I oktober kunne Arbejderen fortælle historien om, hvordan 3F BJMF i København på et år havde organiseret 500 udenlandske metro-arbejdere ved igennem faglig aktivitet at sikre arbejderne kontante resultater.
Nu melder Flyvebranchens Personale Union (FPU) om en lignende fremgang blandt piloter og kabinepersonale i kølvandet på en aktiv konflikt mod det irske lavprisselskab Ryanair sidste forår og sommer.
DSR Kreds Hovedstaden ringer til nyuddannede medlemmer, siger tillykke med uddannelsen og taler med dem om deres forventninger til fagforeningen og faget.
Efter en lang periode med stagnation og tilbagegang i medlemstallet hos en stort set samlet fagbevægelse, kommer succeshistorierne om medlemsfremgang i flere forbund som et frisk og tiltrængt pust.
I Metal Hovedstaden kunne man for nylig fejre, at fagforeningen for andet år i træk har fået flere medlemmer. Fremgangen er kommet efter, at Metal Hovedstaden i 2013 besluttede at fokusere på mere synlighed på arbejdspladserne.
Man ansatte en organizer og arbejdede målrettet med personlige besøg, hvor fagforeningens repræsentant trykkede medlemmer og potentielle medlemmer i hånden ude på deres arbejdsplads. Strategien har ikke alene givet flere medlemmer, men også flere overenskomster - især i cykelbranchen, hvor den 70. overenskomst blev underskrevet for et par uger siden.
Tillid til medlemmerne
Også blandt FTF's medlemsforbund er der eksempler på forbund, som har vendt kurven og oplever, at medlemstallene stiger.
FTF-forbundet PROSA er på fem år vokset med 30 procent fra 11.832 medlemmer i januar 2009 til 16.420 medlemmer ved udgangen af 2015. Det svarer til, at PROSA gennemsnitligt er vokset med cirka 500 nye medlemmer årligt siden 2009.
I PROSA blev man trætte af, at organiseringsarbejdet kom til at handle om individuelle medlemsfordele, gratis fadøl og gratis biografbilletter i stedet for om det faglige fællesskab.
Derfor valgte forbundet at melde sig helt ud af kampen om individuelle fordele. I stedet fokuserede man på at få opbygget stærke faglige klubber på medlemmernes uddannelsessteder og styrkede derved medlemmernes indflydelse på forbundets daglige arbejde.
Unge søger faglige fællesskaber
Det har fået især unge til at melde sig ind i det forholdsvis lille forbund. Faktisk falder PROSA's gennemsnitsalder i takt med, at medlemstallet stiger, og i dag er halvdelen af forbundets medlemmer under 35 år.
Det samme gør sig gældende i Dansk Sygeplejeråd (DSR), hvor man per 1. januar i år har 75.591 medlemmer - det højeste antal nogensinde og en stigning på 587 medlemmer siden sidste år. I DSR er 13.464 af medlemmerne under 30 år.
Det rekordhøje medlemstal kommer efter seks år med stigninger, hvor Dansk Sygeplejeråd har haft øget fokus på medlemmernes forskellige problemer og behov, med særligt fokus på de nyuddannede.
I Kreds Hovedstaden ringer sygeplejerådets Formandsskab til nyuddannede medlemmer, siger tillykke med uddannelsen og taler med dem om deres forventninger til fagforeningen og faget.
Også forbundet Danske Fysioterapeuter oplever ifølge hovedorganisationen FTF medlemsfremgang og har succes med en aktiv organisering af de studerende. Medlemstallet rundede 14.000 i februar 2015 og i januar 2016 har forbundet 14.235 medlemmer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278