08 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Firmaer på BIO4 snyder i skat

Styrelse på skattejagt

Firmaer på BIO4 snyder i skat

150 ansatte på det offentlige byggeri BIO4 i København har ikke betalt skat i Danmark. Skattestyrelsen besøgte i mandags pladsen som led i indsatsen mod social dumping.

Skattestyrelsen fandt i mandags 150 udenlandske håndværkere på Amagerværket, som burde have betalt skat i Danmark - men ikke har gjort det. Her blokerer stilladsarbejdere byggepladsen i protest mod brug af underbetalte arbejdere - april 2018.
FOTO: Privat
1 af 1

Nu er byggeriet af den nye kraftværksblok BIO4 på Amagerværket igen kommet i søgelyset. Ikke fordi det prestigefyldte byggeri i 2025 gør København til verdens første CO2-neutrale hovedstad, men fordi udenlandske håndværkere ikke betaler skat i Danmark, som de skal, når de har arbejdet her i et halvt år.

Det er endnu et eksempel på unfair konkurrence, og her er værket ovenikøbet betalt af det offentlige, som går glip af skattekroner.
John Ekebjærg-Jakobsen, Byggefagene

I mandags var Skattestyrelsen på besøg på byggepladsen, hvor fem udenlandske virksomheder blev kontrolleret. 

Virksomhederne var udvalgt på baggrund af oplysninger, der kunne tyde på en risiko for manglende moms- og skattebetaling, problemer med arbejdsmiljøet eller evt. illegalt arbejde, hedder det i en pressemeddelelse.

Nu får de en regning

– Vi kunne konstatere, at fire af de besøgte udenlandske virksomheder havde arbejdet på byggeprojektet så lang tid, at de burde have betalt skat til Danmark i stedet for i udlandet, forklarer Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Virksomhederne og de omkring 150 ansatte kan nu se frem til en opkrævning for manglende dansk skat.

Et af de fire firmaer er det tjekkiske stilladsfirma K2 Leseni, som aktuelt har 40 mand i arbejde ifølge Register over Udenlandske Tjenester, også kaldet RUT-registret. 

– Det er da rigtig skidt for de her udenlandske kolleger. Flere af dem har været her siden 2017 og skylder altså skat for både 2018 og de første måneder af i år, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920, til Arbejderen.

>>LÆS OGSÅ: Stilladsfolk blokerer BIO4

De københavnske stilladsarbejdere har lagt arm med K2 Leseni flere gange under byggeriet på Amagerværket, fordi firmaet har overtrådt overenskomsten og også brugt stilladsbyggere uden de nødvendige kvalifikationer.

>>LÆS OGSÅ: Vrede stilladsfolk kræver firma bortvist

Skatteborgernes penge

John Ekebjærg-Jakobsen, der også er formand for Byggefagenes Samvirke i København, finder det beskæmmende med endnu et eksempel på unfair konkurrence i byggebranchen:

– Her er det ovenikøbet det offentlige, der betaler for værket, samtidig med at det offentlige går glip af millioner af skattekroner, fordi de virksomheder, der tjener på byggeriet, ikke betaler skat. 

Det er Hovedstadens Forsyningsselskab, HOFOR og Københavns Kommune, der står bag byggeriet af den nye kraftværksblok. 

– Amagerværkets ledelse vil gerne have det til at fungere, og HOFOR har sagt, at de ikke vil acceptere social dumping. Så nu må de sætte sig ned og stramme op. De har mulighed for at tjekke, hvem der går ind og ud af porten hver dag, og det forestiller jeg mig da, at de vil indføre fremover, lyder det fra John Ekebjærg-Jakobsen.

RUT skal strammes op

Han mener også, det er nødvendigt at ændre RUT-registret, så der bliver udløst "en alarm" til eksempelvis Skattestyrelsen, når et firma har arbejdet i Danmark i seks månder.

Det kræver imidlertid en politisk beslutning, og John Ekebjærg-Jakobsen vil derfor arbejde videre med spørgsmålet i Byggefagenes Samvirke.

HOFOR har tidligere overfor Arbejderen henvist til, at de firmaer, der arbejder på BIO4, er forpligtet til at følge danske overenskomster og arbejdsmiljøregler. 

>>LÆS OGSÅ: Metal vil have styr på udenlandske svejsere

Arbejderen har henvendt sig til HOFOR for en kommentar til den aktuelle sag, men de nåede ikke at vende tilbage inden deadline. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2019 - 16:51   08. mar. 2019 - 08:42

Løndumping

noc@arbejderen.dk