43-årige Slawomir "Michat" Torzewski er bygningsarbejder og medlem af 3F i København. Her hjælper han med at organiserer østeuropæiske arbejdere, blandt andet ved at fungerer som tolk når fagforeningen tager på pladsbesøg.

Han kommer fra Polen 100 kilometer fra hovedstaden Warszawa og har en 16-årig datter og en kone i hjemlandet,

I Polen arbejdede Michat som tekniker på byggeriet af jernbanebroer. I Danmark laver han forskelligt forefaldende håndværksarbejde.

- 90 procent af tiden laver jeg jord- og betonarbejde især forskalning. Men jeg laver også tømrerarbejde. 

Michat forlod første gang Polen for fire år siden for at arbejde i Grønland. Men forholdene var for dårlige, og efter at have tabt 30 kg på et halvt år, rejste Michat videre til Danmark for at prøve lykken her.

Domino

- Mange Ukrainere tager til Polen og arbejder. De arbejder for en meget lavere løn end vi polakker kan, og derfor er der ikke meget arbejde til os. Det var derfor, jeg tog til Danmark, forklarer Michat.

- Det er som dominobrikker, der vælter. Ukrainerne arbejder for det halve af os hjemme i Polen, derfor tager mange polakker til Danmark og arbejder for halvdelen af danskernes løn. Det er ikke godt, siger han

Efter at være blevet dårligt behandlet af en arbejdsgiver, fandt Michat for tre år siden fagforeningen 3F, hvor han idag er medlem.

Udover at snakke engelsk og polsk taler Michat også flydende russisk.

- Men jeg hader det. Jeg vil gerne bruge russisk, hvis det er nødvendigt for at komme i kontakt med arbejdere fra Litauen eller andre lande, men jeg hader sproget og taler det helst ikke. Nok mest fordi jeg er blevet tvunget til at lære det...

Savner familien

Michat har arbejdet for gigantentreprenøren Pihl & Søn igennem tre år, og gik sidst på byggeriet af Dansk Industris nye hovedkvartér i det indre København.

- Men jeg sagde op. Lønnen gik ned og ned og ned og der kom flere og flere polakker, som arbejdede til 70 kroner i timen. Nu har jeg fået nyt job i et andet firma og får 170 kroner i timen. Det er jeg meget glad for.

Michat arbejder fire eller fem uger i København og tager så almindeligvis hjem til kone og datter i en uge. Han fortæller, at han er træt af at være så langt hjemmefra, derfor har han også lovet sig selv, at det snart skal være slut.

- Jeg savner min kone... Jeg har sagt til hende: Næste år er det slut. Vi må bo sammen, enten her i Danmark eller i Polen, men sammen.