Opbakningen til de 40 tømrere og snedkere, der efter 14 dages strejke blev fritstillet fra deres arbejde på prestigebyggeriet Axel Towers i København i mandags, er overvældende.
Det fortæller talsperson Julius Gudmundsson til Arbejderen.
Kommer der strejkebrydere på pladsen, så har vi tænkt os at lukke porten.
Julius Gudmundsson, talsperson
På den til lejligheden oprettede støttetelefon tikker der en lind strøm af kontanter ind på MobilePay, og alene i den forgangne weekend blev der modtaget 150 opkald fra folk, der ville fortælle, at de støtter, og at de synes, de bortviste tømrere er seje.
– Med de mange støttebeløb følger også masser af små beskedder som: Tak fordi I tager kampen. Vi står bag jer. I kæmper en fælles kamp og i den dur. Vi får støtte fra hele landet og fra rigtig mange privatpersoner, også tidligere og nuværende håndværkere, siger Julius Gudmundsson.
Sammenholdet varmer
Han fremhæver en mand som ringede og fortalte, at han havde strejket ene mand, fordi han følte sig uretfærdigt behandlet:
– Han blev derfor helt varm om hjertet over at læse og høre om vores sammenhold.
Mandag eftermiddag havde Støttegruppen for tømrerne på Axel Towers indkaldt til møde for at gøre status på konflikten mellem håndværkersjakket og firmaet DEKO, og for at snakke støtteaktiviteter fremadrettet.
Mellem 50 og 60 personer deltog, blandt dem repræsentanter fra andre byggepladser, stilladsarbejderne i København og fagligt aktive, som er klar til at bakke de fritstillede op.
Stilladsarbejderne gentog, at de stiller med 600 mand, hvis det bliver nødvendigt - underforstået hvis byggepladsen skal blokeres - ligesom repræsentanter fra andre håndværksgrupper og enkeltpersoner lovede at sætte sig i bevægelse.
Klar til blokade
Situationen for det 40 mand store sjak er, at ikke alene er jobbet røget sig en tur. Ingen af dem har fået løn for de 14 dage, de strejkede og dertil kommer en bod til hver enkelt på 70 kroner per strejketime.
Derfor luner den enorme opbakning, og der bliver brug for den, lyder meldingen fra støttemødet.
Ikke mindst hvis det går, som de fritstillede regner med. De har nemlig en forventning om, at DEKO er i gang med at finde strejkebrydere, der kan overtage arbejdet, som ligger stille på tredje uge.
– Vi holder øje med porten, men blokerer ikke, før vi ser, at der kommer strejkebrydere. Så har vi til gengæld tænkt os at lukke porten og håber, at nogle af dem, der har sagt, at de støtter os, så også har mulighed for at rykke ud, fortæller Julius Gudmundsson.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278