En bred kreds af lokale fagforeninger, uddannelsesorganisationer, klimabevægelse og andre græsrødder stod bag tirsdagens demonstration på Christiansborg Slotsplads ved Folketingets åbning. Budskabet var "ja til fællesskab - nej til forringelser". Men under 1000 mødte frem.

Er det udtryk for tilfredshed med regeringens politik?

Det er der intet som tyder på. Meningsmålingerne og medlemsflugten fra S og SF samt den store fremgang til Enhedslisten taler deres tydelige sprog. Rapporter fra arbejdspladser viser også en stor skuffelse og utilfredshed.

Medlemmerne spørger sig selv, om det hjælper noget at protestere.
Palle Nielsen, formand for FOA SOSU

Hvorfor møder folk så ikke frem, når der arrangeres en protest?

Det hænger sammen med, at mange folk er frustrerede og føler afmagt over, at den regering, de har sat deres lid til, svigter så fatalt.

Sådan lyder meldingen fra en række af de arrangører og deltagere på tirsdagens demonstration, som Arbejderen har talt med.

- Jeg oplever virkelig afmagt ude på vores arbejdspladser, når jeg kommer rundt. Folk er så vrede og skuffede over den nye regering, siger John Jacobsen, formand for de københavnske stilladsarbejdere. 

- Der er stor vrede ude på uddannelsesstederne over, at regeringen igen skærer ned på uddannelserne. Folk er frustrerede over, at undervisningen ikke er god nok, men de oplever samtidig, at politikerne ikke lytter til dem, forklarer Martin Alexandersen fra de pædogogstuderendes landsorganisation, PLS.

Samme toner lyder fra Palle Nielsen, formand for FOA SOSU afdelingen.

- Vi oplever en politikerlede blandt medlemmerne lige nu. De spørger sig selv, om det hjælper noget at protestere, siger Palle Nielsen.

Fagtop er ikke med

Med til billedet hører også, at den socialdemokratisk dominerede fagtop ikke er meget for at kritisere partifællerne i regeringen. Det er ingen tilfældighed, at ikke et eneste fagforbund stod bag protesterne ved Folketingets åbning.

De aktive lag i fagbevægelsen og de folkelige bevægelser står nu over for det svære spørgsmål: Skal de droppe protesterne, når folk alligevel ikke møder frem?

Nej, vi skal i stedet overbevise folk om, at det nytter at protestere og sætte hælene i, mener Palle Nielsen, John Jacobsen og Marin Alexandersen. 

- Vi skal vise, at det godt kan lade sig gøre at ændre noget. For eksempel lykkedes det for os at forhindre udlicitering i Høje Taastrup Kommune, siger Palle Nielsen. 

De tre er enige om, at det her og nu handler om at overbevise folk om, at det nytter at kæmpe for en anden politik, at der ikke er andre muligheder. Her har fagbevægelsen et stort ansvar for at skabe resultater, som kan bringe troen på, at det nytter noget tilbage til folk. 

For at kunne skabe det nødvendige pres på regeringen, er der brug for aktionsenhed mellem forskellige fagforbund, men også mellem fagforeninger og andre organisationer som for eksempel uddannelsesorganisationerne. 

Trods det ringe fremmøde i tirsdags fremhæver arrangører og deltagere det positive i, at en bred kreds af organisationer stod bag initiativet. Det er den samling af kræfterne, som peger fremad.

Stormøde i Odense

Dagen før demonstrationen var der også aktion på tværs af organisationer. Mandag samlede syv offentlige fagforbund 1100 tillidsfolk til stormøde i Odense. Her handlede det også om de nedskæringer og forringelse af arbejdsforhold og velfærd, som er en konsekvens af regeringens politik. 

Lærerformand Anders Bondo Christensen og FOA's formand Dennis Kristensen startede stormødet med at skitsere de store udfordringer, de offentligt ansatte står overfor de kommende år med nedskæringer i kommuner og regioner, regeringens plan om at spare 12 milliarder i den offentlige sektor blandt andet ved at ændre de ansattes arbejdstidsregler og det voldsomme pres på den universelle velfærdsmodel, hvor alle har krav på hjælp og hvor hjælpen finansieres over skatten.

Deltagerne arbejdede konkret med, hvordan de offentlige fagforeninger kan sætte en dagsorden i den kommende kommunalvalgskamp. Ved bordene kom den ene voldsomme beretning efter den anden om, hvordan de konstante nedskæringer gør det umuligt at levere ordentlig pleje, pasning, undervisning og omsorg.

Mødet var kendetegnet af, at der fra talerstolen ikke blev lagt op til et opgør med de snævre økonomiske rammer, som regeringen pålægger kommunerne. Rammer som har en direkte sammenhæng med regeringens tilslutning til EU's finanspagt og alle dens krav til landenes offentlige sektorer.

Parat til at slås

Mødet tog heller ikke fat på diskussionen af, hvad forbundene skal gøre i forhold til overenskomstforhandlingerne i 2015, hvor alt tyder på, at de offentligt ansatte over en bred kam vil blive mødt med krav om direkte forringelser af deres overenskomster.

At tillidsfolkene ikke er parat til at æde en minusoverenskomst, som fjerner velerhvervede rettigheder, viste en rundspørge, Arbejderen gennemførte blandt mødedeltagerne. Signalet var klart; hvis arbejdsgivernes krav om forringelser ikke kan forhindres gennem en forhandling, er tillidsfolkene parat til en konflikt. Medlemmerne skal allerede nu forberedes på den situation, og der skal sikres fælles fodslag mellem de forskellige offentlige forbund. 

Så samtidig med frustrationen og afmagten i brede grupper er der også en vilje til at stå fast og kæmpe blandt de mest bevidste og aktive.