09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommuner presset af frist på jobsamtaler

KL-kritik af digital samtalebooking

Kommuner presset af frist på jobsamtaler

Til april skal de arbejdsløse booke samtaletider på jobcentret. Kommunerne skal tilbyde, at det kan ske helt frem til dagen før. Reelt betyder det, at der ikke bliver ledige tider at vælge imellem, kritiserer KL.

Til april skal de kommunale jobcentre være parate til på seks måneder at tilbyde tusindvis af samtaletider, som de arbejdsløse skal selvbooke.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, også kaldet STAR, har pålagt de kommunale jobcentre, at de den 4. april skal være klar til at overgå til digital booking af jobsamtaler.

Det er ikke i orden, at noget, der er tænkt som en service kommer til at fremstå som en pligt, der straffer folk.
Erik Hove, KL-konsulent

Det betyder, at arbejdsløse tilknyttet jobcentret kan klikke sig ind på jobnet.dk og bestille en samtale med en jobkonsulent eller vejleder.

Ideen med den såkaldte selvbooking - at arbejdsløse tager større ansvar for at komme tilbage i job og selv har indflydelse på, hvornår en samtale skal finde sted - er Kommunernes Landsforening (KL) helt enig i.

Men tilbuddet om selvbooking risikerer fra start at blive udhulet, mener foreningen.

– Som det er nu, skal det være muligt for den ledige at booke en tid helt op til dagen før, men med så stram en tidsfrist er der stor sandsynlighed for, at ledige, der klikker sig ind dagen før for at bestille en samtale, opdager, at der reelt ikke er mulighed for at vælge en tid. På den måde risikerer ideen om, at ledige skal tage mere ansvar for eget kontaktforløb, at gå fløjten, forklarer Erik Hove KL's bekymring til Arbejderen.

Han er specialkonsulent i KL's Center for Vækst og Beskæftigelse og arbejder primært med it-understøttelse af beskæftigelsesindsatsen ude i kommunerne. 

For få ledige tider

KL skriver den 4. janaur i år til STAR: "I forhold til den foreslåede ordning om selvbooking af samtaler vil kommunerne ikke have ressourcer til at stille flere samtaletidspunkter til rådighed for de ledige, end der reelt vil kunne afholdes af samtaler. Det betyder, at der reelt vil være et begrænset antal samtaletider til rådighed, og at de ledige vil skulle booke samtalerne i god tid, hvis de ikke vil løbe risiko for af blive afmeldt."

Her er KL på linje med kritikken fra de faglige hovedorganisationer, siger Erik Hove.

LO, FTF og Akademikerne har i deres høringssvar om det digitale bookingsystem peget på det urimelige i, at arbejdsløse automatisk bliver afmeldt systemet, hvis de ikke får booket en samtaletid inden for den angivne frist. Glemmer den arbejdsløse et klik på it-knappen, eller er der ingen ledige tider at booke, mister han/hun i værste fald 836 kroner om dagen, som er den højeste sats for fuldtidsforsikrede a-kassemedlemmer.  

– Vi ved, at det tager tid for folk at vænne sig til nye systemer. Det er ikke i orden, at noget, der er tænkt som en service kommer til at fremstå som en pligt, der straffer folk. Vi så gerne et mere smidigt system. Eksempelvis ville det være en del nemmere at håndtere, hvis man sagde, at de ledige skulle booke indenfor en 14 dages periode, mener Erik Hove.

Røde, gule og grønne kommuner

Et kig på STAR's hjemmeside tyder på, at det går langsomt rundt om i kommunerne med at indføre det digitale selvbooking-system. Styrelsens digitale landkort afslører, at nogenlunde lige mange kommuner har en rød, gul eller grøn farve. 

I de grønne kommuner er over 20 procent af jobsamtalerne selvbookede. Den gule farve betyder, at mellem 10 og 20 procent jobsamtaler er selvbookede. I de røde kommuner er mellem 0 og 10 procent selvbookede.

Det falder i øjnene, at København er rød og ifølge STAR blot har 2,47 procent selvbooking. Odense, Aarhus og Aalborg er til gengæld gule med henholdsvis 15,65 procent, 12,86 procent og 18,93 procent.

– Jeg undrer mig meget over, at de store byer ligger og roder så langt nede. Især København, lyder det fra Erik Hove.

Trods de store forskelle på, hvor langt kommunerne er kommet med implemeteringen af selvbooking, er KL-konsulenten optimistisk og tror på, at systemerne nok skal komme op i fulde omdrejninger i løbet af de næste par måneder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jan. 2016 - 09:32   22. jan. 2016 - 11:15

Arbejdsløs

noc@arbejderen.dk