Skal forhandlingerne i 2020 om nye overenskomster på det private arbejdsmarked blive en succes, så skal solidariteten fra OK18 bæres videre af en fælles optræden både i fagtoppen og blandt medlemmerne og understøttes af aktiviteter.

Det er, når de lokale fagforeninger sætter sig i bevægelse, at tingene for alvor rykker.
Bjarne Høpner, 3F København

Sådan sagde Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, da Arbejderen bad ham opsummere de bedste erfaringer fra de offentlige overenskomstforhandlinger OK18.

Og en rundspørge til lokale fagforeningsfolk i 3F, Dansk Metal og HK - nogle af de største fagforbund, der i 2020 skal forhandle nye overenskomster på det private arbejdsmarked - viser da også, at OK18 har inspireret og sat tanker i gang i den retning.

– De lokale netværk på tværs af fagene er vigtige, og de skal turde tage initiativ til aktiviteter, der gør overenskomstkravene synlige. Det er en vigtig erfaring at tage med videre, fremhæver Bjarne Høpner, formand for 3F København.

Fagforeningen, der spillede en aktiv rolle under OK18, har både offentligt ansatte medlemmer og medlemmer ansat hos private arbejdsgivere. 

De lokale netværk

I København, Aalborg, Aarhus og andre store byer blev der under overenskomstforløbet etableret en koordinering mellem de lokale fagforeninger. Beslutningerne her var afsættet for lokale demonstrationer og andre aktiviteter, som medlemmerne tog aktiv del i.

– Det er, når de lokale fagforeninger sætter sig i bevægelse, at tingene for alvor rykker, påpeger Bjarne Høpner og nævner som eksempel de københavnske fagforeningers beslutning om at bakke de faglige forhandlere op, blandt andet ved at stå foran Forligsinstitutionen, så længe forhandlingerne stod på.

I 2017- hvor forhandlingerne om nye private overenskomster også involverede Forligsinstitutionen - var markeringerne foran Forligsen ganske få og ikke koordinerede. Her kan de private fagforeninger helt sikkert steppe op, hvis forhandlingerne i 2020 skulle ende i Forligsinstitutionen, mener Bjarne Høpner. 

Tydelige krav 

Den synlige opbakning til forhandlerne og den kendsgerning, at alle offentlige grupper stod skulder ved skulder for at gøre opmærksom på deres krav, kan de privatansatte lære af, mener Rene Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden.

– Det at være tydelig i sine krav er med til at påvirke og vinde sympatien hos endnu en vigtig medspiller i OK-forløbet, nemlig folkestemningen. Det kræver, at vi er klare i spyttet, med hvad vi melder ud til medlemmerne og til befolkningen, siger Rene Knudsen og fortsætter:

–  Kan vi vinde borgernes sympati, øges presset på arbejdsgiverne. Ender forhandlingerne med en konflikt og et eventuelt regeringsindgreb, så bliver trykket fra medlemmernes aktiviteter og folkestemningen i sidste ende afgørende for indholdet af et politisk indgreb.

Han ser meget gerne, at HK så tidligt som muligt sætter sig sammen med alle de andre forbund og lægger en plan for, hvordan de i fællesskab kan gennemføre forskellige aktiviteter, som meldes ud til tillidsvalgte og medlemmer.  

– Kan forbundene blive enige om en eller anden form for solidaritetspagt, som sikrer, at alle kan komme til bordet med deres hovedpunkter, så kan det kun være en fordel, lyder det fra Rene Knudsen.

Nøglen til forandring 

Også Benny Vinther Jensen, formand for industrigruppen i 3F Aalborg, ser gerne, at 3F, Dansk Metal og andre forbund kan blive enige om en sådan solidaritetspagt. 

– Nøglen til forandring ligger på det magtfulde industriområde, siger han til Arbejderen og minder om, at det ved de seneste mange overenskomstforhandlinger har været CO-industri og arbejdsgiverne i DI, der har indgået det første forlig og lagt rammerne for alle andre områder på det private arbejdsmarked. 

Af samme grund har Benny Vinther Jensen lige nu ikke den store tiltro til, at manøvren med en solidaritetspagt på det private område kan lykkes. Men situationen kan se helt anderledes ud, når forhandlingerne skal i gang.

–  I industrien har vi et minimallønssystem, der bygger på, at arbejdsgiverne giver lønstigninger ved de lokale lønforhandlinger, når det går godt og holder igen, når det går skidt. Men selv nu, hvor virksomhederne skovler penge ind, og der ikke mere er krise, så har vores tillidsfolk svært ved at få lokale lønstigninger. Hvis der heller ikke kommer lønkroner ud, når der næste år skal forhandles lokalt, så har vi i hvert fald et helt andet afsæt for forhandlingerne. Om det så også betyder, at forhandlingerne bliver anderledes, det må vi se.

