De seks velvoksne bygningsarbejdere er tydeligt rystede. De mumler til hinanden med overraskede blikke, "Det er jo slaveri...", "Hvordan kan man behandle folk på den måde?".

Vi står i en skurvogn på Amager denne torsdag formiddag, hvor 950 tillidsfolk og fagligt aktive over hele landet er på rundtur til landets byggepladser for at tage temperaturen på forholdene for udenlandske arbejdere i Danmark.

Foran os står en polsk arbejder. Han har en slidt sweatshirt på, med huller på skuldre og ærmer, oven på den uvaskede svedblegede rullekravebluse, der helt sikkert en gang har været sort. Hans øjne leder rundt i rummet og slår ned, når de møder de danske kollegaers blik.

Vi vil ikke være her mere, vi vil bare gerne hjem, men vi har ikke råd

Polsk arbejder

Polakken fortæller, at han kommer fra en lille landsbyregion langt fra Warszawa, hvor lønniveauet ligger på fem zloty i timen svarende til en lille smule mindre end en flad tier.

Det er derfor han og hans tre arbejdskammerater for 13 uger siden tog den lange køretur til København for at arbejde 10 timer i døgnet seks dage om ugen for det firdobbelte.

- Vores polsky boss havde lovet os en timeløn på 40 kroner. Måske mere hvis vi arbejder godt, forklarer han igennem tolkens polskprægede engelsk.

Kan ikke tage hjem

Vi står i det, der udgør hans soveværelse såvel som gruppens spisestue. På væggen hænger en nøgen dame med struttende silikone bryster. Hun ser æggende ud i det mørke rum, hvis eneste vindue er placeret klods op af en grafittiovermalet betonmur, dobbelt så høj som skurvognen.

- Efter de første syv ugers arbejde kom bossen og gav os 2000 euro (knap 15.000 kroner). Men det er seks uger siden nu, og vi har ikke set nogle penge siden. Vi vil ikke være her mere, vi vil bare gerne hjem, men vi har ikke råd. Vi sendte vores penge til hjem Polen.

Han trækker usikkert på smilebåndet og slår ud med armene i en opgivende gestus.

En gang om ugen kommer "polsky boss" forbi og spørger, om der er noget, de fire polske mænd har lyst til. Så går han for en tid og kommer tilbage med indkøbsposer med madvarer, kaffe, sukker, og hvad mændene ellers har brug for for at udføre deres arbejde. For den tjeneste betaler de fire 300 kroner af deres løn til deres arbejdsgiver, som ifølge den navnløse mand er søn af byggefirmaets direktør Ewa Wawrzynska.

- Det er jo som et fængsel, udbryder Allan Leegaard, som til dagligt er faglig sekretær i Blik- og Rørforbundet. Hans øjne er vidt åbne og hans stemme sitrer.

- Men vi skal ikke betale noget for at bo her, fortsætter polakken uanfægtet af forstyrrelsen. Han slår ud med hænderne i værelset, som er møbleret med en feltseng i det ene hjørne, pænt redt, to linoleumsklædte borde og fire stole af den slags, som vi sad på i folkeskolen i 90'erne, med ryg og sæde i rødt plastik holdt sammen af en ramme af metalrør.

Skjult byggeplads

De københavnske fagforeningsfolk fandt de fire arbejdere ved et tilfælde. Vi har allerede været på tre pladser, hvor foholdene ikke har givet anledning til kritik, og der er faktisk ikke flere pladser tilbage i området.

Udefra er det ikke til at se, at der er gang i et byggeri i den gamle fabriksbygning. Ingen skiltning, ingen afspærring. Men blikkenslageren Keld Albrichsen, som er en af de tillidsfolk, som har fået til opgave at besøge byggepladserne her i området, har tilfældigvis selv gået og sat radiatorer op i bygningen for år tilbage. Da var det meningen, at bygningen skulle laves om til et hotel. Planerne blev droppet på grund af krisen, og tillidsmanden måtte forlade pladsen, inden arbejdet var færdigt.

Nu vil Keld Albrichsen gerne ind og kigge, og da vi kommer gående ned ad den våde asfalterede indkørsel ser vi, at der igen er gang i byggeriet.

Nogen har genoptaget projektet med at forvandle den gamle rødstensbygning nær Amager Strandpark til et hotel, og det første, der møder os, er en ung mand, der kører en højt belæsset trillebør med opbrudte asfaltstykker ud over en krydsfinérplade holdt oppe i fire meters højde med en ramme af 12x7 tommer lægter.

Stativet ryster under ham, da han tipper asfalten ud over kanten og ned i en stor blå affaldscontainer i jern. Det er det syn, der får fagforeningsfolkene til at fortsætte ind på pladsen, hvor de finder frem til manden, som nu står her og tømmer sit hjerte. Han snakker ikke et ord dansk, engelsk eller tysk, og vi må vente på tolken, før vi kan få noget ud af ham.

- Bossen har lovet at komme i dag klokken tre, og vi håber, at han har vores løn med, siger han.

Hvad gør I, hvis han har, lyder spørgsmålet og den polske arbejder svarer bestemt:

- Vi tager hjem. Der er ikke nogen af os, som har lyst til at være her mere.

Ingen kontrakt

Den polske arbejder har fundet papirer frem, som fagforeningsmændene ivrigt begynder at affotograferer med smartphones.

- Det er om at få dokumenteret inden nogen rydder op, forklarer én og fortsætter med at rode bunken af timesedler, tilsynsrapporter og byggetilladelser igennem.

Der er ingen ansættelseskontrakter imellem papirerne på bordet, og polakkerne har da heller aldrig set en kontrakt.

- Jeg har spurgt flere gange, men den er aldrig kommet, forklarer den polske arbejder.

På et spørgsmål om de 40 kroner i timen er før eller efter skat, kigger arbejderen bare uforstående op. Fagforeningsmændene udveksler sigende blikke, og spørgeren noterer ned.

- Hvis ikke jeres chef kommer med pengene i eftermiddag, så lov mig at I ringer til dette her nummer, siger den ene af fagforeningsmændene og presser et visitkort i hånden på manden, der taler på vegne af de polske arbejdere.

Nummeret tilhører 3F's polske klub, og de vil kunne hjælpe, forklarer han bagefter.

- Mange af dem har stået i samme situation.

Fagforeningsmændene tager afsked med polakkerne. Der bliver givet hårde håndtryk og klappet på skuldre, ønsket "good luck" og vi forlader pladsen.

- Det er meget sørgeligt, siger tolken, som hedder Slowomir "Michat" Torzewski. Han er selv udstationeret polsk arbejder og medlem af fagforeningen 3F.

- Det er meget slemt. Tænk hvor mange mennesker der må leve på den måde, sukker han og klemmer en mundfuld luft ud imellem sine tæt sammenklemte læber i en lyd, som udtrykker hans foragt.

Også Allan Leegaard fra Blik- og Rørforbundet er mærket af oplevelsen.

- Jeg har tidligere set nogle slemme ting, men det her er sgu' slemt. Det er jo faktisk en form for slaveri, siger han.

Vi er nu kommet tilbage til de tre parkerede biler. Mændene sætter sig ind i stilhed og kører ind til fagforeningen for at indrapporterer dagens pladsbesøg.