10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jeff stopper på BIO4

Træt af tyndskid

Jeff stopper på BIO4

Stilladsarbejder Jeff D. Falkenberg, hans kolleger og andre arbejdere på BIO4 er tit syge med dårlig mave. Nu vælger Jeff D. Falkenberg at sige jobbet op.

Jeff D. Falkenberg har fået nok. Han stopper på BIO4 på grund af det elendige arbejdsmiljø - ikke i stilladsfirmaet - men generelt på byggeriet af den nye kraftværksblok.
FOTO: Privat
1 af 1

Stilladsarbejder Jeff D. Falkenberg vil ikke længere stå model til det elendige arbejdsmiljø på landets største byggeplads BIO4 på Amagerværket. 

Jeg ved ikke, om det er vandet eller svejserøg, jeg bliver syg af, men nu gider jeg ikke mere. 
Jeff D. Falkenberg, stilladsarbejder

– Jeg har meddelt min chef, at jeg stopper. Det er sådan set et godt firma, og chefen er sgu egentlig også god nok, og kollegaerne er i verdensklasse. Men jeg har været syg - igen - denne gang siden i onsdags, siger den københavnske stilladsarbejder til Arbejderen.

Han har arbejdet på BIO4 for stilladsfirmaet Danstillads siden slutningen af april. Og han, der ellers aldrig er syg, har siden da været syg med dårlig mave indtil flere gange. Det samme har kollegerne og andre håndværkere på byggepladsen.

– Hvorfor er vi allesammen syge på skift og bliver ved med at være det? Stilladsarbejdere er ikke nogen, der normalt går rundt med tyndskid. Vi er sjældent syge, og vi er gode til at passe på os selv.

Påfaldende meget syge

I starten tænker Jeff D. Falkenberg ikke så meget over, hvorfor han og kollegerne bliver syge så tit, men på et tidspunkt bliver de mange sygedage, der kommer "som lyn fra en klar himmel", alligevel for påfaldende, og Jeff D. Falkenberg begynder at bore i sagen.

– Snakken går jo, og vi kan se, at der er noget galt med arbejdsmiljøet i de udenlandske firmaer. Svejsere går rundt i giftig svejserøg, og der er nogen, der siger, at det får man dårlig mave af. Jeg har sagt til én i firmaet, at jeg gerne vil have, at de måler på det, men jeg ved ikke, om de har gjort det.

En anden mistanke falder på vandet på byggepladsen. I en periode får de ansatte forbud mod at drikke det.

Forbud mod at drikke vandet

– Nu hører jeg så, at HOFOR aldrig skulle have sagt, at vi må drikke af vandet i skurvognen, men kun må tappe af vandet udenfor. Så jeg ved ikke, om det er vandet eller svejserøg, jeg bliver syg af. Nu gider jeg ikke mere, fastslår en frustreret og gal stilladsarbejder.

Stilladsarbejderne har i månedsvis været i clinch med HOFOR - Hovedstadsområdets Forsyningsselskab - der er bygherre på det prestigefyldte projekt. På byggepladsen arbejder der anslået 1000 håndværkere, hvoraf hovedparten har ikke-danske navne.

>>LÆS OGSÅ: Stanken fra BIO4

Ud over et elendigt arbejdsmiljø, så har stilladsarbejderne afsløret udbredt snyd med lønningerne. 

Et nedslående syn

Efter et par blokader for at bringe orden i arbejdsforholdene begyndte blandt andet også Dansk Metal at røre på sig. Flemming Overby, der er faglig sekretær i Metal Hovedstaden, var i starten af maj måned på besøg på BIO4, som HOFOR - Hovedstadsområdets Forsyningsselskab - er bygherre på.  Og det var et nedslående syn, der mødte ham, fortalte han dengang til Arbejderen.

>>LÆS OGSÅ: Metal vil have styr på udenlandske svejsere

Ikke en eneste af de omkring 30 folk, som han snakkede med eller så arbejde, gjorde det under forsvarlige forhold. Ved svejserne observerede han forskellige fejl med udsugningen. Enten var den ikke, hvor der blev svejset, slangerne var klemt eller udsugningen var ikke ført ud til frisk luft men ind i rummet.

Svejserøg er farligt

I går var Flemming Overby igen på byggepladsen.

– Det er min fornemmelse, at arbejdsmiljøet er blevet væsentligt bedre. Det var bedre, det jeg så i går, end da jeg sidst var på pladsen. Så jeg er da meget bedrøvet over at høre, at folk bliver syge derude, siger Flemming Overby til Arbejderen.

Svejserøg er kræftfremkaldende, og hvis røgen ikke føres væk fra de steder, hvor der arbejdes, så er det decideret sundhedsskadeligt. Svejsere er også mere udsatte for forskellige former for mave- og tarmsymptomer som kvalme, opkastning og diarré end metalarbejdere i øvrigt, fremgår det af håndbogen "Svejsning og arbejdsmiljø" udgivet af Dansk Metal.

Arbejderen forsøger at få en kommentar fra den ansvarlige sikkerhedschef ved HOFOR. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jun. 2018 - 15:07   22. jun. 2018 - 16:23

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk
Om HOFOR

HOFOR opstod i 2013 via en fusion mellem Københavns Energi og vandselskaberne i de otte ejerkommuner: Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk.

HOFOR står for både vandforsyningen og for at lede spilde- og regnvand væk i otte kommuner.

Udover vand forsyner HOFOR København med fjernvarme, bygas og fjernkøling – og er i gang med flere vindmølleprojekter både i og uden for København.

HOFOR ejer også Amagerværket, som producerer el og fjernvarme.

Kilde: HOFOR