Det er koldt. Det blæser. Folk dukker nakken mod vinden på deres cykler. Tivoli-indgangen på Vesterbrogade er udsmykket med græskar. På modsatte side af gaden bliver porten ind til en byggeplads prydet af skilte, et banner og røde faner. Alt sammen hængt op på hegnet, der omgiver pladsen.

Vi kæmper for dem, der kommer efter os.

Håndværkerne inde bag hegnet - iklædt tykke arbejdsjakker og hjelme - er i gang med at bygge Axel Towers midt imellem Palads biograf og Tivoli i det indre København.

De par håndfulde håndværkere, som står og stamper udenfor, bevæbnet med flyers og flere røde faner, skulle egentlig også have gået inde på pladsen og bygget på de store broncefarvede silo-agtige tårne.

Men de står altså herude og fortæller forbipasserende om, hvorfor de, ja hele sjakket på 40 mand, først har strejket i to uger, og siden de blev fritstillet i mandags har stået udenfor og demonstreret.

– Vi gør det jo ikke kun for vores egen skyld. Vi kæmper for dem, der kommer efter os, forklarer en af de forfrosne  håndværkere.

Ikke en blokade

Det kan ligne en blokade, men det er det ikke, forklarer den unge mand.

– I morges kom der igen nye folk. Denne gang kun to mand. Chefen spurgte, om vi havde tænkt os at forhindre dem i at komme ind. Vi sagde: "Næ, de må da gerne gå ind, men I skal bare vide, at det er konfliktramt arbejde, og at de behandler én ad helvede til derinde". De gik hurtigt igen, griner han og stanger en flyer ud til en forbipasserende cyklist.

I samme øjeblik sænker en bil, med to orangeklædte arbejdere på forsæderne, farten. De dytter og giver tommefingeren opad til de demonstrerende.

De to er ikke de eneste, der viser deres støtte. Op ad hegnet ind til pladsen ligger et par store poser bagerbrød. En ung kvinde var forbi med dem tidligere. De er fyldt med morgenbrød

– Og æblekekager! Hvis du skal skrive om det, skal hun kaldes "den søde unge pige", råber en ung håndværker igennem blæsten.

Masser af gejst

Der er højt humør og masser af gejst blandt de kæmpende på trods af de tunge økonomiske konsekvenser, den langvarige konflikt allerede har haft for dem. Udover manglende løn for de 14 dages strejke, har Arbejdsretten idømt dem en bod på mellem 70 og 100 kroner for hver time, de har strejket.

– Men nogen skulle jo sige fra. Hvis ikke det var os nu, havde det været nogle andre på et andet tidspunkt, siger Casper Nielsen fra sjakket. Han har været på ferie med en brækket arm, indtil han mandag morgen mødte ind.

– Jeg tænkte: "Hvad fanden sker her?", da jeg så gutterne foran porten. Min chef kom hen, imens de andre fortalte, hvad der var sket. Han spurgte, om ikke jeg skulle sygemeldes, så jeg slap for også at blive fyrert. Jeg kiggede på de andre og sagde, at det tror jeg sgu ikke. Vi må jo stå sammen, siger Casper, som er træt af det konstante pres på lønnen.

– Vi går og dumper hinandens løn. Og det er ikke kollegaernes skyld, heller ikke de udenlandske. Det er på grund af den sociale dumping, og her er staten den største skurk, siger han og svinger fanen op over skulderen, så flagdugen smælder ud mod den trafikerede gade.

– Det er politikerne, som har gjort arbejdsløshedsydelserne så lave, og som har indført løntilskud og virksomhedspraktik. Vi er sgu snart villige til at arbejde for hvad som helst, men vi kan jo ikke konkurrere med østeuropæerne. Det er derfor, vi siger fra.

En bus holder ind. Chaufføren åbner fordøren og beder om en flyer, imens han råber sin støtte til de kolde håndværkere. Det er torsdag formiddag, og der er stadig ingen, som rører ved det konfliktramte arbejde på Axel Towers.