Måske får fagbevægelsen i Aarhus langt om længe indsigt i løn- og arbejdsforhold for arbejderne på Danmarks første letbane i Aarhus.
Nu kan vi forhåbentlig få afklaret, hvordan de reelle løn- og arbejdsforhold for letbanearbejderne har været.
Søren Fisker, 3F
3F Aarhus Rymarken har fået ombudsmandens ord for, at de har ret til indsigt i de rapporter, udarbejdet som led i Aarhus Letbanes kontrol af, om entreprenørerne overholder de sociale klausuler, de selv har underskrevet som betingelse for at få opgaver på milliard-projektet.
– Nu vil vi begære aktindsigt igen, og så forventer vi da, at Aarhus Letbane retter sig efter ombudsmandens afgørelse, så vi forhåbentlig kan få afklaret, hvordan de reelle løn- og arbejdsforhold for letbanearbejderne har været, siger Søren Fisker, faglig konsulent i 3F, til Arbejderen.
Da det gigantiske projekt bliver bygget for skatteborgernes penge, mener 3F, at det er i offentlighedens interesse at få oplyst, hvad pengene går til, og om der foregår social dumping for skattekroner.
Op ad bakke
De to 3F fagforeninger i Aarhus har siden letbanens start kæmpet for, at arbejdet bliver udført på overenskomstmæssige vilkår og forsøgt at holde øje med, om de sociale klausuler nu også bliver overholdt. Det har været op ad bakke, fastslår Benny Vangsgaard, formand for Anlægs- og Bygningsgruppen i 3F Aarhus Rymarken.
"Vi har som fagforening mødt lukkethed, systematisk underbetaling, trusler mod ansatte som har kontakt med fagforeningen og manglende overholdelse af sociale klausuler. Vi har forsøgt at få aktindsigt i, hvad der faktisk foregår og er blevet afvist," siger han i en pressemeddelelse.
En af de sager, som har skæmmet letbane-projektet, førte til et krav fra 3F om 22,1 millioner kroner for manglende udbetalt løn til italienske arbejdere. Pengene skulle den italienske jernbaneentreprenør GCF betale, men sagen endte med et forlig på 2,5 millioner kroner. De italienske vidner, som 3F Aarhus Rymarken skulle have brugt, turde ganske enkelt ikke møde op angiveligt på grund af trusler mod dem selv og deres familer. GCF er hyret af ASAL Konsortiet - ligeledes italiensk - der har hovedentreprisen på over en milliard kroner.
Afslag fem gange
3F Aarhus Rymarken klagede i januar måned til ombudsmanden. Fagforeningen var fem gange blevet nægtet indsigt i den del af de kontrolrapporter, som omhandler løn- og arbejdsforhold i kontrakten med ASAL-konsortiet. Aarhus Letbane gav afslagene med henvisning til at beskytte ASAL og Aarhus Letbanes økonomiske interesser.
– Vi har nærmest opfattelsen af, at det er ASAL, der styrer, men det kan ikke være meningen, at det italienske konsortium skal have særbehandling og undgå offentlighedens søgelys, mener Søren Fisker.
3F efterlyser, at bestyrelsen i Aarhus Letbane, som blandt andet består af politikere fra Aarhus Kommune og Region Midtjylland, træder i karakter og fører den kontrol, som skatteyderne må forvente, herunder at sikre ordnede forhold for dem, der skal gøre letbanen til en realitet.
Socialdemokrat Kristian Würtz, rådmand for Teknik & Miljø i Aarhus Kommune, medlem af Aarhus Byråd og bestyrelsen i Aarhus Letbane, siger til Arbejderen, at han ikke er bekendt med ombudsmandens afgørelse vedrørende 3F's klage, og han ønsker ikke at udtale sig, sålænge han holder ferie.
Arbejderen har også forsøgt at få en kommentar fra direktør for Aarhus Letbane Claus Rehfeld Moshøj og formand for bestyrelsen Johnny B. Hansen. Det lykkedes ikke inden deadline.
Tema til kommunalvalget
Spørgsmålet om sociale klausuler og politisk kontrol bliver helt sikkert et tema i den kommunale valgkamp, lyder det fra Jan Sylvest Andersen, der stiller op på Kommunistisk Fællesliste i Aarhus til byrådsvalget i november.
– Det er fint med sociale klausuler, men den her sag viser, at der er brug for både mere åbenhed og kontrol. Og det er altså politikernes ansvar. Det er dem, der udbyder arbejdet og bruger skatteborgernes penge, siger Jan Sylvest Andersen til Arbejderen.
Første strækning på Aarhus Letbane åbner den 23. september og forventes endeligt færdigt sidst i 2018.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278