18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nyt netværk skal sikre fremtidens tillidsfolk

Aalborg samler unge i 3F

Nyt netværk skal sikre fremtidens tillidsfolk

Fredag startede endnu et lokalt netværk for unge tillidsvalgte i 3F - denne gang i Aalborg. Deltagerne forventer at kunne hjælpe hinanden på tværs af brancher.

Ina Bruun ser frem til fremtidige netværksmøder og er sikker på, at unge tillidsfolk har meget at give hinanden.
FOTO: NOC
1 af 1

Hvordan bliver jeg bedre til at forhandle med ledelsen? Hvordan sikrer jeg opbakning fra kollegerne? Og hvilke rettigheder har jeg egentlig som tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant?

Jeg er sikker på, at jeg kan lære af, hvad man gør på andre arbejdspladser.
Ina Bruun, arbejdsmiljørepræsentant

Det er nogle af de spørgsmål, som unge med tillidsposter i 3F Aalborg går og tumler med i hvedagen, og som de gerne vil hjælpe hinanden med at blive klogere på.

Fredag i sidste uge mødtes de i fagforeningen for at starte et netværk - endnu et af foreløbig 13 planlagte lokale netværk for unge tillidsvalgte i landets største fagforbund.

– Jeg tror, at vi kan bruge hinanden til at dele den viden, vi har og til at udveksle erfaringer på tværs af brancher. Jeg er sikker på, at jeg kan lære af, hvad man gør på andre arbejdspladser, siger Ina Bruun, der er arbejdsmiljørepræsentant på Siemens. 

Hun har sagt ja til at være tovholder på 3F Aalborgs netværk og deltog som sådan i et opstartsmøde i sidste måned i forbundet. 

Efter fredagens møde ser hun frem til næste møde i Aalborg-netværket som er aftalt til den 10. juni. Ina Bruun håber, at det lykkes at hive flere med til det møde.

Fagbevægelsens fremtid

– Vi har valgt at prioritere opstart af de her netværk, fordi der om 10 år vil være omkring 50 procent af vores tillidsvalgte, der er færdige på arbejdmarkedet, siger Simon Ørbæk, der er ungdomskonsulent i forbundet, til Arbejderen.

Han fortæller, at ideen til de tværfaglige netvæk kommer fra de unge selv. De vil gerne bidrage til at sikre fremtidens generation af 3F-tillidsfolk, som der i dag er rundt regnet 10.000 af.

På mødet i Aalborg deltog beskedne seks unge ud af de godt 40 under 36 år, der i dag har en tillidspost på deres CV. Halvdelen har imidlertid tilkendegivet, at de støtter netværket, men blot er forhindret i at deltage i opstarten. Andre har meddelt, at de prioriterer arbejdet i deres brancheklub, og enkelte er det endnu ikke lykkedes at få personligt kontakt til.

Udfordringer

Så i Aalborg er de unge fortrøstningsfulde. De er dog også bevidste om de udfordringer, der venter dem.

– Vi skal finde omkring 60 nye unge hvert år for at være sikre på at kunne erstatte de 435 tillidsfolk, som om 10 år ikke længere er på arbejdsmarkedet, siger Kasper Johansen, 3F Aalborgs ungdomskonsulent.

Der er startet netværk op andre steder i landet blandt andet i 3F Skagerak i Hjørring og hos 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København.

Inden længe forventes de 13 planlagte netværk at være en realitet. I november/december er der lagt op til et landstræf, og om et års tid samler forbundet op på arbejdet og tager stilling til, om netværkene skal udbygges til endnu flere afdelinger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. apr. 2016 - 18:13   12. apr. 2016 - 12:16

Netværk

noc@arbejderen.dk