Prisen er for høj.
Med den besked sendte FOA's hovedbestyrelse torsdag forbundets forhandlere tilbage til overenskomstforhandlingerne med Kommunernes Landsforening, KL.
Vi måtte erkende, at vi ikke kunne få de fire pædagogiske grupper med.
Dennis Kristensen, FOA
De kommunale arbejdsgivere har til gengæld for et uddannelsesløft til FOA's ufaglærte medlemmer forlangt en sammenskrivning eller forenkling af overenskomst-systemet.
– Hovedbestyrelsen skulle foretage en meget vanskelig afvejning af, at vi skulle slette nogle anciennitets-forløb for medlemmer, der skifter job, for at skaffe penge til uddannelsesforløbene. Det er lidt som melodien med gyngerne og karussellen, siger FOA's forbundsformand Dennis Kristensen.
Kost-Servicesektoren og forbundets største gruppe Social- og Sundhedssektoren kunne se mange gode takter i den fremlagte aftale - Overenskomst for velfærd og service.
Skævvridning i sektorerne
Men den Pædagogiske sektor, hvor medlemmerne arbejder som pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, dagplejere og omsorgsmedhjælpere, ville få ringere vilkår under uddannelse og risiko for lønnedgang ved jobskifte.
Et stort flertal i hovedbestyrelsen valgte at tage indvendingerne fra den Pædagogiske sektor alvorligt. Ved afstemningen stemte 46 nej til den nye overenskomst, 12 stemte for, en undlod at stemme.
– Det er brandærgerligt, for det var et forsøg på at få et gennembrud på uddannelsesområdet og få ufaglærte løftet til faglært niveau. Men vi måtte erkende, at vi ikke kunne få de fire pædagogiske grupper med, siger Dennis Kristensen til Fagbladet FOA.
På den igen
Han understreger, at det er helt efter de demokratiske spilleregler, og at forhandlingerne med KL om en udmøntning af uddannelseskronerne nu bliver genoptaget.
Hovedbestyrelsens afvisning forholder sig alene til den del af de nye overenskomster, der handler om de 0,40 procent af overenskomstmidlerne, der er afsat til organisationsforhandlingerne.
Den forkastede aftale - Overenskomst for velfærd og service - har ingen indflydelse på de resultater, der er forhandlet hjem på generelle lønstigninger og arbejdstid.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278