Søndag den 2. juni kridter en flok arbejdsløse i Aalborg skoene og begiver sig ud på en godt 400 kilometer lang march til København.
Formålet er på en utraditionel måde at sætte fokus på arbejdsløshed som et samfundsproblem.
- Vi ønsker at gøre op med den hetz, som arbejdsløse er udsat for og pege på nogle af problemerne, for eksempel at arbejdsløse tvinges ud i aktivering, nyttejob, og hvad det nu hedder, som underbetalt arbejdskraft uden rettigheder, siger Rasmus Østergaard til Arbejderen, mens han holder en tiltrængt pause fra telefon og computer.
Begge dele har ellers fyldt en stor del af hans hverdag de uger, hvor arbejdet med at organisere arbejdsløshedskaravanen har stået på.
Fra idé til virkelighed
Ideen luftede han og andre arbejdsløse fra Aalborg, da de den 26. januar deltog i et landsdækkende træf i København for lokale arbejdsløshedsnetværk under fællesnavnet Solidaritet eller Frit Fald.
- Inspirationen er hentet fra 80’ernes arbejdsløshedsmarcher, som også gik fra Aalborg til København. Det var en anden tid, hvor store dele af fagbevægelsen havde aktive arbejdsløshedsudvalg. Det er helt anderledes i dag, hvor mange slet ikke er medlem af en fagforening. I starten syntes vi måske også, det lød en smule urealistisk, men når vi nævnede det for folk, reagerede de positivt. Og så pludselig fangede bordet, forklarer Rasmus Østergaard.
Planen er at stoppe op undervejs i en stribe byer i Jylland, på Fyn og Sjælland og slutte i København den 8. juni med demonstration og fest.
Et af de første stop på ruten bliver i Randers. Her synes Helle Nielsen, at de arbejdsløses vilkår er alt for vigtige at overlade til den enkelte.
- Det bliver fremstillet som, at det er de lediges eget problem. De kan bare gå ud og finde sig et arbejde. De ledige bliver isoleret, og derfor er det vigtigt at komme ud på gaderne, siger hun til arbejderen.
Helle Nielsen er formand for Landsforeningen Lediges Vilkår og har kastet sig over opgaven at stable et lokalt arrangement på benene.
Arbejdsløse udnyttes
Foreningen er for alle, der mod deres eget ønske er sat udenfor det ordinære arbejdsmarked, og netop udnyttelsen af dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere på det parallelle arbejdsmarked er én af foreningens mærkesager.
- Alle de støttede job som virksomhedspraktik og nyttejob skal afskaffes. Jeg kender masser af eksempler på, at det bliver udnyttet i stor stil, og det er hamrende uværdigt at kontanthjælpsmodtagere skal udføre et job for 65 kroner i timen, som er det beløb, man får udbetalt, når man er sendt i aktivering, mener Helle Nielsen.
Hun er overbevist om, at et opgør med det parallelle arbejdsmarked vil tvinge arbejdsgiverne til at ansætte folk på helt almindelige vilkår, fordi der er brug for, at arbejdet bliver udført.
Den overordnede parole for karavanen er “Ret til arbejde - ret til forsørgelse” fulgt af kravene om, at dagpengereformen fra 2010 skal rulles tilbage.
Den blev vedtaget af VKO-regeringen og de Radikale, trådte i kraft den 1. januar i år og betyder, at man højest kan modtage dagpenge i to år mod tidligere fire, og at man skal arbejde i sammenlagt 52 uger mod tidligere et halvt år for at genoptjene retten til en ny dagpengeperiode.
Fortsæt presset
Det problem har regeringens nyeste dagpengeudspil ikke løst, mener Morten Holck, talsperson for Aarhus Arbejdsløshedsnetværk.
- Der vil stadig være folk, som mister retten til dagpenge. Arbejdsløshed er et strukturelt problem, som kalder på fælles og solidariske løsninger, siger han til Arbejderen.
I torsdags holdt netværket stormøde for at lægge program for den 4. juni, hvor arbejdsløshedskaravanen rammer Aarhus ved middagstid.
Det foreløbige program indeholder et optog fra Filtenborg plads til Rådhuspladsen, gennemførelse af forskellige workshops og en politisk debat.
- Noget af det vi gerne vil problematisere er påstanden om at der findes masser af ledige job. Hvad er det for en type job. Og hvad kan og vil kommunen gøre for at skaffe job til de arbejdsløse eller en indtægt de kan leve af, fortæller Morten Holck.
Rasmus Østergaard, der sammen med Søren Bruun Jensen forsøger at holde tråd i aftalerne i de byer, karavanen lægger vejen forbi, opfordrer alle, der er utilfredse med regeringens behandling af de arejdsløse om at bakke karavanen op. De mener, det er nu presset på regeringen for varige løsninger skal fortsætte.
- For få uger siden stod Helle Thorning-Schmidt på det ugentlige pressemøde og slog fast, at regeringen havde gjort alt, hvad der var muligt for de arbejdsløse. Ugen efter kom så den nyeste redningsplan. Det viser, at det massive pres fra fagbevægelsen og regeringens eget politiske bagland virker. Det handler alene om politisk prioritering, slutter de to nordjyder samstemmende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278