19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

NNF's medlemmer har talt

Forbund varmer op til OK 2014

NNF's medlemmer har talt

Fødevareforbundet har snakket med mere end hvert tredje medlem om deres krav til OK 2014. Tryghed, uddannelse, bedre arbejdsmiljø og mere i løn, lyder nogle af de krav, der går igen.

På Danish Crowns slagteri i Sæby talte de her medlemmer for at overenskomstforhandlerne skal have fokus på forbedringer af arbejdsmiljøet. Tryghed i ansættelsen er også vigtig fortalte de Jim Jensen (med ryggen til). Han er konsulent og kommende forbundssekretær på slagterindustriområdet.
FOTO: Emilia Maria Van Gilse
1 af 1

Når hovedbestyrelsen i Fødevareforbundet NNF skal godkende de endelige krav til forhandlingerne om nye overenskomster i 2014, så har den alle forudsætningerne for at vide, hvad medlemmerne mener.

Forbundet har gentaget succes’en fra OK 2012 og haft en OK-bus ude på landevejene i to uger. Inden bussen blev kørt i garage har den gjort holdt ved 29 virksomheder, der tilsammen beskæftiger over 8.000 ansatte.

Det vil sige, at mere end en tredjedel af forbundets 23.000 medlemmer har haft mulighed for at fortælle forhandlerne hvilke krav, de skal tage med, når de mødes med arbejdsgiverne.

Vi kan se på virksomhederne, at krisen er ovre, så vi skal ikke være så tilbageholdende.

Lars Thulstrup, tillidsrepræsentant ved Jensens Køkken.

- Nu er det ikke sådan, at vi efter turen kan sige: her er så de tre krav, som, medlemmerne synes, er de vigtigste. Grundlæggende kan man sige, at medlemmerne ikke har de store forventninger til, at den her overenskomst kan give noget væsentligt på lønsedlen. Derimod går det igen, at de har klare forventninger til mere tryghed i ansættelsen, siger Tage Arentoft til Arbejderen i et forsøg på alligevel at samle op på tilbagemeldingerne fra arbejdspladserne.

Tage Arentoft er næstformand og overenskomstansvarlig i Fødevareforbundet NNF. Han har været med OK-bussen rundt og hørt medlemmernes uforbeholdne forventninger til overenskomstforhandlingerne.

- Når vi så har spurgt ind til, hvad medlemmerne lægger i tryghedsbegrebet, så er meningerne straks mere delte. Nogle mener det handler om at sikre job, andre at opsigelsesvarlserne skal være længere og fratrædelsesordningerne bedre. Også uddannelse indgår som et element i tryghedsdelen, forklarer Tage Arentoft.

Endelig har næstformanden lyttet sig til en vis bekymring blandt medlemmerne over udsigten til, at de skal blive længere tid på arbejdsmarkedet. Derfor blev der på flere arbejdspladser formuleret ønsket om bedre seniorordninger med mulighed for at trappe gradvist ned på arbejdstiden.

Tryghed

Fødevareforbundet’s medlemmer arbejder som bagere og slagtere og i mejeribranchen, sukker- og chokoladeindustrien samt tobaksindustrien.

På forbundets hjemmeside kan man læse små reportager fra OK-bussens besøg, og det er tydeligt at medlemmernes forskellige krav til de nye overenskomster, afspejler de brancher, de arbejder i.

Kravet om øget tryghed kom på bordet, da OK-bussen lagde vejen forbi Danish Crown i Sæby, der har cirka 600 ansatte.

Øget tryghed er et oplagt tema til forhandlingerne, mente mange af dem og kunne de bestemme, så blev den tryghed givet i form af en individuel jobgaranti.

Kravet bunder i, at kollegaerne ikke føler sig sikre i deres job, forklarer tillidsrepræsentant Karsten Thomsen til nnf.dk.

- Jeg tror, medarbejderne vil være glade for enhver form for tryghed. Det kan både være længere opsigelsesvarsler, bedre mulighed for uddannelse - eventuelt i opsigelsesperioden, og højere fratrædelsesgodtgørelser.  

Århus Slagtehus har godt 60 ansatte, der i løbet af en uge kan slagte op til 16.000 kreaturer. Også her står tryghed på blokken med OK-krav.

- Tryghed handler først og fremmest om at have et job, siger tillidsrepræsentant Finn Madsen.

På de ansattes top tre liste står ud over tryghed forbedringer af arbejdsmarkedspensionerne og bedre muligheder for uddannelse.

Løn

Hos Defco i Aarhus, hvor der fremstilles pålæg, mener de 55 ansatte, at der først og fremmest skal fokus på lønnen ved overenskomstforhandlingerne.

- Vi synes nok ikke vores løn har fulgt med, siger Søren Alois Larsen til nnf.dk.

Tillidsrepræsentant Lars Thulstrup og hans 42 kollegaer fra Jensens Køkken er enig.

- Vi gik ned i løn for to år siden på grund af vores lokalaftale. På den konto har vi noget til gode. Vi vil gerne have mere i løn. Vi kan se på virksomhederne, at krisen er ovre, så vi skal ikke være så tilbageholdende, siger Lars Thulstrup. og tilføjer:

-  Men bare fordi det er vendt, skal vi selvfølgelig ikke være grådige.

Slagteriarbejderne udgør med 60 procent af medlemmerne den absolut største gruppe i Fødevareforbundet. Slagteriarbejderne er konstant under pres fra billigere udenlandsk arbejdskraft og kravet om øget effektivitet.

Det har resulteret i, at akkorderne på slagterierne gennem de senere år er blevet skruet i vejret.

Arbejdsmiljø   

Det går ud over det fysiske arbejdsmiljø, lød det fra slagteriarbejderne i Sæby, der derfor ser gerne, at forårets overenskomstforhandlinger sætter fokus på arbejdsmiljøet.

Konkret kunne man øge mulighederne for at rotere mellem forskellige arbejdsfunktioner, så den fysiske belastning bliver bedre fordelt, lød et forslag.

De medlemmer, der ikke har haft besøg af OK-bussen, har også mulighed for at få indflydelse på kravene. De kan frem til tirsdag i næste uge sende krav til de nye overenskomster til forbundshuset.

Den 19. november samles forhandlingsudvalgene for at prioritere kravene. I december måned fremlægges de for hovedbestyrelsen, som endeligt godkender de krav, der skal udveksles med arbejdsgiverne. 

Det sker i januar 2014, hvor også de første forhandlinger begynder. Forhandlingerne skal være afsluttet inden udgangen af februar måned.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. okt. 2013 - 22:52   10. okt. 2013 - 23:00

OK 2014

noc@arbejderen.dk
Fødevareforbundet NNF

Når Fødevareforbundet skal forhandle overenskomst er det følgende herrer, der sidder med ved bordet:

Ole Wehlast, forbundsformand

Tage Arentoft, næstformand 

Flemming dal Cortivo, forbundssekretær (fødevareindustriområdet)

Flemming Mogensen, forbundssekretær (butiksområdet),

Poul Erik Faarkrog, forbundssekretær (mejeri)

John Sørensen, forbundssekretær (slagterindustriområdet) 

Fødevareforbundet NNF har cirka 23.000 medlemmer, der arbejder som bagere og slagtere og i mejeribranchen, sukker- og chokoladeindustrien samt tobaksindustrien.