Landsdækkende TR-møde

Stod det til Benny Vinther Jensen blev der som på det offentlige område også taget initiativ til at samle tillidsfolkene på det private område til et landsdækkende møde i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

– De offentlige forbund var jo enige om at samle over 10.000 tillidsfolk. Det var noget af en manifestation og sikke en opbakning til forhandlerne. Men tør forbundene på det private område gøre det? Man kan jo aldrig vide, hvordan det spænder an. Det kan være svært at styre så stor en flok tillidsfolk, mener den aalborgensiske gruppeformand.

Bjarne Høpner mener, 3F har lært af et turbulemt overenskomstforløb sidste år med industrien i den altdominerende rolle. Store grupper af forbundets medlemmer, herunder medlemmerne af byggegruppen, stemte nej til de resultater, deres egne forhandlere havde hevet i hus. På trods af nej'et fik de alligevel overenskomsterne trukket ned over hovedet på grund af de såkaldte sammenkædningsregler.

– Jeg tror, der er et opbrud på vej. Der er en vis irritation over, at industrien vil bestemme det hele. For at få et anderledes forløb, er det afgørende, at de branchespecifikke krav - i byggeriet, industrien, på transportområdet osv - kommer til at skinne igennem. Og så skal man lave en fælles forståelse af, at brancherne frit kan forhandle egne krav uden at CO-industri skal blande sig, understreger Bjarne Høpner.  

Betydningen af solidaritet

Claus Westergreen, formand for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København ser muligheder for alliancer også uden for 3F's egne rækker.

– Kan vi få forbundstoppen i 3F, HK, Dansk Metal og de andre forbund til at indgå en solidaritetspagt, så kan det bane vej for vores krav om kædeansvar i byggeriet, hvor den udenlandske arbejdskraft fylder rigtig meget. Så kan vi samtidig bakke op om eksempel HK's krav om afskaffelse af den såkaldte 50 %-regel, der forhindrer mange HK'ere på det private arbejdsmarked i at blive omfattet af en overenskomst. Ja, og også andre gruppers særlige krav, mener Claus Westergreen. 

Ovenpå de offentliges overenskomstforhandlinger er Rene Knudsen optimist. Han mener, at fagbevægelsen befinder sig i en væsentlig gunstigere situation end i mange år.

– De offentliges succes og gode erfaringer smitter jo af på hele fagbevægelsen. DI's position bliver det svært at rokke ved, men nu er vi i opgangstider, og så bliver det vigtigt at tage hul på nogle af de principielle krav ved forhandlingerne  - det kan være kædeansvar i byggeriet og 50 %-reglen i HK. Det kræver solidaritet fra CO-industri, og kan vi så lave de her aftaler på tværs af fagene, så tror jeg også, at det bliver nemmre at mobilisere medlemmerne, siger Rene Knudsen.

Presset fra neden

Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen sidder også som formand for forhandlingsfællesskabet CO-industri. Mads Andersen, gruppeformand i 3Fs industrigruppe er næstformand, og hvor meget de er parate til at ændre på den prestige, der ligger i at komme først med et overenskomstforlig, tvivler Bjarne Sørensen meget på. Han er formand for Metal-afdelingen i Horsens og har mange års faglig erfaring med sig.

– Det har virkelig været fantastisk at opleve sammenholdet under de offentlige overenskomstforhandlinger, og jeg håber man kan finde nogle af de samme takter frem, når vi skal til at snakke private overenskomstforhandlinger, siger Bjarne Sørensen til Arbejderen.

– Det kræver et langt tilløb, og det er bare med at komme i gang. Jo før jo bedre. Det forudsætter, at man finder et samlende krav - et spidskrav - som alle er villige til i yderste konsekvens at gå i konflikt for.

Bjarne Sørensen vil ikke sætte sin lid til fagtoppen men taler for og tror, at aktiviteterne og presset for forandringer skal komme fra medlemmerne, fra arbejdspladserne og de faglige klubber. 

– Kommer der til gengæld en bevægelse, kan selv fagtoppen i CO-industri blive nødt til at rette ind. Og bliver det her opsving ved, så har vi alle forudsætninger for at skabe et godt resultat, mener den midtjyske fagforeningsformand.

Som endnu en erfaring fra OK18 peger hans københavnske navnebror Bjarne Høpner på nødvendigheden af at sætte nogle folk af, der alene får til opgave at organisere og koordinere de faglige initiativer, som gere må være både alvorlige og sjove, blot de er synlige. 

Forbundene, der skal forhandle overenskomster i 2020, har forskellige procedurer for indhentning af krav fra medlemmerne. Men som hovedregel gælder, at kravene skal ligge klar til behandling i fagforbundenes kompetente forsamlinger omkring sommeren 2019 eller lige efter.