19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politikere rokker ved centralt princip i dagpengesystem

Bekymring i fagbevægelsen

Politikere rokker ved centralt princip i dagpengesystem

Dagpengesystemet er en forsikringsordning – men nu vil politikerne give forsikringen forskellig værdi for nyuddannede, alt efter om de har børn eller ej.

To nyuddannede unge arbejdsløse kvinder. Den ene har barn og vil fremover få 3390 kroner i dagpenge om ugen før skat, mens den anden uden barn kun vil få 2957.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Den dagpengeaftale, der blev lavet i sidste uge, stiller grundlæggende spørgsmål ved dagpengesystemet som en forsikringsordning, mener Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA.

Hans utilfredshed gælder den nye regel om, at nyuddannede arbejdsløse, de såkaldte dimittender, fremover vil få udbetalt en forskellig dagpengesats, alt efter om de har børn eller ej.

Jeg frygter, at målet på den lange bane er, at vi kun skal have ét socialt system i Danmark.
Mads Bilstrup, Dansk Socialrådgiverforening

– Man laver et system, hvor en forsikring mod ledighed ikke er det samme værd for alle lønmodtagere. Nu skal a-kasserne først vurdere, om der er børn til stede, der berettiger den enkelte til højeste dimittendsats, siger Dennis Kristensen.

Dagpengeaftalen mellem Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti betyder, at nyuddannede arbejdsløse, der ikke har børn, vil ryge ned på 71,5 procent af højeste dagpengesats. I dag får de 82 procent. Den lavere takst betyder omkring 2000 kroner mindre om måneden før skat.

Modsat vil dimittender, der har børn, fortsat få 82 procent af den højeste dagpengesats.

Også Dansk Socialrådgiverforening advarer mod, at politikerne på den måde vil indføre et princip fra det sociale system i en forsikringsordning, hvor det, man betaler ind, er det samme, uanset om man har børn eller ej. 

– Dagpengesystemet er en forsikringsordning, hvor man forsikrer sig mod arbejdsløshed. Det hører slet ikke hjemme i et forsikringssystem at indfører principper fra det sociale system med særlige regler for forsørgere, siger Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening Region Nord.

S og DF afviser bekymring

Kritikken afvises af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

– Det er super vigtigt at sikre, at forsørgere altid har råd til et ordentligt liv til deres børn. Vi må aldrig lave reformer og ændringer, der skaber større ulighed blandt børnefamilierne. Det var i den ånd, at vi indførte denne regel, siger Leif Lahn Jensen, Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører.

Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, erklærer, at de to forskellige satser er indført af ren og skær venlighed overfor børnefamilierne. 

– Og så kan man jo ikke rigtig sige, at dimittenderne er en del af forsikringssystemet på samme vilkår som andre a-kassemedlemmer. De har jo typisk ikke betalt ret meget for at få ret til dimittendsats, de er kommet ind i dagpengesystemet på mere lempelige vilkår, siger Bent Bøgsted.

Han henviser til, at mange a-kasse tilbyder gratis eller særligt billigt medlemskab for unge under uddannelse.

Mads Bilstrup mener, at den lavere dimittendsats og de andre forringelser i dagpengeaftalen er et led i en bevidst strategi i forhold til at udhule dagpengesystemet.

– Jeg frygter, at målet på den lange bane er, at vi kun skal have ét socialt system i Danmark. At politikerne ved at gøre dagpengesystemet så lidt attraktivt, at unge ikke melder sig ind og andre melder sig ud, senere kan bruge den lave tilslutning som argumentation for kun at have kontanthjælpssystemet, siger Mads Bilstrup.

Den bekymring afvises af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

– Jeg tror, at de unge kan se fordelene ved dagpengesystemet, siger Bent Bøgsted.

Alle ydelser sættes ned

Det samme mener Leif Lahn Jensen.

– Hvis man som ung skal tage et valg, om man vil have dagpenge eller kontanthjælp efter endt uddannelse, så tror jeg, de fleste kan se, at cirka 13.000 på dimittendsats er bedre end cirka 7000 på kontanthjælp, siger han.

Her henviser han til de særligt lave kontanthjælpssatser, der er indført for unge. 

Mads Bilstrup ser et mønster i, at ydelsesniveauet er blevet sænket for folk på både dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, fleksjob og i forhold til førtidspensionen. Efter hans mening handler det i høj grad om at presse lønniveauet.

– Man sætter ydelserne ned over hele linjen for at presse folk ud på arbejdsmarkedet og få dem til at acceptere lave lønninger. På et tidspunkt er folk så pressede, at de er parat til at arbejde for 65 kroner i timen. Vi kan gå hen og få tyske tilstande, hvor folk er nødt til at have to jobs, for at kunne overleve, siger han. 

Socialrådgiverformanden forstår slet ikke, at LO og FTF er med til at støtte forringelser af dagpengereglerne, der spiller ind i den her overordnede dagsorden.

Folketinget diskuterer i dag dagpengeaftalen på foranledning af Enhedslisten. Under debatten arrangerer initiativet Dagpenge for Alle faneborg på Christiansborg Slotsplads.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. nov. 2015 - 15:36   01. nov. 2015 - 20:30

Arbejdsløse

ur@arbejderen.dk
Dagpengeforlig

Hovedelementer i dagpengeforliget indgået af V, S og DF:

  • Arbejdsløse kan forlænge dagpengeperioden fra to til tre år, hvis de har arbejde undervejs. En dags arbejde giver ret til to dages ekstra dagpenge. 

  • Der indføres en karensdag hver fjerde måned, hvor den arbejdsløse ikke får dagpenge. Karensdagen bortfalder ved 20 dages fuldtidsbeskæftigelse i løbet af de fire måneder.

  • Nyuddannede arbejdsløse får fremover kun 71,5 procent af den højeste dagpengesats mod 82 procent i dag. Dimittender med børn får fortsat 82 procent. 

  • Fremover opgøres forbruget af dagpenge i timer i stedet for uger som i dag. Det betyder, at arbejdsløse ikke længere bliver straffet for at tage småjobs.