsmede er organiseret.

- Som i 2012 stillede arbejdsgiverne til forhandlingerne med et ultimativt krav om at afskaffe den bestemmelse i vores overenskomst, som vi har haft siden 1924, og som er vores værn mod social dumping. Det ville medlemmerne ikke finde sig i, siger næstformanden til Arbejderen.

112 kroner i timen

Henrik W. Petersen forklarer, at værnebestemmelsen forhindrer arbejdsgiverne i at underbyde et stykke VVS-arbejde, og i at folk kan tvinges til at arbejde for 112 kroner i timen, som er mindstelønnen i henhold til overenskomsten.

VVS'erne opfatter derfor bestemmelsen som en væsentlig forklaring på, at deres branche ikke er blevet oversvømmet af udenlandsk arbejdskraft, som det er sket i byggeriet.

Bygningsarbejderne i 3F havde kravet om kædeansvar som værn mod underbetaling som absolut hovedkrav til overenskomstforhandlingerne. 3F's forhandlere kunne ikke komme igennem med kravet overfor Dansk Byggeri, men alligevel forholdt 3F'erne sig i ro, da VVS'erne smed værktøjet.

Det skyldes frygten for arbejdsløshed, mener Henrik W. Petersen.

- De har om nogen haft problemet med udenlandske håndværkere tæt inde på livet. Vi skal huske, at det de seneste år er blevet sværere at være arbejdsløs. Dagpengereglerne er blevet strammet gevaldigt, og dagpengedækningen ligger langt under ens tidligere løn, lyder det fra Henrik W. Petersen.

Harry Haumann, der er tillidsmand for 115-120 københavnske VVS'ere, bebrejder heller ikke 3F'erne noget.

- De er helt sikkert mere pressede, end vi er. Måske har det noget at gøre med, at vi skal have fornyet vores certifikater hver andet år. Ikke for at forklejne hverken en murer eller en jord- og betonarbejder, men det er sikkert nemmere at få fat i polske bygningsarbejdere end i autoriserede VVS’ere, mener Harry Haumann.

Truslen om arbejdsløshed

Han tror, som næstformanden i forbundet, at truslen om arbejdsløshed spiller ind på, hvordan folk tænker og ikke mindst handler.

- Det er jo gyseligt at tænke over alle de mennsker, der skal gå og være bange for at miste deres arbejde og bolig, fordi vores sikkerhedsnet er blevet gennemhullet, siger tillidsmanden til Arbejderen.

Strejken startede med 200-300 mand i de største byer i Jylland. En af de jyske tillidsfolk, Michael Jessen fra L&H-Rørbyg i Aarhus, har dette bud på, hvorfor hans kolleger valgte at sætte hælene i.

- De har set, hvordan bygebranchen er blevet rendt over ende af udenlandsk arbejdskraft, og de er fast besluttede på, at de ikke vil udsættes for den sociale dumping, som andre grupper i byggebranchen oplever, forklarer han til Arbejderen.

Fordi Blik- og Rørarbejderforbundet ikke selv blev enige med arbejdsgiverne om en ny overenskomst, stemmer VVS'erne i disse dage om en forligsskitse. Det samme skete ved overenskomstforhandlingerne i 2012. Akkordprislisten er altså ikke blevet reguleret siden 2010 og bliver det tidligst i 2017. 

- Selvfølgelig kan det mærkes. Vi løber allesammen stærkere for at have den samme løn som tidligere, lyder det fra Harry Haumann.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. apr. 2014 - 05:00   03. apr. 2014 - 05:13

OK 2014

noc@arbejderen.dk