Mellem 100 og 150 københavnske stilladsarbejdere, byggefolk og andre faggrupper mødte fredag morgen op foran Forligsinstitutionen i København for at vise deres støtte til de offentligt ansattes overenskomstkamp.
De offentligt ansattes kamp er lige så meget vores kamp.
Christian Nielsen, murer
"Jeres kamp er vores kamp", står der på kæmpe bannere, der er hængt op på stilladsbilerne."
– Vi vil vise, at vi privat ansatte støtter de offentligt ansattes kamp. Det er dem, der tager sig af vores gamle, vores syge og vores børn. Men der bliver ikke sat nok pris på deres vigtige arbejde, siger stilladsarbejder Kim Olsen, der er mødt frem sammen med flere kollegaer.
Kampsang
Morgenrustne stemmer sætter i med at synge stilladsarbejdernes kampsang. "De kan fyre kammerater, bruge arbejdsret og meget mer´og kampen bliver sikkert meget lang. Men hvad pokker kan de gøre, når vort sammenhold bli´r større og når strejken og blokaden er i gang", lyder omkvædet.
– De offentligt ansattes kamp er lige så meget vores kamp. I den sidste ende handler det om den nedskæringspolitik, der kommer fra EU, og som betyder pres på lønningerne for både offentligt og privat ansatte. At der hele tiden skæres ned på de offentlige udgifter, presser også vores velfærdssamfund, som er udsat for kraftige forringelser og er ved at blive afmonteret, siger Christian Nielsen, der er murersvend og medlem af Murernes bestyrelse i 3F BJMF.
>> LÆS OGSÅ: Offentligt ansatte er rustet til kamp
Han henviser til, at både offentligt og privat ansatte har oplevet mange års tilbagegang i forhold til rettigheder.
– Vi oplever jo også ved overenskomstforhandlingerne for det private område, at arbejdsgiverne har den holdning, at vi skal gi' noget for at få noget. Men på den måde får vi jo ingen forbedringer samlet set. Hvis det havde været sådan altid, havde vi jo ikke rykket os, siden slutningen af 18-tallet, konstaterer Christian Nielsen.
Voldsom vrede
– Der er råd til lønstigninger for lederne på både det offentlige og private område. Vi ser det som en tendens på globalt plan, at uligheden stiger. Der bliver flere rige og endnu flere fattige. Fordelingen bliver mere og mere skæv. Det betyder frustration, vrede, skuffelse og politikerlede blandt folk, tilføjer han.
Christian Nielsen er ikke i tvivl om, at det er denne udvikling, der er baggrunden for den kampvilje og det sammenhold, der ses lige nu blandt de offentligt ansatte, og for den meget omfattende støtte som kommer fra privat ansatte til de offentliges kamp.
>> LÆS OGSÅ: 3F'ere optrapper kampen
– Solidaritet virker. Vi kan se, hvor stærkt de offentligt ansatte står, fordi de har musketéreden. Vi skal bruge vores styrke. Jeg håber da også, at forhandlerne på det private arbejdsmarked lader sig inspirere af musketéreden, erklærer Christian Nielsen.
Flere af deltagerne griber megafonen og holder en tale. En af dem er stilladsarbejder Thomas Strømsholt.
– Det skal være slut med, at det er excel-drengene, der bestemmer udviklingen, siger han og henviser også til den øgede ulighed.
Flere aktioner på vej
Arrangørerne lover, at de privat ansatte vil fortsætte støtten gennem hele den igangværende overenskomstkamp. Der er allerede nu planer om flere aktioner.
Aktionen slutter med, at alle deltagerne samler sig omkring og oppe på en af stilladsbilerne og slutter med at synge "Brødre lad våbnene lyne" for fuld kraft.
Inden da er der gennemført en "trafiksikring" af gaden. Det betyder, at en lang række stilladsbiler er kørt frem og blokerer gennemkørslen totalt.
Efter sangen sætter samtlige biler hornet i bund og gennemfører en langvarig tudekoncert. Ingen af de mange jakke- og slipseklædte forretningsfolk, der er på vej på arbejde i det fashionable kvarter med dyre butikker og kontorer, kan være i tvivl om, at det her er solidaritet med power.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278