04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagforeninger kræver kontrol med arbejdsklausuler

Stop for social dumping:

Fagforeninger kræver kontrol med arbejdsklausuler

Hvis man skal sikre, at arbejdsklausuler om danske løn- og arbejdsforhold virkelig bliver overholdt, er der brug for meget mere åbenhed og kontrol, mener de aarhusianske 3F-fagforeninger. Det nye supersygehus ved Aarhus kan måske vise vejen.

Selv om hovedentreprenøren Pihl & Søn har skrevet under på en arbejdsklausul om, at Navitas-byggeriete på Aarhus Havn skal foregå på løn- og arbejdsforhold efter dansk standard, bliver kontrakten ikke overholdt af den polske underentreprenør Budomex. Det har fået en gruppe utilfredse bygningsarbejdere til at protestere.
FOTO: PN
1 af 1

Det store entreprenørfirma Pihl & Søn har skrevet under på, at arbejdet på den parkeringskælder,  firmaet er ved at bygge for Aarhus Kommune på havnen, skal ske på løn- og arbejdsforhold, der ikke er ringere, end hvad der er gældende efter danske overenskomster.

Det står der i en såkaldt arbejdsklausul i udbudskontrakten. En klausul, der normalt bliver skrevet ind i kontrakten med de firmaer, der laver bygge- og anlægsarbejder for kommunen. Alligevel har der været problemer, fordi Pihl & Søn har hyret den polske underentreprenør Budomex, der ikke har levet op til klausulen.

- Det kan godt være, der er en arbejdsklausul i kontrakten, men det er ingen garanti, forklarer Ole Vagn Christensen, formand for byggegruppen hos 3F Rymarken i Aarhus.

Mere åbenhed

Han mener, det er vigtigt, at få skabt åbenhed om løn- og arbejdsforhold hos virksomheder, der udfører arbejde for kommuner, regioner og stat.

Som reglerne er skruet sammen, er det er op til den offentlige myndighed at sikre, at arbejdsklausuler i kontrakten bliver overholdt. Men det kan fagforeningerne også godt hjælpe med til, understreger Ole Vagn Christensen.

– Hvis Århus Kommune er i tvivl om, hvad der er overenskomstmæssig løn, kan de jo bare ringe til mig. Men ellers mener jeg, at det vil være gavnligt, hvis der er offentlig adgang til de nødvendige oplysninger. For eksempel hvilke arbejdsklausuler og sociale klausuler, der indgår i udbud og kontrakter, samt de involverede virksomheders navne og deres numre i det Centrale Virksomhedsregister. Så vil det være muligt for fagbevægelsen at være med til at kontrollere tingene.

Regeringen har i aftalen med Enhedslisten om social dumping lovet, at den vil få alle kommuner med på, at der skal være arbejdsklausuler i udbudskontrakterne fra og med 2014. Det vil regeringen sikre ved at lave en aftale herom med Kommunernes Landsforening, når den skal forhandle økonomiaftalen for 2014 på plads her i foråret.

Det er et initiativ, Ole Vagn Christensen hilser velkomment.

- Men det er da beskæmmende, at det skal være nødvendigt med sådan en aftale. Det bør da være i alle kommuners interesse at sikre ordnede løn- og arbejdsforhold, når der bliver udført arbejde for dem, mener gruppeformanden.

Region Midtjylland går foran

Han roser i den forbindelse Region Midtjylland, der er i gang med en udvidelse af Skejby-hospitalet ved Aarhus. Det Nye Universitetshospital, som er navnet på det færdige projekt, vil blive Nordeuropas største hospital. Her regner Ole Vagn Christensen med, at fagforeningen, når det tager rigtig fart, vil have omkring 300 medlemmer i arbejde på byggeriet.

Region Midtjylland har skrevet ind i udbudsmaterialet, at løn- og ansættelsesforhold skal være på dansk niveau.

- Og der står i kontrakten, at Region Midtjylland kan tilbageholde penge hos hovedentreprenøren, hvis det viser sig ikke at være opfyldt hos underentreprenørerne, forklarer Ole Vagn Christensen.

Desuden forpligter entreprenørerne sig til, at mindst seks procent af de ansatte skal være lærlinge.

- Jeg har været involveret i byggeriet helt fra starten af, og har haft meget fokus på, at arbejdsklausuler og sociale klausuler skulle indgå i udbudsmaterialet, fortæller Ole Vagn Christensen.

Brug for kontrolorgan

Arne Knudsen er formand for byggegruppen i i den anden 3F-fagforening i Aarhus, 3F Sommervej, som blandt andet organiserer murere og tømrere. Han forventer også, at hans medlemmer kommer i arbejde på det store sygehusbyggeri, og er ligeledes opmærksom på arbejdsklausulerne i udbuddet.

- Og det er helt fint. Men spørgsmålet er, hvordan Region Midtjylland vil kontrollere, at der i alle tilfælde bliver betalt løn efter overenskomsten? Jeg tror fagbevægelsen skal med ind over, hvis vi skal sikre, at arbejdsklausulerne bliver overholdt i praksis, vurderer Arne Knudsen.

- Tag bare noget mere enkelt, for eksempel bygningen af en skole. Der er måske 50 forskellige overenskomster i spil i løbet af byggeperioden, og en kommune hverken kan - og vil nok heller ikke - holde rede på sådan noget, vurderer Arne Knudsen

Han foreslår derfor, at fagbevægelsen inviteres med til at kontrollere, at arbejdsklausuler og sociale klausuler rent faktisk bliver overholdt på byggepladserne.

- Fagforeningsrepræsentanter kunne indgå i et kontrolorgan, der skal sikre, at arbejdsklausulerne bliver overholdt.

Han er opmærksom på, at EU ifølge regeringsjuristerne sætter grænser for, hvad offentlige myndigheder kan indskrive i arbejdsklausulerne. For eksempel kan man ikke direkte forlange i udbudskontrakterne, at de private firmaer underskriver danske overenskomster.

- Men det er så fagbevægelsens opgave at sikre, at det sker. Også selv om EU-domme har ført til, at vi ikke kan konflikte for en fuld overenskomst med alle de tillæg, der normalt hører til. Og vi skal holde fast i, at offentlige myndigheder kan kræve løn- og arbejdsforhold, der ikke er ringere end dem, der er beskrevet i de gældende overenskomster, understreger Arne Knudsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. feb. 2013 - 08:52   22. feb. 2013 - 13:13

Arbejdsklausuler

he@arbejderen.dk